Enhedslisten om S-erhvervsklub: Det er "direkte antidemokratisk"

Der er noget, der tyder på, at man kan købe sig til mere magt gennem Socialdemokratiets lukkede erhvervsklub, lyder det fra Enhedslisten, der vil have ændret reglerne for partistøtte.

Der skal mere åbenhed om pengestrømmene i dansk politik, mener Rosa Lund (EL).
Der skal mere åbenhed om pengestrømmene i dansk politik, mener Rosa Lund (EL).Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Birk Sebastian Kotkas

Det er "direkte antidemokratisk," når Socialdemokratiet gennem sin lukkede erhvervsklub i sine partilokaler på Christiansborg, sælger adgang til møder med adskillige topministre, mener Enhedslisten.

"Det skal ikke være sådan i det danske demokrati, at man kan købe sig til mere magt. Og det er der jo noget, der tyder på her," siger demokratiordfører Rosa Lund (EL).

Som Altinget har afsløret, har socialdemokraternes erhvervsklub, Erhvervsforum Vækst DK, i løbet af det seneste år afholdt fire møder - for klubbens omkring 50 udvalgte medlemmer - med deltagelse af blandt andre statsminister Mette Frederiksen (S).

Medlemmerne kan forblive anonyme, og med indtægter fra det årlige kontingent på 20.000 kroner er erhvervsklubben blandt Socialdemokratiets største bidragsydere. Samlet set er antallet af alle partiernes erhvervsklubber næsten seksdoblet siden valget i 2015.

Men det skal der laves om på, lyder det fra Enhedslisten.

"Det ville være klogt at ændre reglerne på en måde, så der for det første var offentlighed om alle donationer - i dag er det jo kun de donationer, der er over 20.000, der skal være offentlige. Derudover bør der være en grænse på hvor meget, man kan give, på for eksempel på 5.000 kroner - i stedet for de her 21.900 kroner," siger Rosa Lund.

Som det er i dag kommer de 20.000 kroner, der bliver betalt i kontingent til erhvervsklubberne, oven i de 21.900, som man kan betale anonymt til et parti. Skulle de beløb lægges sammen?
"Ja, det synes jeg. Og så synes jeg, at der skal være offentlighed om det hele. Jeg har set, at der eksperter, som kalder det her for direkte antidemokratisk – og det er jeg fuldstændig enig i. Det er afgørende, at der er åbenhed omkring pengestrømmene. Det skal ikke kun være donationer over 20.000; man skal offentliggøre alle donationer."

Hvad tænker du mere generelt om måden at komme i kontakt med erhvervslivet på gennem de her klubber?
"Du køber dig til indflydelse, når du skal betale et kontingent på 20.000 kroner. Man skal jo også snakke med de mennesker, og den del af erhvervslivet, som ikke betaler et kontingent på 20.000 kroner. Men det er ikke kun kontingentet, der er problemet. Det er også et problem, at der ikke skal være åbenhed omkring donationer under 20.000 kroner."

Hvis man spørger Socialdemokratiet, så er erhvervsklubberne – som andre partier også har - en måde at komme i kontakt med erhvervslivet. Og så er bidraget på 20.000 jo et fast beløb. Er der ikke nogen fordele ved, at man på den måde kan høre erhvervslivets holdninger?
"Nej, fordi man kan jo godt lytte til erhvervslivets holdninger uden at få penge fra erhvervslivet."

Er det noget, som I har tænkt jer at handle på nu?
"Vi vil gerne diskutere dette her i udvalget for forretningsorden. Men der ligger ikke som sådan et fasttømret forslag. Vi er jo også meget åbne over for forslag, der måtte komme fra andre partier. Det, der er vigtigst for os, det er sådan set, at vi får gjort op med, at der er så lukket omkring pengestrømmene i dansk politik. Det skal der simpelthen være åbenhed om," svarer Rosa Lund.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rosa Lund

MF (EL)
cand.soc. i jura (Københavns Uni.)

0:000:00