Vismænd: Klimaberegninger er ikke hokuspokus

REPLIK: Vi har absolut ingen interesse i at tale omkostningerne op, skriver formandsskabet for Det Miljøøkonomiske Råd som svar til WWF, der i sidste uge rettede en markant kritik mod rådets analyse af omkostningerne ved dansk fossilfrihed i 2050.

Af Michael Svarer, Lars Gårn Hansen, Carl-Johan Dalgaard og Torben Tranæs
Formandskabet for Det Miljøøkonomiske Råd

I den seneste rapport til Det Miljøøkonomiske Råd bringer vi en analyse af omkostninger (og gevinster) ved, at Danmark bliver fossilfri i 2050.

Vi vurderer, at der sandsynligvis vil være et langsigtet samfundsøkonomisk tab på omkring ½ procent af BNP, hvis Danmark vælger at blive fossilfri i 2050.

Beregninger så langt ud i fremtiden er forbundet med stor usikkerhed og resultatet afhænger af de gjorte forudsætninger. Derfor gør vi i rapporten meget ud at betone denne usikkerhed og præsenterer en række følsomhedsanalyser.

John Nordbo mener, at beregningerne er udtryk for ”hokuspokusøkonomi”, og at formandskabet ”griber tal ud af luften”, ”laver logiske kortslutninger” og ”tilpasser scenarier, så de passer bedst med konklusionen”. Unægtelig en retorik, der giver anledning til at tænke over tingene.

Er tallene tilfældige?
John Nordbo mener, at den i beregningerne anvendte klimagevinst per ton udledt CO2 (450 kr.) er for lav, og at vi burde have brugt en anden og højere pris fra et amerikansk studie (580 kr.). Vi redegør i rapporten for, at de 450 kr. per reduceret ton kan opfattes som et gennemsnit af klimagevinsten per reduceret ton, som det selvsamme amerikanske studie angiver i 2015 og 2050.

Det giver efter vores vurdering god mening at tage en værdi mellem gevinsten i 2015 og 2050, fordi overgangen til fossilfrihed må antages at ske gradvist frem imod 2050. Men vi understreger i rapporten, at vurderingen af skadesomkostningerne er meget usikre. Derfor viser vi følsomhedsberegninger for klimagevinster per ton reduceret CO2 på 100 kr. og 1000 kr.

Vi undrer os således, når John Nordbo mener, at det står hen i det uvisse, hvad vi baserer vores antagelse om CO2-gevinsten på. Dette er der faktisk grundigt redegjort for på side 233 og 234 i rapporten.

Er hypoteserne ulogiske?
John Nordbo kritiserer os for, at vi på samme tid lægger til grund, at EU ikke vedtager yderligere klimatiltag, og samtidig antager, at det nuværende CO2-kvotehandelssystem fortsat eksisterer i 2050. John Nordbo hænger kritikken op på, at der på nuværende tidspunkt ikke foreligger regler for kvotesystemet, der rækker frem til 2050 – og at han ikke forstår, hvorfor politikere i Danmark og EU skulle holde fast i et kvotehandelssystem, hvis man ikke vil føre aktiv klimapolitik.

Vi er helt uenige i denne kritik. I vores grundscenarie lægger vi, som John Nordbo skriver, netop op til ”ingen yderligere tiltag” i omverdenen, herunder EU. Men det betyder jo også, at man fastholder og viderefører den nuværende regulering.

Hvis EU opgiver kvotesystemet (uden at sætte noget andet i stedet) ville det jo betyde en direkte svækkelse af ambitionsniveauet. Det ville være en antagelse, der med rette ville kunne kritiseres.

Når vi lægger til grund, at der er et kvotesystem – og dermed en kvotepris – fremover, lægger vi os op ad det Internationale Energi Agentur, IEA. Så vi er da i det mindste i godt selskab.

Har vi misforstået kvotesystemet?
John Nordbo mener, at vi har misforstået kvotesystemet. Han mener, at det er forkert, når vi beskriver, at reduktioner af CO2-udledningen i Danmark fra kraftværker og virksomheder, der er omfattet af kvotesystemet, blot vil føre til, at der bruges flere fossile brændsler andre steder i Europa.

Her er vi igen uenige. Så længe, der er en positiv pris på CO2-kvoter, er det udtryk for, at der er virksomheder, der er villige til at betale for at få lov til at udlede CO2. Den samlede udledning er givet af det samlede antal kvoter. Ikke nødvendigvis i det enkelte år, fordi kvoterne kan gemmes. Men samlet over tid.

Det giver ikke meget mening, at virksomheder betaler for at købe kvoter, hvis de ikke enten har tænkt sig at bruge dem – eller har tænkt sig at sælge dem til nogle andre, der har tænkt sig at bruge dem.

Den aktuelt lave kvotepris er udtryk for, at den grønne omstilling er relativt billig – i hvert fald når ambitionsniveauet ikke er højere, end det som EU’s kvoteloft indikerer.

Vi har tidligere – og igen i den seneste rapport – advokeret for, at noget af det mest effektive, der kan gøres i klimapolitikken er at reducere antallet af kvoter. Det vil styrke troværdigheden til kvotesystemet, hæve kvoteprisen og gøre det mere attraktivt at skifte til grønne teknologier.

Overvurderer vi omkostningerne?
John Nordbo mener, at vi puster omkostningerne ved den grønne omstilling op. Det mener vi ikke, at vi gør, men vi anerkender, at usikkerheden omkring vurderingen af omkostningerne er meget stor. Det understreger vi i rapporten, og det gør vi gerne igen.

Vi har absolut ingen interesse i at tale omkostningerne op, og vi kommer faktisk frem til nogle omkostninger, der ikke ligger langt fra det, som Klimakommissionen fandt.

John Nordbo mener, at omkostningerne vil vise sig at være væsentlig mindre, end det, vi kommer frem til. Det viser nogle af vores følsomhedsberegninger faktisk også kan være en mulighed. Men med andre antagelser viser beregningerne, at omkostningerne også kan blive højere end vores bud på ½ procent af BNP.

Meget afhænger af antagelserne – herunder den fremtidige udvikling i prisen på fossile brændsler i forhold til omkostningerne ved at producere vedvarende energi.

Formålet med vores analyse er netop at kvantificere betydningen af de forskellige antagelser for hermed at synliggøre, hvilke faktorer der er afgørende for de samfundsøkonomiske omkostninger for at opnå målet om dansk uafhængighed af fossil energi i 2050.

Det syntes vi faktisk er lykkedes rimeligt godt.

Forrige artikel Dansk Energi: Hvad vil COP21 betyde for EU? Dansk Energi: Hvad vil COP21 betyde for EU? Næste artikel Det Økologiske Råd: Behov for en modig og helhedstænkende kommission Det Økologiske Råd: Behov for en modig og helhedstænkende kommission
Jeppe Kofod: Polen skal til lokkes til klimahandling

Jeppe Kofod: Polen skal til lokkes til klimahandling

INTERVIEW: Selv om Danmark vil gå langt for at undgå et Brexit uden en aftale, er der grænser for, hvor fleksible EU skal være. Det mener udenrigsminister Jeppe Kofod, som også giver sit bud på, hvordan Polen skal overbevises til at tilslutte sig EU’s 2050-klimamål.