Ugens EU-podcast: Aux armes, Deutschland! Merkel og Macron vil opruste i fællesskab

PARLAMENTET#51: Mens Brexit begynder at ligne Groundhog Day og Europa-Parlamentet gør klar til valg, har Frankrig og Tyskland underskrevet en ny traktat. Den handler især om sikkerhed og forsvar. Hør om det i den europæiske podcast, hvor vi også taler om fake news og om russere, der køber EU-pas i tusindvis.

Foto: Wolfgang Rattay/Reuters /Ritzau Scanpix

Klik her, og abonner på Parlamentet i iTunes | Find os på Soundcloud her | Stitcher her

”De, der glemmer værdien af den fransk-tyske forsoning, gør sig medskyldige i fortidens forbrydelser,” sagde Emmanuel Macron på rådhuset i Aachen i tirsdags.

Frankrigs præsident havde begivet sig til den tyske grænseby for sammen med forbundskansler Angela Merkel at underskrive en ny traktat om styrkelse af det fransk-tyske samarbejde – præcis 56 år efter, at Charles de Gaulle og Konrad Adenauer 22. januar 1963 endegyldigt lagde Anden Verdenskrigs slagmarker bag sig ved at undertegne Elysée-traktaten.

Den nye traktat handler meget om sikkerhed og forsvar, og om udvikling af grænseområderne i de to lande.

Det har fået den franske nationalistleder Marine Le Pen til at påstå, at Macron vil give Merkel adgang til Frankrigs atomvåben. En anden fransk nationalist forestiller sig, at præsidenten vil forære de franske grænseregioner Alsace og Lorraine til Tyskland!

Ingen af delene har noget som helst at gøre med, hvad der står i den nye traktat fra Aachen. Men hvad står der så? Det kan du høre Thomas Lauritzen fortælle om i denne uges udgave af Altingets europæiske podcast, Parlamentet.

Her kan du også høre lederen af Europa-Parlamentets kontor i København, Anne Mette Vestergaard, fortælle om forberedelserne til EU-valget i Danmark søndag 26. maj.

Hun har sat sig for at få så mange danskere som overhovedet muligt op af sofaerne og ud til stemmeurnerne denne gang. Men hvad mon Vestergaard siger til Dansk Folkepartis forslag om at holde folketingsvalg samme dag? Det får du svar på i Ugens Interview.

Vi giver dig selvfølgelig også en opdatering på Theresa Mays Brexit-forhandlinger, som Labours leder i denne uge har kaldt for "Groundhog Day", fordi premierministeren bare siger det samme igen og igen. 

Det er ikke kun den britiske regering, der har forklaringsproblemer. I podcasten kan du høre Irlands landbrugsminister kæmpe forgæves for at forklare, hvad der sker med de 150 daglige mælketransporter på kryds og tværs af grænsen til Nordirland, hvis briterne forlader EU uden en aftale om betingelser og lovgivning.

Altingets EU-redaktør, Rikke Albrechtsen, fortæller desuden om de europæiske udenrigsministres kamp mod fake news fra Rusland. Og om, hvordan medlemslande som Malta, Cypern og Bulgarien har gjort det til en hel, lille industri at ”sælge” europæiske pas til lyssky russere og andet godtfolk.

På med lyttelapperne – vi tager fat i det hele i ugens podcast om Europa.

Klik her, og abonner på Parlamentet i iTunes | Find os på Soundcloud her | Stitcher her

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Angela Merkel

Fhv. forbundskansler, Tyskland (CDU)
Fysiker, doktorgrad i kvantekemi

Anne Mette Vestergaard

Kontorchef, Europa-Parlamentets generaldirektorat for kommunikation (besøgende)
exam.art. i fransk (Københavns Uni. 1983), MA i international ret (Paris 1988), cand.jur. (Københavns Uni. 1989), advokat (1992)

Emmanuel Macron

Præsident, Frankrig (La République en marche)
offentlig administration (Sciences Po), filosofi (University of Paris-Ouest Nanterre La Défense 2001)

0:000:00