Europa tager tilløb til det store opgør med russisk energi

En olieembargo er på vej som del af EU’s nye sanktionspakke, der samtidig sortlister Ruslands patriark og lukker af for russiske medier. Hør om det i ugens podcast, hvor vi også ser nærmere på forslagene fra EU's fremtidskonference.

Patriarken Kirill af Moskva er på vej til at lande på EU's sanktionsliste. 
Patriarken Kirill af Moskva er på vej til at lande på EU's sanktionsliste.  Foto: Patriarchal Press Service/Reuters/Ritzau Scanpix

De færreste siger det lige ud, men både i Bruxelles og blandt de europæiske landes ministre vokser erkendelsen af, at EU snart kan være totalt afskåret fra russisk energi.

”Vi har været tvunget til at skulle forberede, hvad der egentlig sker, hvis gassen bliver lukket. Enten som følge af, at Putin lukker for tilførslen af gas – eller hvis vi i Europa vælger som led i vores sanktioner at lukke for, at vi vil købe gas,” sagde klima- og energiminister Dan Jørgensen (S), da han tidligere på ugen deltog i et ekstraordinært energiministermøde i Bruxelles.

Fra dansk side mener vi, at sanktionerne mod Rusland skal være så hårde som overhovedet muligt.

Dan Jørgensen (S), klima- og energiminister

Foreløbig har EU-Kommissionen foreslået at standse importen af olie fra Rusland, hvilket ventes at blive vedtaget som del af en ny stor pakke med både finansielle, medierelaterede og personlige sanktioner.

I ugens podcast fra Altinget i Bruxelles kan du høre om, hvordan medlemslande som Ungarn og Slovakiet stadig har problemer med at vedtage olieembargoen. 

Kommissionen foreslår også personlige sanktioner mod en lang række militære ledere – og mod overhovedet for den russisk-ortodokse kirke, fordi han opildner til ”religiøs udrensning” i Ukraine.

”Fra dansk side mener vi, at sanktionerne mod Rusland skal være så hårde som overhovedet muligt,” siger Dan Jørgensen.

Allerede i sidste uge standsede Rusland gasleverancer til Bulgarien og Polen med det påskud, at de to lande nægter at betale gassen i russiske rubler – hvilket dog aldrig har været forudset i gaskontrakterne, som stort set altid forhandles i euro eller dollar.

Polen er nu et af de medlemslande, der ønsker at se EU droppe både kul, olie og gas fra Rusland med det samme, men andre lande betragter stadig chokket som for stort.

Vi stiller skarpt på Europas energi-opgør med Putin i ugens podcast fra Bruxelles, hvor Thomas Lauritzen, Rikke Albrechtsen og Peter Ingemann Nielsen også ser på afslutningen af EU’s fremtidskonference.

Hvilken indflydelse kan unionens nye idekatalog – hvor der for eksempel er højtflyvende ideer om mere fælles forsvar – få på debatten op til Danmarks folkeafstemning 1. juni?

På med lyttelapperne, hvis du vil være lidt klogere på det hele.


Altingets EU-podcast er sponsoreret af 3F, men Altinget har det fulde redaktionelle ansvar for indholdet.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Dan Jørgensen

Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2004)

Vladimir Putin

Præsident, Rusland
jurist (Sankt Petersborgs Statsuniversitet)

Rikke Albrechtsen

EU-korrespondent, Altinget
journalist (DJH 2003), cand.public. (SDU 2007)