Forskere: Hvorfor skal et abortsamråd beslutte, om grunden til at få en abort er gyldig?

Selektionssamfundet er her allerede
En af de fronter, der nu rejser sig igen i dækningen af abortspørgsmålet, er hvorvidt, det vil føre til et selektionssamfund, hvor børn med visse handicap bliver valgt fra. At teknologier på horisonten måske kan give viden om fosteret, som kvinden så kan handle på inden udløb af grænsen for fri abort, er ikke ny.

Men det kalder i højere grad på en nærmere regulering af fosterdiagnostiske undersøgelser, end det kalder på en strammere abortlovgivning. Sundhedsstyrelsen laver allerede retningslinjer, og bekymringen må derfor i realiteten gå på, hvad kvinder/par kan få af oplysninger på det private marked. Her kunne man se mod Norge, hvor udbud af bestemte fosterdiagnostiske undersøgelser kræver tilladelse fra myndighederne.

Bliver vi i de fosterdiagnostiske undersøgelser, som tilbydes i det danske offentlige sundhedsvæsen, så forholder det sig sådan, at flertallet af ansøgere, der søger om tilladelse på fostermedicinsk indikation også får en tilladelse – i 2021 endte cirka ti kvinder med et afslag.

Samfundet stiller sig allerede i vidt omfang bag de grunde, som kvinderne giver, når de søger på fostermedicinsk indikation. Selektionssamfundet er her i den forstand allerede

Stine Willum Adrian og Janne Rothmar Hermann
Hhv. lektor, Universitetet i Tromsø, og professor, Københavns Universitet

Forskningen peger på, at ansøgninger på baggrund af fosterdiagnostiske fund bliver vurderet gennem en automatiseret sagsgang. Samfundet stiller sig altså allerede i vidt omfang bag de grunde, som kvinderne giver, når de søger på fostermedicinsk indikation. Selektionssamfundet er her i den forstand allerede.

Kvinder umyndiggøres af abortsamråd
For parrene er det på ingen måde en automatiseret beslutning at afbryde et ønske svangerskab, fordi undersøgelserne viser sygdom eller misdannelse hos fosteret. For nogle kvinder og par opleves det som tungt og formynderisk, for andre opleves det som en støtte, at systemet bakker dem op i, at deres barn er så sygt, at man kan udføre abort.

Nogle er bekymrede for, om velfærdsstaten vil kunne sikre familien og et barn med funktionsnedsættelser et godt liv, når man hører om andre familiers kamp med kommunerne. Formodentligt udgør de kvinder/par, der får afslag på fostermedicinsk indikation, hovedparten af de danske kvinder, der hvert år for egen regning søger til udlandet for der at få foretaget den abort, de har fået afslag på herhjemme.

Er det tidssvarende, at disse kvinder bliver umyndiggjort? For hvorfor er det et abortsamråd og lovgiver, der skal beslutte, om grunden til at få en abort er gyldig eller ej? Der ligger i denne konstruktion en præmis om, at kvinder ikke er i stand til at tage vare på sig selv og deres krop.

Samtidig signalerer man, at det er i orden at tvinge andre til at tilvejebringe den mangfoldighed, vi ønsker i samfundet, mens vi i det øvrige møde med sundhedsvæsenet anerkender, at patienten er ekspert i sit eget liv, og at familier i det hele taget bedst kan tage stilling til deres egen situation. Det burde samtidig rejse en debat om, hvorfor vi i samfundet ikke sikrer de mennesker og familier, der lever med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser og sygdom.

En model kunne derfor også være at undtage aborter på fostermedicinsk indikation for et ansøgningssystem. Så kunne kvinden/parret selv træffe beslutningen i samråd med den læge, der i det offentlige sygehusvæsen, står for de fosterdiagnostiske undersøgelser, der gives i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens retningslinjer. I 1973 var det et af argumenterne for at indføre fri abort, at mere end 90 procent alligevel fik tilladelse i ansøgningssystemet.

