Steen Gade: Opråb fra forskere skal føre til handling

Sidste uges klimaopråb fra 301 forskere var vigtigt. Klodens økosystemer er alvorligt truet af menneskeskabte forandringer. Og selvom opråbet mest koncentrerer sig om klimaområdet, er det velgørende, at meldingen er bredere.

Vi, der bebor kloden i de her år – og især os, der har beboet den de sidste 30-40 år – efterlader os ganske skræmmende fodaftryk, når det kommer til rovdrift på skove og andre naturressourcer, havenes miserable tilstand, luftforurening, kemikalietryk, nedgang i biodiversitet med mere.

Alle områder, hvor klimaændringerne forværrer situationen. For eksempel betyder temperaturstigninger i havet, at der for at hindre voldsomt iltsvind og uddøende have skal reduceres endnu mere i kvælstof og fosfor, end vi officielt snakker om.

Kort sagt: Vi lever ikke bæredygtigt. Og jo rigere du er, jo værre står det til.

Så hvad med at bede alle partier om at få klima og miljø ind på toptre i næste valgkamp. Og derefter afkræve medierne et svar om deres prioriteringer. For – om vi kan lide det eller ej – valgkampe er en form for kollektiv hjernevask, hvor alle store medier i realiteten forenes om, hvad der er vigtigst i denne valgkamp.

Steen Gade

Den slags brede opråb har vi set mange gange i årenes løb siden 1970’erne.

Så det burde jo ikke være viden, der mangler, selvom jeg ofte gribes af en slags afmagt, når man nødvendigvis må påpege, at der stort set ikke er kommet noget nyt frem på vidensfronten siden FN’s Brundtland-rapport fra 1987 og det første topmøde om bæredygtig udvikling i 1992.

Viden er blot blevet mere og mere sikker, og problemerne er vokset.

Opråbet sætter heldigvis fokus på, at det er NU, der skal handles. Vi har, når det gælder målet om at begrænse skaderne og omkostningerne ved klimaændringerne til to graders stigning i dette århundrede, kun de næste 10-30 år til at få sat turbo på indsatsen.

Vi skal i Danmark ned på et CO2-udslip per indbygger, der er cirka en tiendedel af det, vi har i dag. Og verden skriger efter løsninger, så de mange lande, der er i gang med at vokse økonomisk, ikke skal begå vores fejltagelser.

Det handler om at ændre produktion, metoder og adfærd (akkurat som Brundtland-rapporten beskrev det).

De 301 spørger retorisk, hvordan vi er endt her, lægger op til en debat om, hvordan vi udvikler samfundsøkonomien til de nye tider, og at Danmark burde gå meget mere i front.

Og skrevet ind i en opfordring til danske politikere om meget mere handling. Alt sammen meget rigtigt, men det er jo først her, det sner for alvor.

Lad mig forsøge mig med det, jeg savner. Igen-igen bliver alle politikere betragtet som et fedt. Hvorfor dog det, når realiteten er, at der i alle årene har været store uenigheder om både klimaændringernes realitet og indsatsens omfang.

Lad mig nævne, hvad der skete på klimafronten, da Anders Fogh blev statsminister samtidig med Bush i USA. Hele 1990’ernes stærke fokus på bæredygtig udvikling og klimaindsats blev sat i stå, Lomborg blev støttet som klimaskeptiker, og finansminister Thor Pedersen kaldte klimaindsats for ”Kejserens nye klæder”.

Den nuværende regering ophævede straks den forrige regerings mål om 40 procents CO2-reduktion i 2020 og stoppede udviklingen af grønt nationalregnskab. Bare for at nævne et par eksempler.

Og hvorfor mon vi oplever sådanne politiske tilbageskridt? Fordi der er stemmer i det, akkurat ligesom der var stemmer før sidste valg i at tale om overimplementering af EU’s miljøregler på landbrugsområdet.

Resultatet ses i en 180 grader ændret dansk indsats for at få lov til forurene mere på de miljøområder, der handler om kvælstof- og fosforforurening fra landbruget.

For hvor er vælgernes prioriteringer, og hvor har de været i mange år? Jeg ved – indimellem som en lidt sur erfaring – at det at få klima og miljø op på de prioriterede emner i mediernes dækning i en valgkamp er en kæmpeindsats.

De fastlægges ved opinionsundersøgelser, ved partiernes egne prioriteringer, og efter hvad medierne mener tiltrækker flest seere.

