Det danske dilemma

Vi skal bevare retten til at melde pas – og senere hen speede op igen, hvis vi ønsker det. Kun med den form for fleksibilitet kan vi sikre, at eurozonen overlever. 

Emilie Turunen (SF)
Medlem af Europa-Parlamentet

EU har aldrig været synderlig populær blandt danskerne. Mange betragter EU mere som en nødvendighed end som en selvfølgelighed. Selv betragter jeg mig som europæer i hjertet, men et langt stykke hen ad vejen forstår jeg den "danske holdning" til EU, og jeg tilhører heller ikke selv fløjen af jubel-europæere, der har gule EU-stjerner på sokkerne, og som drømmer om en egentlig europæisk statsdannelse.

For mig er EU mere et skæbne- og arbejdsfællesskab, hvor vi samarbejder om at finde konkrete løsninger på fælles problemer. Faktum er imidlertid, at den lidt lunkne holdning til EU-samarbejdet her i Danmark ikke på samme måde deles i mange af de øvrige medlemslande.

Tyskland ønsker øget integration
Tag nu Tyskland. Tyskland har altid drevet EU-samarbejdet fremad, ikke mindst i disse kriseår hvilket i høj grad skyldes euro-samarbejdet, der som bekendt er under voldsomt pres.

Man kan som venstreorienteret måske være uenig i kansler Merkels økonomiske politik og enøjede fokus på nedskæringer og budgetdisciplin. Men interessant er det, at den “tyske løsning” i al sin komplicerede enkelhed går ud på, at euro-landene skal integrere sig stadig dybere, økonomisk såvel som politisk. Og det kan der være noget rigtigt over: Som SF sagde ved euro-afstemningen i 2000, så kan man ikke have en møntunion uden at have en egentlig politisk-økonomisk union - fordi man har brug for konkrete økonomiske styringsredskaber.

For Danmark er det imidlertid en udfordring, at EU i disse år for alvor bevæger sig i flere hastigheder, for risikoen er, at vi havner ude i periferien og mister indflydelse. Vores dilemma er, at mens det nok er de færreste af os, der ønsker at gå ind i eurosamarbejdet lige nu, så er vi dybt afhængige af en velfungerende eurozone. Det er dybest set i dansk interesse, at eurolandene får rettet skuden op og integrerer sig yderligere. Danmark kommer ikke ud af krisen, før resten af EU-landene kommer ud af krisen.

Det danske dilemma
Løsningen på det danske dilemma må være, at vi accepterer, at nogle EU-lande lige nu knytter sig tættere til hinanden af nødvendighed – det være sig i form af indførslen af en fælles finanspolitik og oprettelsen af en bankunion med et fælleseuropæisk banktilsyn – mod at vi sikrer os, at Danmark og de øvrige “ude-lande” ikke bliver koblet helt af det europæiske samarbejde. Vi skal eksempelvis kunne træde ind i en europæisk bankunion, hvis vi ønsker det – forudsat at vi får indflydelse på, hvordan banktilsynet fungerer – og vi skal ligeledes kunne tiltræde andre dele af samarbejdet senere hen, hvis det giver mening.

Døren må aldrig blive lukket helt for os. Gør den det, er det starten på enden for det brede EU, som vi kender det i dag. Ønsker eurozone-landene at speede samarbejdet op, ja så skal de naturligvis have lov til det. Men vi skal bevare retten til at melde pas – og senere hen speede op igen, hvis vi ønsker det. Kun med den form for fleksibilitet kan vi sikre, at eurozonen overlever, og at ingen lande i den proces bliver koblet fuldstændig af EU-samarbejdet.