DF ude af forhandlinger om europaaftale

EU: Der skal ikke pilles ved de danske forbehold, lyder det fra Dansk Folkeparti, som afviser regeringens udspil til en ny europaaftale. Dermed er kun Venstre og Konservative tilbage i forhandlingerne.
Partiformand Kristian Thulesen Dahl har tidligere åbnet for, at Dansk Folkeparti kunne være med i en ny europaaftale. Det bliver ikke denne gang.
Partiformand Kristian Thulesen Dahl har tidligere åbnet for, at Dansk Folkeparti kunne være med i en ny europaaftale. Det bliver ikke denne gang.
Morten Øyen
Dansk Folkeparti bliver ikke en del af en ny europaaftale.

Det står klart efter partiets forhandlingsmøde med europaminister Nicolai Wammen (S) onsdag aften. Her gjorde europaministeren det klart, at en ny aftale skal indeholde ønsket om at afskaffe forsvarsforbeholdet og erstatte retsforbeholdet med en tilvalgsordning.

Men det vil Dansk Folkeparti ikke være med til.

"Jeg synes, det er et underligt forløb, når regeringen sådan kommer med et ultimativt krav. Ønsker regeringen reelle forhandlinger, så dur det altså ikke," siger Dansk Folkepartis EU-ordfører Pia Adelsteen.

Hun fortæller, at Dansk Folkeparti gerne vil være med til at beholde formuleringen om forbeholdene fra den seneste europaaftale. Men det vil regeringen, Venstre og Konservative ikke være med til, da den mest af alt kun faktuelt konstaterer Danmarks forbehold.

Fakta
Danmarks europapolitik:

Efter det danske nej til Maastricht-traktaten blev syv af Folketingets partier enige om det såkaldte "nationale kompromis" i oktober 1992. Aftalen dannede udgangspunkt for den danske regerings drøftelser med de daværende øvrige 11 EU-lande.

Den seneste brede aftale om den danske europapolitik blev indgået mellem Venstre, Konservative, Socialdemokraterne, SF, Det Radikale Venstre og Ny Alliance i februar 2008.


Kilde: EU-Oplysningen

"Hvis vi blot som den tidligere aftale konstaterer, at vi har fire undtagelser, så er der ingen grund til at lave en ny aftale," sagde Jakob Ellemann-Jensen tidligere på ugen til Altinget.dk.

Enhedslisten og Liberal Alliance har allerede tidligere trukket sig fra forhandlingerne. Derfor tyder det meget på, at en ny europaaftale kun bliver mellem Venstre, Konservative og regeringspartierne. Det er europaminister Nicolai Wammens forventning, at en aftale er på plads inden sommerferien.

Dokumentation
Det siger den nuværende europa-aftale om de danske forbehold

Danmarks særlige stilling

"De danske forbehold er fastlagt i Edinburgh-afgørelsen og suppleret af en særlig protokol til Amsterdam-traktaten. De danske særordninger kan ikke ændres uden dansk samtykke og bevares derfor, så længe Danmark ønsker det. Danmark tilkendegav i Edinburgh, at vi ikke vil forhindre de andre lande i at udvikle samarbejdet på de områder, hvor vi har forbehold.

Forbeholdene er fastholdt med den nye traktat. Samtidig er der med Lissabon-traktaten skabt mulighed for, at Danmarks forbehold vedrørende EU-samarbejdet om retlige og indre anliggender kan ændres, såfremt det godkendes ved en folkeafstemning. Det betyder i givet fald, at Danmark fra sag til sag tager stilling til deltagelse i samarbejdet på dette område.

Det er helt afgørende, at dansk EU-politik også på disse områder hviler på det nødvendige folkelige fundament. En ændring af Danmarks særlige stilling kan kun ske ved senere, særskilt folkeafstemning."


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pia Adelsteen

Restauratør, fhv. MF (DF)
butiksassistent

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

Nicolai Wammen

Finansminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024