Vismænd: Klimakrav til dansk landbrug øger udledning i andre lande

UDLEDNING: En strammere dansk klimapolitik over for landbruget leder til en relativt stor stigning i udledningen af drivhusgasser i andre lande, konkluderer de miljøøkonomiske vismænd i ny rapport.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Sine Riis Lund

Det har en begrænset global klimagevinst at pålægge det danske landbrug afgifter på udledningen af drivhusgasser.

Det viser beregninger fra formandskabet i Det Miljøøkonomiske Råd, der tirsdag kom med et udkast til sin årlige rapport.

En mindre landbrugsproduktion i Danmark fører således til en "relativt stor produktionsstigning i udlandet," lyder det.

Vismændene har set på, hvordan klimapolitiske tiltag i Danmark påvirker udledningerne i udlandet, et fænomen, fagfolk kalder lækage.

Vi skal huske, at klimaudfordringen er en global udfordring, som ikke stopper ved de nationale grænser. Dansk landbrug er et fyrtårn, når det gælder klimaeffektiv fødevareproduktion.

Niels Peter Nørring
Klimadirektør, Landbrug & Fødevarer

Lykkes det Danmark at reducere sin udledning af CO2-ækvivalenter med en million ton, så reduceres de globale udledninger med omkring det halve.

Beregningerne viser imidlertid, at udledningerne i udlandet stiger endnu mere, når det handler om afgifter på landbruget. 

Her er den reelle besparelse kun en fjerdedel, hvad der svarer til en lækagerate på omkring 75 procent. En af årsagerne hertil er, at forbruget af fødevarer ikke påvirkes ret meget af en klimaafgift på landbruget.

"Hvis man politisk ønsker, at den danske klimaindsats i højere grad skal reducere de globale udledninger, er det relevant at lade afgifter på drivhusgasser afspejle graden af lækage. Det trækker i retning af lidt højere CO2-afgifter på husholdninger, transport og ikke-energiintensiv industri – og lidt lavere afgifter på landbrug og energiproduktion," udtaler miljøøkonomisk vismand Lars Gårn Hansen i en pressemeddelelse.

Et sort syn
Miljøorganisationen Det Økologiske Råd er dybt skeptisk overfor vismændenes konklusioner.

0:000:00