EU udpeger 17 skattely på ny sortliste

SKATTELY: EU er blevet enig om en ny sortliste over skattely. Listen møder allerede kritik, blandt andet fordi der ikke optræder et eneste EU-land. 

EU's finansministre har lavet en sortliste over 17 skattely. 
EU's finansministre har lavet en sortliste over 17 skattely. Foto: /ritzau/Philip Davali
Daniel Bue Lauritzen

EU-landene blev tirsdag enige om en ny liste over skattely.

Listen udpeger 17 lande og jurisdiktioner, der nægter at samarbejde om en fair skattebetaling. 

Derudover er 47 nationer optaget på en grå liste. De har forpligtet sig til at ændre deres skatteregler og skal møde EU's krav inden udgangen af enten 2018 eller 2019 for at undgå at ende på den sorte liste. 

Deres samarbejdsvillighed er en direkte effekt af sortlisten, mener finansminister Kristian Jensen (V):

"Det er meget positivt, at mange lande allerede har givet konkrete tilsagn om at ændre adfærd for at undgå at komme på listen. Men vi skal løbende sikre, at de rent faktisk leverer og strammer op, og samtidig skal vi med forskellige midler øge presset mod de tilbageværende skattely," skriver han i en mail til Altinget.

Sammen med listerne følger en række tiltag mod landene på sortlisten. Det drejer sig blandt andet om at nægte adgang til flere af EU's fonde.  

"Det er vigtigt, at listen ikke står alene, men ledsages af en liste med mulige sanktioner. Det har vi også opnået, selvom jeg havde foretrukket en endnu mere ambitiøs og bindende tilgang. Jeg vil insistere på, at EU-landene fortsætter arbejdet med at hæve vores interne regler og standarder på området," skriver Kristian Jensen.

Lauritzen skal i samråd
Aftalen møder allerede kritik fra flere parter, der blandt andet undrer sig over, at EU-lande som Malta, Holland og Luxembourg klarer frisag.  

SF's skatteordfører, Lisbeth Bech Poulsen, har trukket skatteminister Karsten Lauritzen (V) i samråd. Hun vil have regeringen til at love danske sanktioner mod skattelylandene:

”Det er virkelig ærgerligt, at EU ikke har kunnet blive enige om håndfaste sanktioner mod skattelylande, som jo lænser selvsamme EU's velfærdsstater på grund af asociale skatteregler. Derfor mener jeg, at vi skal gå foran herhjemme med håndfaste sanktioner overfor skattelylande,” skriver Lisbeth Bech Poulsen. 

Også Enhedslistens politiske ordfører, Nikolaj Villumsen, er ude med riven. 

"Det er positivt, at EU har taget initiativ til at lave en sortliste over skattely-lande. Men desværre efterlader listen rigtig meget at ønske sig. En række kendte skattely fremgår slet ikke på listen, heriblandt flere EU-lande. EU har på den måde frikendt flere skattely-lande, og det er helt uacceptabelt," skriver han i en pressemeddelelse. 

Oxfam Ibis savner 18 lande
Organisationen Oxfam Ibis har lavet sin egen sortliste på baggrund af EU's krav.

Her optræder 35 lande, og derfor undrer vicedirektør Lars Koch sig over EU's noget kortere liste:

”Det er i sig selv et problem, at sortlistningen er en politisk proces, hvor det primært er de politisk svage lande, der bliver sortlistet, mens for eksempel USA-delstater, EU-lande og Schweiz ikke er på listen – nok mest fordi det er for politisk følsomt, selvom de ikke lever op til EU's egne kriterier," skriver han i en pressemeddelelse. 

”17 lande på sortlisten er mindre end de 35, der ifølge Oxfams rapport skal være på listen ud fra EU's egne og lidt for svage kriterier. Men der er 47 lande på observationslisten. Det er lande, der har lovet at forbedre deres lovgivning til mere gennemsigtighed og samarbejde, og det er positivt, hvis de lande forbedrer deres standarder og stopper med at stjæle andre landes skattebase," skriver han. 

Dokumentation

Her er EU's sorte liste

  • Amerikansk Samoa
  • Bahrain
  • Barbados
  • Grenada
  • Guam
  • Sydkorea
  • Macao
  • Marshalløerne
  • Mongoliet
  • Namibia
  • Palau
  • Panama
  • Saint Lucia
  • Samoa
  • Trinidad og Tobago
  • Tunesien
  • Forenede Arabiske Emirater.

Kilde: Det Europæiske Råd


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karsten Lauritzen

Direktør, DI Transport, fhv. skatteminister (V)
ba.scient.adm. (Aalborg Uni. 2014)

Kristian Jensen

Direktør, Green Power Denmark, fhv. udenrigsminister, MF og næstformand for Venstre
bankassistent (Unibank Lemvig 1993)

Lisbeth Bech-Nielsen

MF (SF), finansordfører
cand.scient.soc. (Aalborg Uni. 2009)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024