Lisbeth Knudsen: Danskernes lave stemmeprocent til EU-valg er en demokratisk falliterklæring

Eurobarometeret, som Europakommissionens informationskontor står bag, har optimistisk udgivet en ny udgave af sine meningsmålinger, hvori det spås, at hele 87 procent af danskerne vil deltage i valget denne gang. På samlet EU-plan gælder det 71 procent af vælgerne. Nu er der som regel voldsom kritik af lødigheden af disse målinger fra kommissionen.

"Eurobarometeret er et politisk redskab til at fremhæve positive ting ved det europæiske projekt, og det er betalt af Europa-Kommissionen. Sådan har det altid været, og det afspejler sig også her," siger Kasper Møller Hansen, der er valgforsker og professor i statskundskab på Københavns Universitet, til faktatjekmediet TjekDet.

Også tidligere har Europabarometeret været lidt for optimistisk.

Men lad os så med den kritiske sans i behold kigge på, hvad barometeret siger om danskernes prioriteringer ved valget af vigtige områder.

Det fremgår af omtalen af målingen, at der er interviewet 1003 respondenter i Danmark, hvad der ikke er en unormal population til sådanne målinger.

Resultatet er, at det er forsvar, klima, Europas fremtid, migration og bekæmpelse af terror og kriminalitet, der står øverst på danskernes dagsorden i den rækkefølge.

Med usvigelig sikkerhed forsøger medierne at reparere på den manglende interesse hos både læserne og journalisterne for Europa-Parlamentet et par uger før valgene.

Lisbeth Knudsen

Til sammenligning er prioriteringen i de 27 medlemslande generelt: bekæmpelse af fattigdom, sundhed, jobskabelse, forsvar og klima i den rækkefølge.

Og spørger man til vigtige emner, som Parlamentet bør sætte på dagsordenen, er de danske svar såvel som de fælles europæiske fred, demokrati og menneskerettigheder.

Forsvar og fred er med invasionen af Ukraine således rykket helt op i toppen af dagsordenen til dette EU-valg.

Ja, faktisk må man sige, at den europæiske politik drejer rundt om en helt ny aske, en ny virkelighed og en ny global dimension ved dette valg i forhold til valget i 2019. Vi er blevet mere bevidste om, hvad der er på spil for Europas fremtid.

Afspejler det sig i valgkampen med en øget intensitet og bevidsthed om behovet for, at EU arbejder tættere sammen? Afspejler valgkampen, at vi måske med det kommende præsidentvalg bliver mere alene hjemme i Europa?

Afspejler valgkampen kandidater med format til at løfte de dagsordener, når vi hos adskillige af dem ser, at partilederne ovenikøbet træder til som støttehjul på valgplakaterne?

Fint nok, at partilederne kaster sig ind i debatterne og deltager i at skabe interesse for valget. Det er på alle måder prisværdigt og rigtigt, men ligefrem på valgplakaterne?

Her burde kandidaterne vel kunne stå i egen ret. Og vi burde vide meget mere om, hvad det er for politiske idéer og kampe, de gerne vil tage med til parlamentet.

Det store problem for mange vælgere vil være at finde ud af, hvad i alverden de mange ukendte kandidater står for. Selvom man kan ty til kandidattesten, som tilbydes også her fra Altinget, så vil mange formentlig overhovedet ikke kende de navne, der kommer ud som resultatet af testen. Hvorfor?

Fordi selv de, der har siddet flere år i parlamentet, kun er sporadisk kendt i den danske offentlige debat mellem valgene.

Med et par enkelte undtagelser, som har været så heldige at have haft markante ordførerskaber i parlamentet, så er de ikke trængt igennem i den danske presse. Og her er selvfølgelig en af årsagerne til, at det er svært at skabe hype om EP-valget.

Når EU-valget er overstået, ryger interessen for parlamentet igen i baggrunden.

Lisbeth Knudsen

Med usvigelig sikkerhed forsøger medierne at reparere på den manglende interesse hos både læserne og journalisterne for Europa-Parlamentet et par uger før valgene.

Men det er bare ikke tilstrækkeligt til at skabe en ordentlig politisk debat om de utroligt mange vigtige dagsordener, som Europa står midt i.

Medierne fokuserer på rådsmøderne og stats- og regeringschefernes ageren og Kommissionens udspil. Og når EU-valget er overstået, ryger interessen for parlamentet igen i baggrunden.

Hvis vi skal markere betydningen af det demokratiske element, som Europa-Parlamentet udgør i forhold til embedsværket i Kommissionen, så vi må vi hen i stemmeboksen i større antal 9. juni og give vores besyv med i, hvilken vej Europa politisk skal gå de næste fem år.