Analyse: Det venter forude for Ursula von der Leyen

Mandag vil EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen med al sandsynlighed officielt melde ud, at hun ønsker fem år til i jobbet, når hun skal søge støtte til sit kandidatur hos sit tyske konservative CDU-parti ved et møde i Berlin. Men hvad sker der herfra? Det analyserer Magnus Norman, der er grundlægger af tænketanken ImpactEurope.

Bliver EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen nødt til at smide nogle lunser til Europa-Parlamentet for at sikre opbakning til fem år mere i formandsstolen?
Bliver EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen nødt til at smide nogle lunser til Europa-Parlamentet for at sikre opbakning til fem år mere i formandsstolen?Foto: Frederick Florin/AFP/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

 

"Hvornår kommer den officielle besked?” Det har været Bruxelles' måske værst bevarede hemmelighed: At den 65-årige læge og mor til syv, Ursula von det Leyen, vil fortsætte med at lede EU-Kommissionen i yderligere fem år.

Meget tyder på, at det bliver den europæiske konservative partifamilies (EPP) kongres i Bukarest den 6.-7. marts, der bliver den officielle start på Ursula von der Leyens valgkampagne. Og meget tyder på, at hun bliver genvalgt. Men vejen til 13. etage i Berlaymont, hvor formanden for Kommissionen har sit kontor, er fuld af faldgruber.

Første hindring

Den første hindring er at få grønt lys fra Det Europæiske Råd, dvs. EU's stats- og regeringschefer. Denne Europa-Kommissions evne til at forvalte og holde sammen på EU i en særlig udfordrende tid har styrket Von der Leyens respekt og tillid blandt EU's medlemsstater.

Det er usandsynligt, at Europas ledere vil fravælge stabilitet og i stedet forsøge at blive enige om en anden kandidat. Stats- og regeringscheferne skal også blive enige om andre topposter, f.eks. formanden for Det Europæiske Råd.

Anden hindring

Den anden hindring, som Von der Leyen skal overvinde, er at samle et flertal i Europa-Parlamentet. Selv hvis hendes egen gruppe, EPP (hvor Konservativt Folkeparti sidder, og hvor Liberal Alliance også har tænkt sig at søge ind), bliver det største parti  og dermed nominerer von der Leyen som formand – hvilket er meget sandsynligt lige nu – skal hun udforme en politik, der vinder støtte fra mindst halvdelen af Europa-Parlamentets kommende 720 parlamentarikere. Den proces risikerer at blive rodet og vanskelig

Læs også

Indrømmelser venter

Presset fra yderpartierne, som er blandt valgets tippede vindere, vil sandsynligvis være voldsomt. Selv hvis en proeuropæisk lim af EPP, socialdemokrater og liberale kan holde et nyt parlament sammen, bliver von der Leyen nødt til at justere sin politik for at vinde tilstrækkelig støtte. Det er stadig uvist, hvilke indrømmelser hun skal gøre for ikke at blive stemt ned af yderpartierne. Men der er stor sandsynlighed for, at von der Leyen bliver nødt til at afgive løfter på yderpartiernes prioriterede politikområder som migration, miljø og landbrugsspørgsmål.

Ingen ved, i hvor stort omfang hun er parat til at gå på kompromis. Det, vi kan sige lige nu, er imidlertid, at de politiske studehandler sandsynligvis vil blive hårde.

Fem mulige fokusområder

Hvilken politik kan vi forvente, hvis hun bliver valgt? Her er fem erhvervsrelaterede temaer, det er værd at holde øje med:

  • Mindre omfattende klimalovgivning
    Det politiske råderum til at sænke EU's klimaambitioner er nul. De nuværende klimamål, herunder målene for 2040, vil blive revideret planmæssigt. Men krigen i Ukraine, energiforsyningen, virksomhedernes konkurrenceevne og de oprør blandt landmænd, vi har set i blandt andet Tyskland, Holland og Frankrig, kan bremse presset for ny klimalovgivning.
  • Mere regulering af kunstig intelligens
    De nye regler om kunstig intelligens, som lige er blevet vedtaget og snart begynder at blive gennemført, er kun et første skridt. Politikudviklingen inden for kunstig intelligens og digitale spørgsmål vil fortsat finde sted i Bruxelles. Vi kan forvente, at der lanceres en ny digital strategi i begyndelsen af næste mandatperiode.
  • Økonomisk sikkerhed bliver ny motor for regulering
    Beskyttelse af EU mod kinesisk indflydelse og illoyal konkurrence er et vigtigt spørgsmål for mange medlemsstater og en af EPP's hovedprioriteter. Den nuværende Europa-Kommission har allerede fastlagt en køreplan for fremtidig lovgivning inden for eksportkontrol.
  • ”Made in EU”-tendensen fortsætter
    Opbygningen af et Europa, der stræber efter uafhængighed af resten af verden, vil fortsætte.  Efterhånden som USA og Kina går deres egne veje, vil EU fortsætte med at reducere strategiske sårbarheder i nøglesektorer.
  • EU gearer sin forsvarspolitik op
    Krigen i Ukraine og bevidstheden om et muligt magtskifte i Washington har allerede skabt pres på EU for at lede overgangen til et europæisk forsvar, der kan møde en ny sikkerhedspolitisk virkelighed.

Hvilke uventede begivenheder venter?

Ingen kunne have forudsagt, at Ursula von der Leyens første periode vill blive præget af en global sundhedspandemi og en brutal russisk angrebskrig mod Ukraine. Det er lige så vanskeligt at gætte, hvilke uventede begivenheder der vil påvirke EU's fremtidige politikker.

Men hvis der er nogen, der kan håndtere usikkerhed og samtidig holde sammen på EU, er det Ursula von der Leyen. Hvis hun har vilje og støtte til at fortsætte i yderligere fem år.

Artiklen er oversat fra Altinget Sverige

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00