SF: Valg skal ikke ødelægge klimaforhandlinger

KLIMA: Den danske position i forhandlingerne ved det store klimatopmøde i Paris til december skal snart på plads. Det mener SF, der forventer at få bred opbakning i Folketinget fredag, så Danmark skal skrue op for klimadiplomatiet.

Danmark skal først og fremmest arbejde for at opbygge en alliance med ulandene frem mod klimatopmødet i Paris. Det svigtede nemlig ved det seneste klimatopmøde i Lima, mener SF's Steen Gade.
Danmark skal først og fremmest arbejde for at opbygge en alliance med ulandene frem mod klimatopmødet i Paris. Det svigtede nemlig ved det seneste klimatopmøde i Lima, mener SF's Steen Gade.Foto: Thit Andersen/Altinget.dk
Morten Øyen

Året er lige startet, og der kan synes lang tid til det store klimatopmøde i Paris i december. Men det er alligevel nu, rammen for den danske forhandlingsposition skal på plads. I god tid inden topmødet, og på denne side af et folketingsvalg.

Det mener SF, der fredag har indkaldt til en forespørgselsdebat i Folketinget om opfølgning på FN-klimapanelets femte hovedrapport. Hovedformålet med forespørgslen er at få fastlagt de overordnede forhandlingsemner for Danmark frem mod klimatopmødet i Paris.

”Det handler grundlæggende om at få forpligtet den danske regering i det kommende år til at arbejde for de ting, der skal til, for at der kan opnås en aftale i Paris,” siger klimaordfører Steen Gade (SF).

Alliance med ulande
Konkret har SF formuleret en tekst, der opfordrer regeringen til at styrke allianceopbygningen med ulande gennem klimadiplomati. Og så skal regeringen arbejde for en global klimaaftale med ”ambitiøse og forpligtende reduktionsmål,” der samtidig løbende skal revurderes i takt med ny viden og teknologi.

Fakta
Det skal Folketinget stemme om:

Folketinget anerkender alvoren i IPCC’s femte rapport. Regeringen opfordres til at fortsætte bestræbelserne for på COP21 at opnå en retfærdig og ambitiøs global klimaaftale, med tidlige og ambitiøse reduktionsindsatser fra særligt de store udledere, herunder fortsat tilskyndelse og teknisk assistance til omstilling af energisystemerne i disse lande, sikre at Danmark lever op til sin andel af den eksisterende kollektive målsætning om at de udviklede lande mobiliserer 100 mia. USD årligt fra 2020 og arbejde for et globalt langsigtet reduktionsmål.

Regeringen opfordres til i 2015 at styrke allianceopbygningen med progressive ulande gennem klimadiplomati og fremme en global aftale, hvor:

- Alle lande er omfattet, og især ilandene og de mest udviklede ulande påtager sig ambitiøse og forpligtende reduktionsmål.

- Klimatilpasning indgår.
- Der sker en løbende revision af ambitionsniveauet i takt med ny viden og teknologi.
- Luftfart og skibsfart inddrages.
- Indsatsen for at fjerne subsidier på fossile energikilder forstærkes.

Kilde: Beslutningsforslag som fremsat af SF

Hertil skal Danmark også arbejde for, at luftfart og skibsfart inddrages i en klimaaftale, ligesom klimatilpasning skal indgå. Og så skal der gøres en indsats for at udnytte den lave oliepris til at gøre op med en række subsidier til fossile energikilder, lyder det i teksten, der kommer til afstemning i Folketinget.

”Vi skal have et klimadiplomati, som ikke bare omfatter klimaministeren, men også udenrigsministeren, udviklingsministeren og statsministeren. Og så skal der først og fremmest arbejdes for at opbygge en alliance med ulandene, som jo svigtede ved det seneste klimatopmøde i Lima,” siger Steen Gade.

Skal forpligte efter valg
Han lægger ikke skjul på, at tidspunktet for forespørgslen har et taktisk element.

”I modsætning til tidligere, hvor vi drøftede de her til ting lige op til klimatopmødet, så har vi lagt op til en drøftelse tidligere i processen. Blandt andet så det forhåbentligt kan blive en linje, som vil fortsætte, selv hvis vi får en ny regering efter valget,” siger Steen Gade.

Det er forventningen, at SF, Enhedslisten, Konservative og regeringen stemmer for beslutningsforslaget. Det er stadig usikkert, om Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance vil stemme for.









0:000:00