EU-overblik: Navneleg og hurtige tog på tværs af Europa

OVERBLIK: Margrethe Vestager har meldt sig fuldt og helt ind i kampen om formandsposten for EU-Kommissionen. Her vil hun kæmpe for højhastighedstog, men skal hun også kæmpe med Angela Merkel? Her får du overblikket over dagens EU-nyheder.

Velkommen til EU-overblikket på ugens sidste hverdag.

Onsdag fik vi den hidtil klareste melding fra Margrethe Vestager om hendes kandidatur til posten som formand for EU-Kommissionen: Hun går efter topposten.

“Det ville være svært at stå her i aften i debatten som Aldes ledende kandidat og sige, at jeg ikke var til rådighed, hvis det overhovedet på noget tidspunkt skulle blive aktuelt,” sagde Margrethe Vestager efter debatten

Vestager fortæller også om, hvad hun har lært af tidligere statsminister og Nato-chef Anders Fogh Rasmussen i forhold til sit kandidatur.

Ved siden af den danske konkurrencekommissær stod blandt andre spidskandidaterne fra de europæiske socialdemokrater, Frans Timmermans, og den konservative spidskandidat, Manfred Weber. Du kan gense debatten her

Merkels mening
Samtidig i Tyskland gav kansler Angela Merkel et interview, som kan vise sig mindst lige så vigtigt i forhold til, hvem der bliver kommissionsformand.

Merkels navn er trods afvisninger igen blevet kastet i puljen, som navnelegen trækker på. Berlingskes Tysklands-korrespondent, Lykke Friis, konkluderer i hvert fald, at den tyske kanslers støtte til kandidaten fra hendes egen partigruppe, Manfred Weber, ikke er mejslet i sten.

”Med sin melding har Merkel i hvert fald forsøgt at skabe sig rum til i sidste instans at kunne støtte en anden kandidat end Weber som kommissionsformand,” skriver Friis i Berlingske.

Under alle omstændigheder hører Merkel til den gruppe af regeringsledere, der ikke støtter Parlamentets spitzenkandidatproces.

Sats på hurtige tog
Et af Margrethe Vestagers konkrete forslag i debatten var, at EU skal kaste sig helhjertet ind i arbejdet med at etablere højhastighedstog på tværs af Unionen.

Her er den danske kommissær på linje med et flertal af de danske spidskandidater til Europa-Parlamentet. Syv ud af ti af dem svarer til DR ja til, at Europas større byer skal forbindes med højhastighedstog, og at det er noget, de vil arbejde for i EU. 

De resterende tre partier er Folkebevægelsen mod EU og Dansk Folkeparti, som er imod, samt Liberal Alliance, som svarer hverken ja eller nej.

Klimanøl skal koste i støtten
Enigheden er mindre, når det kommer til et andet konkret klimainitiativ, nemlig økonomiske sanktioner mod lande, der ikke lever op til målene i Paris-aftalen.

Enhedslisten og Radikale er således klar til at skære i EU-støtten til medlemslande, hvis de ikke lever op til deres grønne målsætninger. Det skriver Ritzau ifølge Fyens.dk

Men den idé er ikke noget for Dansk Folkepartis Peter Kofod, der står fast på, at landenes forskellige klimapolitik skal respekteres.

Nej til EU og forbehold
I afdelingen for korte nyheder fik vi onsdag aften et klart svar på en central del af Stram Kurs’ EU-politik. Rasmus Paludan svarede nemlig klart ja, da DR’s Kåre Quist spurgte, om Danmark bør melde sig ud af EU. 

Til gengæld siger både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti nej til Venstres forslag om at sætte det danske forsvarsforbehold til afstemning i den kommende valgperiode. Læs mere her

Endelig kunne man også i går aftes høre Socialdemokratiets Christel Schaldemose sige i Deadline, at hun mener, det vil være bedre med en dansk formand for EU-Kommissionen end hendes egen spidskandidat, hollandske Frans Timmermans. Se programmet her

Det sker i weekenden

  • Fredag fortsætter mødet mellem EU’s finansministre, der blandt andet skal tale skat på techselskaber og afgifter på alkohol og tobak.
  • Lørdag rejser DF’s Anders Vistisen til Milano, hvor den italienske indenrigsminister, Matteo Salvini, har inviteret ham og andre partnere i deres nye europæiske samarbejde til at tale.
  • Søndag er Altinget vært for en debat mellem vælgere og en række spidskandidater ved Valgfolkemødet i Odense, som TV 2 arrangerer. Se hele programmet her

Forrige artikel Margrethe Vestager vil være formand for EU-Kommissionen  Margrethe Vestager vil være formand for EU-Kommissionen Næste artikel EU-valg i andre lande: Frankrigs sociale opgør og tvekamp med Le Pen EU-valg i andre lande: Frankrigs sociale opgør og tvekamp med Le Pen