Sognepræst: Vi står i en fællesskabskrise, når de fleste danskere hellere vil være et "jeg" end del af et "vi"

En anden samtale har handlet om danskernes syn på det at arbejde, og et sammenstød har vist sine konturer, når Danmarks gamle socialdemokrati pludselig taler mere om arbejdet, end de taler om arbejderne.

Det moderne menneske vil gerne drømme om urtehaver på Ærø, og finder sig ikke nødvendigvis i at høre på, at meningen er, at det skal være en flittig skatteyder. 

I disse debatter træder det frem, jeg vil kalde for en fællesskabskrise. Krisen består i, at vi ikke længere tager det som en selvfølge at vi er en del af et fællesskab, og at vilkårene, det kommer med, også indeholder både pligter og begrænsninger i forhold til vores selvudfoldelse.

Det enkelte menneskes lykke kan aldrig være ensom, men kan kun opstå på et bredt bagtæppe af en trivsel og et velfærd, der også er blevet andre til del.  

Snart er Margrethe væk, og vi skal finde os selv på ny under kong Frederiks sikkert udmærkede styre. Kraften i at være et ”vi” som undersåtter udstiller, at der ikke mange andre steder i det danske samfund findes den samme fornemmelse af fællesskab.

Thomas Frovin
Sognepræst, Apostelkirken

Jeg kalder det en krise, for vi er blevet en nation af lykkesmede, der alle er i fuld gang med at skabe vores egne tilværelser, og her er det som om, at forventningen til samfundet er, at det skal sikre mig de bedste muligheder.  

Vi har brug for at genlære, at vi ikke blot er autonome satellitter i et tomt verdensrum, men at vi, uanset om vi vil det eller ej, er forbundet med hinanden, og bærer et ansvar for både os selv og vort medmenneske. At der findes sammenhænge, vi indgår i, selvom vi som sådan aldrig er blevet spurgt om at være med. 

At shoppe fællesskaber

På Vesterbro, hvor jeg bor, er det som så mange steder blevet sådan, at fællesskaber er noget, man køber: Strikkeklubber i garnforretningen, brætspilsaftener i cafeen, litteraturkredse i boghandlen.

Det, der måske før opstod i de bundne fællesskaber, er nu noget, man shopper. Konsumerismen bringer mange overfladiske glæder, men bærer altid med sig en snert af noget uforpligtende.

At købe sig ind i et fællesskab er et udtryk for, at vi stadig behøver dem, fællesskaberne, men også, at de i højere grad er noget, vi vælger til – og ikke længere noget, vi betragter som et vilkår og med en naturlighed indgår i og samskaber der, hvor vi er sat. 

Kongefamilien er en historisk betingelse for at være dansker. Vi kunne afskaffe den, hvis vi ville, men det vil vi ikke.

Vi finder os i monarkiet som et vilkår, men vi finder os ikke i barnløsheden. Her er forskellen, at det ene vilkår kradser, men det andet gør ikke. Og også: At det ene vilkår er personligt, men det andet er fælles. 

Hvordan bliver vi et ”vi”?

Snart er Margrethe væk, og vi skal finde os selv på ny under kong Frederiks sikkert udmærkede styre. Kraften i at være et ”vi” som undersåtter udstiller, at der ikke mange andre steder i det danske samfund findes den samme fornemmelse af fællesskab.

Det, som er Danmark, trues ikke blot af udefrakommende ideologiske forestillinger, der baserer sig på religiøse eller antidemokratiske troper.

Nej, det, som er Danmark, trues af, at de fleste af os hellere vil være et jeg end en del af et vi. Hvad gør vi ved det?