Indsigt i forvaltningen af abortområdet
Verdenssundhedsorganisationen WHO anbefaler i sine guidelines, at alle abortgrænser, der ikke er medicinsk begrundede, fjernes. Dette ville pege mod en 22 ugers grænse svarende til den øvre grænse for abort, vi har i den nuværende regulering, og som hænger sammen med begyndelsen for det tidspunkt, hvor fosteret må antages at være levedygtigt (22.-24. uge). Den abortmodel findes eksempelvis i Island. Her vil et ansøgningssystem være unødvendigt.

Vælger man en anden grænse, vil der fortsat være behov for et ansøgningssystem, og når flertallet af Det Etiske Råd er endt med at anbefale en 18 ugers grænse for adgang til abort, forudsætter Rådet da også, at det ansøgningssystem, der i givet fald stadig skulle være for en gruppe af kvinder, skulle være retssikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Hvorfor er det et abortsamråd og lovgiver, der skal beslutte, om grunden til at få en abort er gyldig eller ej? Heri ligger en præmis om, at kvinder ikke er i stand til at tage vare på sig selv og deres krop

Stine Willum Adrian og Janne Rothmar Hermann
Hhv. lektor, Universitetet i Tromsø, og professor, Københavns Universitet

Overlader man de fosterdiagnostiske tilfælde til beslutning hos parrene selv, ville denne gruppe bestå af kvinder, der af sociale eller helbredsmæssige grunde ikke ønsker et barn, mindreårige og kvinder, der er blevet gravide efter en forbrydelse som voldtægt eller incest. Det er blandt denne gruppe, den største del af afslagene ligger i det nuværende system. I 2021 drejede det sig om 43 kvinder.

Hvis vi skal indrette et abortsystem, der fungerer godt i praksis, er det væsentligt, at det bliver muligt at få indsigt i forvaltningen af området. Potentielle ansøgere, det sundhedspersonale, der skal rådgive, og samfund/politikere må have indsigt i, hvordan reglerne udmøntes i praksis. Kun sådan kan ansøgere vide, om der er udsigt til at få et afslag eller en tilladelse, og kun sådan kan politikerne holde øje med behovet for regelændringer.

Uønskede børn må tåle dårligere start på livet end ønskede børn
Praksis i dag viser, at bedømmelsen i de sociale sager er forholdsvis streng. Det betyder eksempelvis, at vi har en lavere standard for, hvad man byder et uønsket barn, hvis man sammenligner med den forældreegnethedsvurdering, der finder sted i fertilitetssager, hvor kvinder/par, der er ufrivilligt barnløse og ønsker sig et barn, skal kunne levere betydeligt bedre mental sundhed, netværk og bolig end den uønskede gravide.

Det uønskede barn må altså tåle en dårligere start i livet end det ønskede barn, når man sammenligner de to områder. Det kalder på, at der bør være børnesagkyndig ekspertise til stede i et eventuelt ansøgningssystem. Denne faglighed er også nødvendig, når unge piger søger om abort.

Praksis viser, at der eksempelvis i dag ville kunne gives afslag til en 13-årig pige, der går i 7. klasse, som er blevet gravid med sin ældre kæreste, der således har haft sex med en mindreårig i strid med straffeloven, alene med henvisning til fosterets gestationsalder, selvom gestationsalderen ikke har ramt levedygtighedskriteriet endnu.

Vi har således ikke set eksempler i praksis, på at man i overensstemmelse med Børnekonventionen genkender pigen, som det barn hun selv er, og følgelig selvstændigt overvejer, hvad barnets bedste er for hende, og vægter det tungt i vægtskålen. Her vil børnesagkyndig ekspertise også være en nødvendig faglighed.

Tallene i Abortankenævnets årsrapport giver ikke svar på alle spørgsmål, men tilbage står, at ansøgningssystemet pt er til for cirka 53 fostre.