Studerende: Brexit vil koste Storbritannien Nordirland

DEBAT: Hvis Brexit gennemføres, bliver det på irernes bekostning, og det er derfor sandsynligt, at Storbritannien mister Nordirland i processen, skriver Jonas Stengaard Jensen, der er studerende ved Europa Akademiet. 

Af Jonas Stengaard Jensen
Studerende ved Europa Akademiet

Terrorens åg hviler tungt på alle europæiske skuldre.

Når vi taler om terror, associerer mange det med radikaliserede muslimer, men selv om en uge er lang tid i politik, udviser man i den forbindelse en fatal mangel på historisk bevidsthed.

For et par dage siden kunne vi nemlig fejre 20 års jubilæet for The Good Friday Agreement, kompromiset der bragte en ende på de notoriske Troubles.

Bag denne heroiske underdrivelse gemmer sig et blodbad på mere end 3500 tabte menneskeliv, tilvejebragt af religiøse fanatikere, der ingenlunde stod tilbage for nogen muslim i hverken blodtørst eller stålsathed.   

Mellem 70’ernes talrige flykapringer og urbane guerillaer bør vi huske netop denne tragedie.

Ikke kun fordi den irske terror modviser den populistiske ligestilling af terrorisme med en bestemt etnicitet, men fordi det politiske klædeskab endnu engang hjemsøges af den irske grænses genfærd.

Briterne skød nemlig sig selv i foden så vel som i hovedet, da de glemte, at bag alle de okkulte spørgsmål om bevægelighed og handel, lå det såre simple faktum, at deres udtrædelse af EU stikker en dolk i hjertet på den usynlige grænse, det stadig bankede hjerte i den irske fredsaftale. 

For den usynlige grænse har unægtelig bragt fred og fordragelighed til Nordirland, og Belfast ligner i dag til forveksling enhver anden europæisk by. Og så igen, det er de færreste europæiske byer, hvis kvarter segregeres af vældige Peace Walls.

Selv i Berlin er mure for længst gået af mode. Skolevæsnet i Belfast er også opdelt imellem protestanter og katolikker, og en omfattende kulturkrig raser fortsat.

I 2012 var byrådets beslutning om en reduktion af flagdagene for unionsflaget i Belfast nok til at udløse omfattende protester, vejspærringer og brandbomber.

Unionister vil udnytte magten 
Den sekteriske division er politisk såvel som kulturel. Siden januar sidste år har det Nordirske selvstyre ”Stormont” været ude af drift, da det republikanske parti Sinn Fein nægter at samarbejde med det unionistiske Democratic Unionist Party (DUP).

DUP har imidlertid spundet politisk guld på Theresa Mays fatale parlamentsvalg, og med kun 10 MP’er står de nu som garanter for den konservative regering i Westminster.

Med den store stygge Corbyn liggende på lur er deres forhandlingsposition stærk, og Stormont rager dem således en politisk høstblomst. 

Unionisterne agter at udnytte deres magt, for de skuer nu grant deres uundgåelige nederlag i den voksende katolske befolkning, der omsider nærmer sig et flertal i Nordirland.

Mange unionister ser i stigende grad fredsprocessens som et nul-sums-spil, som de er ved at tabe. Brexit er således for dem en himmelsendt mulighed for at hale Nordirland definitivt tilbage til Storbritannien.

Derfor har DUP kategorisk afvist EU’s forslag om at bevare den usynlige grænse i Irland og i stedet placere grænsen i det Irske hav imellem Britannien og Irland. Dette ville i DUP’s optik være en uoprettelig glidebane imod Irlands genforening. 

DUP’s frygt er velbegrundet, for irsk genforening er ingenlunde utænkeligt. Good Friday reducerede mere eller mindre genforeningen til et symbolsk eller i hvert fald yderst langsigtet politisk projekt, men Brexit har ændret alt.

Nordirland stemte ligesom Skotland overvældende imod Brexit, men nu hvor englænderne tilsyneladende har fået deres vilje, virker irsk genforening som en glimrende kortsigtet løsning på dette akutte problem.

På trods af de store økonomiske udfordringer, Nordirland subsidieres årligt med 10 milliarder britiske pund,  diskuteres genforening nu seriøst i medierne, og som Brexit har vist, så råder den finansielle fornuft sjældnere og sjældnere i så følelsesladede spørgsmål.

Hvor længe går der inden det skotske frihedshorn gjaller på ny?

May i problemer 
Nu er det naturligvis ikke første gang, der står krudttønder under det britiske parlament, men denne gang er det ikke Guy Fawkes, men premiereministeren selv, der står med fyrtøjet i hånden.

Theresa May insisterer på at forlade det europæiske fællesmarked, træde ud af toldunionen og lukke ned for den frie bevægelighed, men hvis en grænse i det irske hav er udelukket, så kræves der en genetablering af grænsekontrollen imellem Den Irske Republik og Nordirland.

Theresa May husker uden tvivl både pigtråden og bilbomberne og sværger på at grænsen vil forblive usynlig, mens hun febrilsk forsøger at spinde løsninger ud af droner og andre uspecificerede teknologiske løsninger. 

Hvis det kan lade sig gøre at blæse og have mel i munden, skal den britiske regering have al mulig held dermed, men hvad brexi-tøerne overser med alle deres smarte løsninger, er, hvor fundamentalt modsatrettede de to projekter er.

Good Friday handlede om at bringe folk sammen og gøre identitet mere inklusiv og kompleks. Brexit handler om simpel nationalisme, grænser, adskillelse og konflikt, og de to er i deres natur uforenelige.

Hvis englænderne fører deres ubarmhjertige vilje ud i livet, så bliver det endnu engang på irernes bekostning, og efter 500 år synes irerne måske, at den grønne ø har set rigeligt med rødt.

Forrige artikel Margrete Auken: Whistleblowere er nødvendige i kampen mod skattesnyd Margrete Auken: Whistleblowere er nødvendige i kampen mod skattesnyd Næste artikel Tænketanken Europa: Danmark har ikke råd til at ende på EU's yderste gren Tænketanken Europa: Danmark har ikke råd til at ende på EU's yderste gren