EU-valg i andre lande: Tyske partier blæser til kamp mod nationalisme

TYSKE STEMMER: Etablerede partier fra højre til venstre drømmer om en Europahær, mens de nærmest alle fører valgkamp mod euroskeptikerne i partiet Alternative für Deutschland, siger den tyske redaktør Andreas Ross.

Foto: Fabrizio Bensch / Reuters / Ritzau Scanpix
Thomas Lauritzen

BRUXELLES: Udsigten til, at et sted mellem 10 og 15 procent af de tyske vælgere kan finde på at stemme euroskeptisk, har fået de fleste andre tyske partier op på barrikaderne forud for europaparlamentsvalget.

”De fleste mainstream-partier har gjort det her til et valg for eller imod EU. De hævder, at det er nødvendigt på grund af fremgangen for det højrepopulistiske parti AfD – Alternative für Deutschland,” siger Andreas Ross, politisk redaktør på den store tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung:

”Det virker, som om alle de andre fører valgkamp mod AfD. Det her er valget, hvor vi er nødt til at forsvare Europa mod fjenderne, siger de. Så det er virkelig blevet en debat om selve idéen om at have en Europæisk Union.”

Andreas Ross deltager sammen med erfarne redaktører og journalister fra syv andre medlemslande i et EP2019-panel, som Altingets podcast ’Parlamentet’ har inviteret til at fortælle om debatterne i deres respektive lande i ugerne før valget til Europa-Parlamentet 23.-26. maj.

Det virker, som om alle de andre fører valgkamp mod AfD. Det her er valget, hvor vi er nødt til at forsvare Europa mod fjenderne, siger de.

Andreas Ross
Politisk redaktør, Frankfurter Allgemeine Zeitung

Han mener, at reaktionen fra de etablerede politiske partier ”nogle gange føles lidt overdrevet”, når nu AfD trods alt ikke ligger højere i meningsmålingerne.

”Der er jo stadig et meget stort flertal for EU i Tyskland. Men vi har aldrig før rigtig været i en situation, hvor der var så stærk en modstander af tanken om europæisk integration som Alternative für Deutschland,” siger Andreas Ross.

Redaktøren påpeger også, at Angela Merkels konservative parti CDU – som kansleren ikke længere selv er formand for – bliver presset både fra højre og fra venstre ved europaparlamentsvalget.

Mens AfD stjæler stemmer på det yderste højre, så står De Grønne samtidig til meget stor fremgang på venstrefløjen ved at tage stemmer fra både CDU og socialdemokraterne i SPD.

”SPD ser ud til at kunne miste så mange stemmer til dem, at De Grønne godt kunne overhale socialdemokraterne som Tysklands andetstørste parti ved det her europaparlamentsvalg,” siger han.

Andreas Ross fortæller, at en række tyske partier på tværs af midten gør meget ud af at tale om vigtigheden af en ”Europahær” i denne valgkamp.

”På en måde er det billigt at sige, for alle ved, at det ikke kommer til at ske lige foreløbig. Tanken om en Europahær virker ikke særlig realistisk, men det er populært at tale om i Tyskland. Folk her er ikke så stolte af deres militær, og de ville ikke have noget imod, hvis andre tog sig af det. Mange af politikerne spiller på det,” siger han.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00