EU-topmødet: Offentlig velfærd, lønninger og folkestyre under pres

Debat: Intet tyder på et opgør med EU's økonomiske politik i de forslag, der bliver fremlagt på EU-topmødet. Projektet er usolidarisk og udemokratisk, mener Søren Søndergaard, MEP for Folkebevægelsen mod EU.
Placeholder image

EU-kommissionsformand Barroso har kaldt udviklingen mod økonomisk styring på EU -niveau for »en stille revolution«. Ikke desto mindre kværner processen fremad uden en egentlig offentlig debat.

Af Søren Søndergaard (MEP for Folkebevægelsen mod EU), Troels Juel (praktikant) og Maj Aslett-Rydbjerg (kontorleder)

På EU's stats- og regeringsledernes møde torsdag-fredag i Bruxelles står økonomisk styring og koordinering af medlemsstaternes nationale budgetter øverst på dagsorden.

Foruden den kontroversielle konkurrencepagt, som nu er omdøbt til europagt, er yderligere to emner til behandling. Det drejer sig om EU-Kommissionens lovforslag om økonomisk styring og traktatændringen om oprettelsen af en permanent stabilitetsmekanisme.

Beklageligvis er der intet i disse forslag, som bare antyder et opgør med den type økonomisk politik, som EU har stået for, og som har været stærkt medvirkende til den økonomiske krise, som nu koster velfærdsstater og arbejdstagere dyrt.

Tværtimod knæsætter EU princippet om konkurrenceevne, som den overordnede målsætning i EU, højt hævet over velfærd, arbejdstagerrettigheder og miljø.

Samtidig lægges der op til, at politiske beslutninger om fordelingen af goderne i samfundet flyttes fra de nationale parlamenter til EU-niveau, hvor de syltes ind i komplicerede procedurer, som afpolitiserer debatten og sætter borgerne udenfor indflydelse.

Et usolidarisk og udemokratisk projekt
EU-kommissionsformand Barroso har kaldt udviklingen mod økonomisk styring på EU -niveau for »en stille revolution«. Ikke desto mindre kværner processen fremad uden en egentlig offentlig debat.

EU-kritikere har i årevis advaret mod de negative konsekvenser af EU -traktatens favorisering af markedet frem for mennesker og mod eurokonstruktionen.

Hvor markedsfavoriseringen har resulteret i forringelser af løn- og arbejdstagerrettigheder, har den monetære union ført til, at investeringer er strømmet ud af de mindst konkurrencedygtige lande i EU, såsom Grækenland og Irland, til fordel for de mest konkurrencedygtige lande - især Tyskland.

Dertil kommer, at den samme rente i vidt forskellige økonomier i eurolandene har været medvirkende til at skabe prisbobler, eksempelvis den bolig-bobbel, som slog bunden ud af den irske økonomi. Dette er en gængs kritik af valutafællesskaber.

I mindre skala kender vi også problematikken i Danmark, hvor problemet løses ved omfordeling via skatten, samt store bloktilskud fra de rige dele af landet til de mindre rige dele. Men det er ikke omfordeling, der er på dagsorden til EU -topmødet.

Tværtom lægger de foreslåede politikker op til, at arbejdstagerne i de svage medlemslande skal betale for krisen og for genopretningen gennem nedskæringer i løn, pensioner og velfærd. Europagten og økonomisk styring a la EU handler ikke om solidaritet, men om at de svageste skuldre skal bære det tungeste læs.

EU-eliten ved godt, at den ikke har folkelig opbakning til sin økonomiske politik, hvilket protesterne i blandt andet Grækenland, Spanien, Portugal og Frankrig vidner om. Og hidtil har den heller ikke haft kompetence eller redskaber til at gennemtvinge den.
Men den herskende krisestemning har banet vejen for, at vidtgående initiativer om EU-styring af medlemsstaternes økonomier er sat på dagsorden.