Det parti, jeg repræsenterede i 27 år i Folketinget, har altid haft bæredygtighed, miljø og klima i top. Og indimellem måtte der også kamp til internt for at få det på toptre. Netop fordi alle undersøgelser viste, at det ikke ville afgøre, hvor vælgerne ville sætte krydset. Og SF har da sikkert også tabt stemmer på det, hvis man skal se rent partikynisk på det.

Så hvad med at bede alle partier om at få klima og miljø ind på toptre i næste valgkamp. Og derefter afkræve medierne et svar om deres prioriteringer. For – om vi kan lide det eller ej – valgkampe er en form for kollektiv hjernevask, hvor alle store medier i realiteten forenes om, hvad der er vigtigst i denne valgkamp.

Den næste lurer allerede, og intet – intet – tyder på, at klima og miljø bliver et toptema. Hvad med, om de 301 også tog den udfordring op?

Opråbet lægger meget vægt på økonomi og vækst. Og det er godt, at det ikke kun ender i, hvad jeg som enkeltperson kan gøre.

Det er også vigtigt og skal ikke gøres til en ligegyldig bagatel, men det er de økonomiske mønstre, der er afgørende. ”Follow the money, stupid”, som Bill Clinton engang sagde. De investeringer, der foretages i dag er afgørende for de næste 20-30 år og længere.

Så pensionskasserne og deres medlemmer er helt afgørende. Der er jo valg til bestyrelserne. 'Ud af kul' er ved at ske i de fleste kasser, men de skal også ud af olie, og de bør udvikle et styringssystem, hvor de mange milliarder kroner altid investeres i bæredygtighed og grøn omstilling.

Og igen dukker andre ønsker op i de fleste menneskers hoveder. Der skal være nok penge til, at jeg kan leve ordentligt som pensionist. Og hermed til en af de største udfordringer. Nemlig økonomi og levestandard.

Et hovedpunkt i opråbet er, at vi har brug for et opgør med ideen om, at vækst i BNP er den vigtigste måleenhed for trivsel af vort samfund. Og det er så sandt, som det er skrevet.

Allerede påpeget i en berømt tale af Robert Kennedy i 1968. Men vi skal bestemt videre. Det er en diskussion, jeg selv har deltaget i meget længe, og som aldrig rigtigt er ført til ende. Alligevel synes jeg, at vi burde være kommet noget længere.

Det arbejde, som blev iværksat under den forrige regering med at lave et grønt nationalregnskab bør genoptages, så der kan udvikles finanslove med mål for CO2-reduktionen, forbrug af råstoffer, udvikling af naturkapital og så videre.

Suppleret med lovgivning, der pålægger alle offentlige investeringer, at de alle skal medvirke til den grønne omstilling med målbare CO2- reduktioner.

På Københavns Universitet arbejder Klimarådets formand med at udvikle et grønt BNP, og i EU og FN arbejdes der også på den front.

Det ligger lige for igen at få Danmark på omdrejningshøjde på det her punkt. For det er jo også en realitet, at selve omstillingen kræver store investeringer i uddannelse, forskning og ikke mindst produktionen, hvilket faktisk også vil øge BNP.

Så det er ikke rigtigt, at al vækst er forkert. I stedet bør vi måske diskutere, at den ”sorte vækst” er en taberstrategi – også for vores fremtidige levestandard, men ikke en reel grøn? Måske der er brug for en konsensuskonference her.

I næste uge afholder Danmark og Sverige en stor global klimakonference. Så opråbet passer fint ind her. Som danskere kan vi nok endnu klare os på vores grønne langtidsimage, mens Sverige er i fuld gang med at overtage den grønne førertrøje i Norden og i EU.

Blandt andet gennem initiativer sammen med blandt andre Frankrig og Tyskland (uden Danmark) om at øge EU’s mål for CO2 reduktion i 2030. I det hele taget kommer hele omstillingen ikke til at gå, uden at vi satser meget mere på EU-samarbejde. Går i front inden for og for alvor kræver grønne EU-midler på langtidsbudgettet for 2021-27, investeringer i grøn infrastruktur med mere.

Og midt i alt dette får vi jo valg til Europa-Parlamentet i 2019. Det bør først og fremmest handle om klima og miljø. For EU-samarbejdet er jo vi danskeres reelle indgang til at påvirke den globale udvikling.

Stærk EU-indsats er helt afgørende og danner også den bedste grobund for at gå videre herhjemme.

--------

Steen Gade er miljøklummeskribent, tidligere mangeårig SF–miljøpolitiker og tidligere direktør i Miljøstyrelsen.