EU-valget i 2024 kan vælte regeringen, partiledere og borgmestre
Måske har et valg til Europa-Parlamentet aldrig haft større betydning, skriver John Wagner om valget i 2024.
John Wagner
Politisk kommentator og bestyrelsesmedlem, fhv. generalsekretær, KonservativeHvis SVM-regeringen vil overleve frem til næste ordinære folketingsvalg i oktober 2026, bliver den nødt til at droppe både europaparlamentsvalget i forsommeren 2024 og kommunalvalget i november 2025.
Hvad der selvfølgelig ikke kan ske, så spøg til side.
For Moderaterne og Danmarksdemokraterne kan midtvejsvalgene blive et fingerpeg om, hvorvidt de ikke ”bare” er døgnfluer på den landspolitiske scene.
John Wagner
Politisk kommentator
Men for de traditionelt største partier ved både europaparlamentsvalg og kommunalvalg, Socialdemokratiet og Venstre, kommer de to ”midtvejsvalg” de næste to år stærkt forstyrrende midt i det historiske regeringsprojekt.
Ligesom et par af oppositionspartierne, de radikale og de konservative, må frygte, hvad usynligheden på Christiansborg kan medføre for repræsentationen i Europa-Parlamentet og i landets regioner og byråd.
For de nye partier Moderaterne og Danmarksdemokraterne kan midtvejsvalgene til gengæld blive et fingerpeg om, hvorvidt de ikke ”bare” er døgnfluer på den landspolitiske scene, ligesom SF og Liberal Alliance får en indikation på, hvorvidt fremgang i meningsmålinger kan omsættes til reel politisk indflydelse på flere niveauer, medens Nye Borgerlige må frygte reel nedsmeltning.
Midtvejsvalgenes rungende effekt
Forventninger, forhåbninger og frygt for midtvejsvalgene kommer til at afspejle sig i partiernes opstillinger af spidskandidater den kommende tid.
Med kun 16-17 måneder mellem europaparlamentsvalget og kommunalvalget og derefter under et år fra kommunalvalget til det ordinære folketingsvalg vil fordele og ulemper ved disse valgs afsmittende effekt åbenbare sig i måske hidtil uset omfang. Ikke mindst fordi vælgervandringerne bliver stadigt større – og mere uforudsigelige end nogensinde.
Kan Socialdemokratiet med tre medlemmer af Europa-Parlamentet og Venstre med nuværende tre medlemmer (oprindelig fire, indtil Bergur Løkke Rasmussen skiftede til Moderaterne) bevare repræsentationen, når de siden det seneste europaparlamentsvalg – og ikke mindst – det seneste folketingsvalg i den grad har mistet vælgertilslutning i meningsmålingerne?
Risikerer Radikale (igen) og de konservative (for første gang) at miste repræsentationen i Europa-Parlamentet? Og hvad vil det i givet fald have af afsmittende effekt på det efterfølgende kommunalvalg, hvor de radikale på forhånd har deres eneste borgmester på spil – mens de konservative har hele 14 borgmestre, som tidligere har vist sig særdeles påvirkelige og aktive, når partiet på landsplan ikke har levet op til deres lokale position og forventninger?
Tømmermænd kan fremskynde folketingsvalg
Markant dårlige europaparlamentsvalg for de fire ”gamle” partier kan således medføre både tømmermænd og selvransagelser med landspolitiske følger, før partierne skal til det næste midtvejsvalg, kommunalvalgene.
Aldrig har et europaparlamentsvalg måske haft større betydning…
John Wagner
Politisk kommentator
Ligesom resultatet af kommunalvalget kan få følgevirkninger, der uanset livets gang i SVM-regeringen kan ændre dansk politik frem mod næste folketingsvalg – ja, måske endda fremskynde dette valg, hvis V og/eller S ikke kan og vil leve med mere modgang.
Faktisk gælder det for alle de fire gamle partier, at de er under hårdt pres forud for europaparlamentsvalget – og det selvom de faktisk alle fire i dag har repræsentanter med stor indflydelse til fordel for Danmark i de respektive tre mest indflydelsesrige grupper i parlamentet: Christel Schaldemose i Det Progressive Forbund af Socialdemokrater, Pernille Weiss i Det Europæiske Folkepartis Gruppe og Morten Løkkegaard og Morten Helveg Petersen i den liberale gruppe Forny Europa.
Kendisfaktoren har lange eftervirkninger
Men for alle fire gælder også, at forhistorien desværre viser, at det er svært for nok så hårdtarbejdende danske parlamentarikere i Bruxelles og Strasbourg at slå igennem hjemme i Danmark.
Således har de gamle partier altid opnået store fremgange ved europaparlamentsvalg, når forhenværende statsministre – eller noget, der ligner – har været opstillet og er blevet valgt: Poul Møller i 1984, Poul Schlüter og Lone Dybkjær i 1994, Bertel Haarder i 1999, Poul Nyrup Rasmussen i 2004 og Søren Gade i 2019.
Resultatet af midtvejsvalgene kan få følgevirkninger, der kan ændre dansk politik frem mod næste folketingsvalg – ja, måske endda fremskynde dette valg.
John Wagner
Politisk kommentator
Som udgangspunkt har det altid – siden det første direkte valg til parlamentet i juni 1979 – været kombinationen af de landspolitiske vinde og ”kendisser”, der har afgjort parlamentsvalget, mere end EU-politiske holdninger og sager. Det bliver historisk set således svært for partierne at bagatellisere resultatet af europaparlamentsvalget – specielt med et kommunalvalg kun godt et år senere.
Med andre ord: europaparlamentsvalget risikerer at blive en folkeafstemning for eller imod SVM-regeringen, men ikke nok med det; europaparlamentsvalget kan også blive skelsættende for partiledere med valgnederlag i bagagen og dermed ændre dansk indenrigspolitik frem mod både kommunalvalget året efter og folketingsvalget yderligere et år efter.
Aldrig har et europaparlamentsvalg måske haft større betydning…