Steen Gade: Klimabelastende tøjkøbere kan ikke længere leve lykkeligt uvidende

KOMMENTAR: Omfattende rapport om teksttilforbruget i EU slår fast, at forbruget belaster miljøet, naturen og klimaet. Borgere kan ikke længere påråbe sig uvidenhed, skriver Steen Gade.

Vores alt for store fodaftryk, når det gælder fødevareforbruget, har vi kendt til pænt længe, og nu er der også en omfattende dokumentation for fodaftrykket fra vores tshirts og alle andre tekstiler.

En omfattende rapport fra Det Europæiske Miljøagentur dokumenterer, at vores forbrug af tekstiler i EU fører til en femteplads i CO2-udslip efter forbruget af energi, husholdninger, transport og fødevarer.

Samtidig fører vores forbrug til en fjerdeplads, når det gælder forbrug af råmaterialer, og til en andenplads, når det gælder forbrug af landarealer – kun overgået af fødevareforbruget.

De meget høje tal og en voksende negativ påvirkning på miljøet kræver langt mere opmærksomhed, end vi har givet det tidligere.

Det er helt oplagt, når det gælder klima, men bestemt også, når det gælder fortrængning af oprindelige naturarealer, afskovning og forringet miljø og biodiversitet. Det minder meget om vores fødevareforbrug.

Oven i det kommer, at hele kæden fra produktion til forbrug af tekstiler er ekstrem lineær. Næsten alle fibre kommer i dag fra oprindelige råmaterialer – enten naturlige eller fossile.

Højkvalitets genbrug af fibre er næsten ikke synligt. Genbrug er i det store billede først og fremmest eksport af brugt tøj ud af EU, om end vi heldigvis kan se en voksende trend til at udveksle og købe og sælge brugt tøj. 

Når det gælder forbruget af tekstiler, kan vi derfor for alvor tale om vores fodaftryk på verden. For langt den største påvirkning foregår udenfor EU.

Tallene er meget tydelige. Hver af os europæere er årligt – gennem vores forbrug af tekstiler – ansvarlige for at bruge 1.300 kilo råmaterialer samt 104 kubikmeter vand til produktionen. Det indebærer ifølge tal fra 2017 et samlet udslip på 654 kilo CO2 fra hver af os.

Langt det meste foregår andre steder end i vores verdensdel. 85 procent af forbruget af råmaterialerne og 92 procent af vandforbruget finder således sted udenfor, og tre fjerdedele af CO2-udslippet tæller med i Kina, Bangladesh, Vietnam, Cambodia eller Indiens CO2-udslip for at nævne nogle af de større tekstillande.

Det er også dem, der kæmper med giftige sprøjtemidler og andre affaldsstoffer, foruden ofte meget ringe arbejdsvilkår. Tøjet, som vi køber, er blevet billigere og bruges i kortere og kortere tid.

Da jeg startede i Folketinget i begyndelsen af 1980'erne og var valgt i tekstilbyerne Herning/Ikast, prøvede jeg at vække miljøbevidstheden ved at tale om, at man kunne se næste års modefarve i Vorgod Å.

I dag er det floderne i blandt andet Bangladesh og Kina, der i grumsede sammenblandede farver afspejler, at kollektionerne kommer mange gange om året og i mange forskellige farver.

Vi har flyttet og øget problemerne, men ikke påtaget os et særligt stort ansvar for det, selvom vi stadig er en stor tekstilnation. Fodaftrykket er kæmpestort.

Rapporten tegner vejen frem både i forhold til os selv i Europa og i forhold til de lande, hvor der produceres. Det er dejligt, at begge dele er med.

Overskrifterne er cirkulær økonomi – nu for alvor nye forretningsmodeller med genbrug, designmodeller, offentlige indkøb, miljømærkning af produkterne, afgift på nye fibre eller ny teknologi til at udvinde højkvalitetsfibre ved genanvendelse.

Alt sammen er drevet igennem ved en hurtig indfasning af indsamling af alle tekstiler og med forslag om direkte forbud mod at afbrænde og deponere.  

Køreplanen er åbenlyst blevet forstået, for der er nu ganske stærke initiativer på vej i EU-samarbejdet. Udgangspunktet i dag er, at alle EU-lande i 2025 skal have en indsamlingsordning på plads, og at indsamlede tekstiler ikke må afbrændes eller deponeres.

Det nye annonceres i EU-Kommissionens aktuelle meddelelse om en ny omfattende handlingsplan for cirkulær økonomi som en afgørende del af New Green Deal. 

I Danmark er vi ikke kommet særligt langt. Dele af designbranchen er stærkt interesseret, og enkelte tøjbutikker er begyndt at modtage brugt tøj, når man køber nyt, men ellers er der mest stille. Vi mangler en handlingsplan. 

Forskning og produktudvikling i at nedbryde i fibre og fabrikere højkvalitetsfibre igen foregår i vore nabolande Sverige, Finland og Tyskland.

Vi har endnu ikke set forretningsmodeller med reparationsaftaler som en del af handlen eller tilbagekøbsmodeller med aftalt tilbagekøbspris. Vi har heller ingen afgiftsdiskussioner og næsten ingen diskussion om klimaoplysninger i tøjannoncer og butikker.

Vi mangler klimamærkning og livscyklusanalyser, og den offentlige indkøbspolitik bør tage tekstiler med – også når det gælder klima.

I det hele taget skal man kigge utroligt langt efter ærlig snak om vore brede miljø-, natur- og klimaftryk på kloden, når vi køber endnu en tshirt. Men vi kan ikke længere påberåbe os uvidenhed.

Både fødevareforbruget og tekstilforbruget er ikke bæredygtigt. De kræver begge det, som EU-Kommissionen betegner som "systemiske, dybtgående og transformative ændringer". 

-----

Steen Gade (født 1945) er miljøklummeskribent, tidligere mangeårig SF–miljøpolitiker og tidligere direktør i Miljøstyrelsen. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Mattias Söderberg: Klimaministre skal reparere rige og fattige landes relationer Mattias Söderberg: Klimaministre skal reparere rige og fattige landes relationer Næste artikel David Trads: Lad os lære af tiden med corona – ud med bilerne! David Trads: Lad os lære af tiden med corona – ud med bilerne!