Kommentar af 
Sebastian Mernild

Bæredygtig ledelse skal være grundstammen i den grønne omstilling

Selv om vi som ledere har en kortsigtet tidshorisont at levere resultater i, bør vi samtidig og i stigende grad have øje for, at bæredygtig omstilling sker på lang sigt, skriver Sebastian Mernild.

Det er nu, vi skal sætte fuld fart på det bæredygtige lederskab samt det strategiske samarbejde, skriver Sebastian Mernild.
Det er nu, vi skal sætte fuld fart på det bæredygtige lederskab samt det strategiske samarbejde, skriver Sebastian Mernild.Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Sebastian Mernild
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

En omstilling af samfundet er i proces mod et bæredygtigt, lavemissions- og klimaneutralt samfund. Vi er langt fra de politiske emissionsmål selv efter adskillige årtiers grønne og bæredygtige omstilling af samfundet.

Vi må have et tydeligere fokus på bæredygtigt lederskab og stigende strategisk samarbejde mellem beslutningstagere, erhvervsliv og forskningsverden. Vi bør arbejde for, at Danmark bliver en endnu stærkere global katalysator på klimaområdet; en katalysator også for den internationale klimaomstilling.

Stadig ses overforbrug af ressourcer, naturen producerer, samt stigende globale udledninger af drivhusgasser til atmosfæren. 'Overshoot Day' blev for eksempel for Danmarks vedkommende passeret 26. marts. Det vil sige, at det danske økologiske fodaftryk allerede en fjerdedel inde i 2021 oversteg biokapaciteten for hele året. For USA blev dagen passeret 14. marts.

Ydermere, set i lyset af den igangværende corona-pandemi, er de globale udledninger af CO2 til atmosfæren øget, og forventeligt vil CO2-udledningerne i 2021 globalt set være højere end i rekordåret 2019. Mønsteret synes karakteristisk. Efter en global krise ender man på et højere CO2-emissionsniveau end før krisen.

Endnu mere skelsættende er, at vi i marts nåede endnu en milepæl, hvor CO2-koncentrationen i atmosfæren – på Hawaii ved Mauna Loa-observatoriet – blev målt til 417 ppm (parts per million), hvilket er halvanden gang så stor som det præindustrielle niveau (siden 1880).

Vi ligger lunt i svinget til fortsat stigende globale CO2-udledninger, en fortsat stigende CO2-koncentration i atmosfæren og dermed et fremtidigt varmere og vådere klima. Vi vil i en varmere verden se en øget gennemsnitlig nedbørsmængde med markante regionale og sæsonmæssige variationer til følge. I en tre grader varmere verden (i forhold til det præindustrielle niveau) vil der regionalt forekomme øgede nedbørsmængder på 20–30 procent i forhold til i dag, og i andre regioner reducerede mængder på 20–25 procent. De reducerede nedbørsmængder vil primært forekomme de steder, hvor der allerede i dag er forholdsvis regnfattigt.

Stadig øges presset på jordens økosystemer i forbindelse med for eksempel klimaforandringer, overforbrug og tab af biodiversitet. En ting er fakta, noget andet er, hvordan vi anvender vores viden og muligheder strategisk og effektivt mod stigende bæredygtigt lederskab og strategiske beslutninger i kraft af vores forsknings- og erhvervsmæssige styrkepositioner.

Et bæredygtigt lederskab, der skal føre til accelererende forskning, kapacitetsopbygning, udvikling, kommercialisering og implementering af grønne, klimavenlige og bæredygtige tiltag. Dette naturligvis i et rettidigt perspektiv, så emissionerne kan reduceres mod 2030 og 2050.

Det er nu, vi skal sætte fuld fart på det bæredygtige lederskab samt det strategiske samarbejde. Det er nu, vi har chancen for at præge den globale bæredygtige rejse; præge den klimavenlige dagsorden mod stigende grønne innovationer, grønne arbejdspladser, grøn eksport, grøn branding og den omkostningseffektive klimaomstilling.

Alternativet er, at det grønne klimatog kører fra os, og vi står tilbage på perronen uden at være i stand til at forme samt sætte hastighed og retning på den globale grønne dagsorden og omstilling.

