EP indleder kommunikationsstrid med Kommissionen

UENIGHED: Kommissionens kommunikationsstrategi modtager hård kritik fra Europa-Parlamentet. For at blive hørt tilbageholdes økonomiske midler, og EP-formand Martin Schulz er gået ind i sagen.
Foto: Kristoffer Hecquet/Altinget.dk

Margot Wallström lagde vægt på åbenhed, decentralisering, armslængdeprincippet, kritisk tilgang og pressefrihed, ligesom i Danmark. Nu har vi en kommissær fra Luxembourg, der mener, at kommunikation skal styres centralt. Det er to forskellige opfattelser af journalistik og kommunikation, som ikke kan forenes

Morten Løkkegaard
MEP (V), Næstformand i EP's kulturudvalg

Mangel på økonomisk støtte til uafhængig EU-journalistik, for meget fokus på at fremme positiv omtale af EU og Kommissionen, og centralisering uden skelen til armslængdeprincip. Dét er nogle af Europa-Parlamentets kritikpunkter mod Kommissionens kommunikationsstrategi. En kritik som også i høj grad har været rettet personligt mod den øverst ansvarlige for EU's kommunikationspolitik, kommissær Viviane Reding. 

Formand går ind i sagen
Kommissionen har hidtil afvist kritikken, men i Europa-Parlamentet giver man ikke op. I sidste uge valgte den nytiltrådte parlamentsformand, Martin Schulz, at gå ind i sagen og er nu i færd med at forfatte et brev til kommissionsformand José Manuel Barroso.

Og det er første gang at ikke bare Parlamentets formand blander sig, men også at Kommissionens formand inddrages i sagen. Dét glæder Morten Løkkegaard, næstformand i Europa-Parlamentets udvalg for kultur og uddannelse (CULT), der står i spidsen for kritikken mod Kommissionen. 

"En ting er, at udvalgene kan fastfryse økonomiske midler på Kommissionens budget. Noget andet er, at Europa-Parlamentets formand nu beder Kommissionens formand om at rykke på det, fordi han synes, at det går for langsomt. Så plejer der at ske noget," siger han.

Man forventer, at brevet lander på Barossos bord senere på ugen, hvor også formændene for de forskellige udvalg mødes for at drøfte kritikken af kommunikationsstrategien.     

Fastfrysning af Kommissionens midler
I slutningen af sidste år "fastfrøs" Kulturudvalget 4,5 millioner euro af deres midler til Kommissionen. Også udvalget for Konstitutionelle Anliggender (AFCO) valgte sidste år at tilbageholde et millionbeløb til Kommissionen af samme årsag. 

Pengene fra Kulturudvalget kan kun blive frigivet, hvis Kommissionen lever op til tre betingelser:

For det første skal de fremvise en sammenhængende kommunikationsstrategi. Et krav, som ifølge Morten Løkkegaard, ikke er lykkedes Kommissionen at opfylde indtil videre.

"Jeg vil se en kommunikationsstrategi, hvor der konkret står, hvilke mål de har, og hvordan de så vil komme derhen," siger han.

TV-samarbejde skal godkendes
Den anden betingelse er, at Kommissionen skal reetablere et internationalt samarbejde mellem 70 tv-stationer i EU. Projektet var startet af Viviane Redings forgænger, Margot Wallström, og efter planen skulle det være blevet lanceret sidste år. 

Parlamentet havde også godkendt og bevilliget penge til projektet. Viviane Reding gik imod Parlamentets beslutning og lukkede projektet med den begrundelse, at det var nødvendigt at spare. Men nu er det altså et krav fra Kulturudvalget, at Kommissionen starter et lignende projekt for at frigive de økonomiske midler. 

"For mig var dette tv-projekt et eksempel på en god kommunikationsstrategi. Nemlig at borgerne og de lokale stationer bliver inddraget, fremfor at alt bliver styret centralt fra Bruxelles, men dét mener Viviane Reding ikke," siger Morten Løkkegaard og uddyber sin kritik af Viviane Reding: 

"Margot Wallström lagde vægt på åbenhed, decentralisering, armslængdeprincippet, kritisk tilgang og pressefrihed, ligesom i Danmark. Nu har vi en kommissær fra Luxembourg, der mener, at kommunikation skal styres centralt. Det er to forskellige opfattelser af journalistik og kommunikation, som ikke kan forenes," siger han.

Radioredning
Den tredje betingelse er, at radionetværket Euranet ikke bliver lukket, når deres kontrakt udløber her i 2012. Euranets formål er at lave uafhængig journalistik om EU. 

Det har aldrig været officiel politik fra Kommissionens side, at Euranet skulle lukkes. Men allerede i efteråret oplevede centrale aktører i Bruxelles, at Redings kabinetchef pralede med, at han var i fuld gang med at få lukket radioprojektet. Morten Løkkegaard vil ikke forholde sig til den oplysning, men betegner forløbet som "et beskidt spil".  

Morten Løkkegaard mener, at Kommissionen fortsat ikke lever op til de stillede betingelser og vil ikke stemme for at frigive de 4,5 millioner euro, når sagen kommer op i udvalget.

Dokumentation

Forsvandt fra dagsordenen
27. marts skulle Kulturudvalget have stemt om, hvorvidt de mener, at Kommissionen nu lever op til de betingelser, som de stillede sidste år. Men det skete aldrig, for punktet var forsvundet fra dagsordenen, og der er ingen forklaring på hvorfor. Det forventes, at Kulturudvalget udskyder behandlingen af forslaget til april. 

Fløjene er splittede. Den Liberale Gruppe vil stemme imod at ophæve reserverne. De Konservative, som Viviane Reding tilhører, vil stemme for. Socialdemokraterne vakler i spørgsmålet, og derfor prøver begge parter på at få dem over på "deres side".


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Løkkegaard

Spidskandidat til Europa-Parlamentet (V), MEP (V), Næstformand, Renew Europe, kommunalbestyrelsesmedlem, Gentofte Kommune, fhv. MF (V)
journalist (DJH 1988)

0:000:00