I efteråret 2020 blev Danmarks første grønne forskningsstrategi lanceret netop for at arbejde mod blandt andet accelererende forskning, kapacitetsopbygning og udvikling. Regeringen har med opbakning fra et samlet folketing hævet niveauet for de grønne forskningsmidler. Disse samlede øremærkede midler til grøn forskning udgør 2,7 milliarder kroner i 2021. Herunder er der i den grønne forskningsstrategi blandt andet afsat 700 millioner til fire konkrete klimavenlige missioner med fokus på:

1) Fangst og lagring eller anvendelse af CO2 (udvikling af omkostningseffektive løsninger for at reducere og skabe negative udledninger fra store industrielle udledere, affaldsforbrændingsanlæg, biogasanlæg og biomassebaseret kraftvarmeanlæg); 2) Grønne brændstoffer til transport og industri, eksempelvis Power-to-X (omdanne strøm fra vedvarende energi til produkter, der kan anvendes til at reducere udledningerne fra dele af transport- og industrisektoren, hvor der ikke eksisterer omkostningseffektive alternativer til fossil energi); 3) Klima- og miljøvenligt landbrug og fødevareproduktion (tiltag der kan reducere klima- og miljøpåvirkningen fra både konventionel og økologisk fødevareproduktion og jordbrug, herunder udledninger fra husdyr, gødningsanvendelse og jorde); og 4) Cirkulær økonomi med fokus på plastik og tekstiler (fremme cirkulær økonomi gennem udvikling af løsninger til at forbedre ressourceproduktiviteten, mindske mængden af affald, øge mængden og kvaliteten af genanvendelsen samt reducere miljø- og klimabelastning fra produkter).

De konkrete missioner er vigtige for den bæredygtige omstilling, hvor et samlet folketing er enig om at fastholde niveauet af øremærkede midler til grøn forskning fra 2020 og fire år frem. Men for at disse tiltag skal lykkes samt føre til accelererende forskning, kapacitetsopbygning, udvikling et cetera i et rettidigt perspektiv, må vi tænke bæredygtige partnerskaber ind samt bæredygtig ledelse af disse.

Vi skal som ledere - forskningsledere, universitets-, erhvervs- og industriledere samt som politikere - turde det bæredygtige lederskab og de bæredygtige strategiske beslutninger. Vi skal turde strategisk at gå forrest på bæredygtighedsdagsordenen samt tænke og række på tværs af sektorer gennem tværfaglige partnerskaber. Den tværfaglige tilgang er tidskrævende (det ved vi), men oftest er det dér, hvor de unikke idéer og muligheder opstår.

Selv om vi som ledere har en kortsigtet tidshorisont at levere resultater i, bør vi samtidig og i stigende grad have øje for, at bæredygtig omstilling sker på lang sigt. At række på tværs af sektorer gennem bæredygtige partnerskaber, hvor for eksempel relevante vidensinstitutioner, virksomheder, offentlige myndigheder og private aktører går sammen om en fælles forsknings- og innovationsindsats og partnerskaber, kan være startskuddet og senere katalysatoren for den bæredygtige omstilling ikke kun herhjemme, men også globalt.

Et eksempel på en sådan omstilling er det danske bidrag, såvel viden som strategisk lederskab, til øget fleksibilitet og integrationen af vedvarende energi i Kina. Specifikt har indsatsen medført mere grøn og klimavenlig energi i el-systemet i Kina svarende til produktionen fra ni havvindmølleparker (á hver 800 MW, lig størrelsesorden af de kommende havvindmølleparker som Thor og Hesselø), hvilket har medført en reduktion af CO2-udledningen på 22,5 millioner tons. Svarende til 63 procent af CO2-udledningerne fra det danske energiforbrug i 2017.

Bæredygtig ledelse og bæredygtig omstilling er platformen, vi i stigende grad skal arbejde ud fra. Det er ikke en udgift, men en investering i vores samfund og fremtid. En platform, hvorfra der kan udtænkes nye banebrydende og tværfaglige idéer og løsninger.

Tværfagligheden er afgørende for den bæredygtige sammenhængskraft på tværs af samfundet samt for den samfundsmæssige omstilling. Både for at belyse og løse udfordringerne her i landet, men også til at skabe grundlaget for et stærkt dansk erhvervsliv og en offentlig sektor, der kan sikre fremtidens vækst, velfærd og arbejdspladser.

Der er ingen tvivl om, at vi som ledere i stigende grad skal tage mere ansvar for at gennemføre bæredygtig ledelse samt for at få mindsettet forankret på tværs af organisationer og landegrænser for at udvikle og implementere en grønnere, bæredygtig og mere klimavenlig tilgang.

Bæredygtig ledelse skal være grundstammen i de beslutninger, vi træffer, og i det strategiske samarbejde, vi udøver. Det handler om klimaløsninger – ikke kun til gavn for Danmark, men også for klodens bæredygtige udvikling og klima.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00