Frederiksen og Kurz er EU's nye Team Enfant Terrible

Lene Espersens politiske karriere sluttede, da hun som udenrigsminister i 2010 blev væk fra et møde i Arktis, hvor USA’s udenrigsminister Hillary Clinton deltog.

Alle kunne se, hun havde prioriteret forkert, og den konservative leders troværdighed kunne ikke reddes. Hendes fejl var, at hun fornærmede Danmarks vigtigste allierede.

Mette Frederiksens politiske karriere er ikke i fare. Men på en paradoksal måde er hendes rejse til Israel en omvendt version af krisen fra 2010.

Lene Espersen blev hjemme, Mette Frederiksen rejste ud. Men deres problem er det samme: deres valg står tilbage som en fornærmelse af Danmarks nærmeste allierede.

I begge tilfælde fornærmelser, som potentielt kan bringe dem i mindretal i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn. Om det ender med en næse i Mette Frederiksens tilfælde, er for tidligt at sige. Men det forekommer sandsynligt, at statsministeren kommer til at justere sin politik, fordi hun i længden ikke kan føre en udenrigspolitik, som ikke nyder opbakning hos et eneste af hendes egne støttepartier.

Debatten om Mette Frederiksens rejse har især fokuseret på to kritikpunkter:

For det første, at hun allierer sig med Israel og dermed legitimerer en af verdens mest kontroversielle politiske ledere, ovenikøbet midt i en valgkamp, hvor han for Gud ved hvilken gang står overfor næsten uoverstigelige udfordringer og med korruptionsanklager til halsen.

For det andet, at hun forlader Danmark og tvinger sig selv i karantæne på et tidspunkt, hvor der faktisk foregår afgørende forhandlinger i dansk politik om håndteringen af den gradvise genåbning.

Dertil kommer formentlig snart et tredje kritikpunkt, nemlig udkommet af rejsen, som umiddelbart ser ud til at være overraskende magert, selv de lave forventinger taget i betragtning.

Men den mest alvorlige konsekvens af rejsen er en helt fjerde. Nemlig en ændring af dansk udenrigspolitik, som selvsagt bliver noteret i hovedstæder over hele Europa, ikke mindst i Berlin, der i 2021 er Danmarks suverænt vigtigste allierede.

”Rejsen ryster Europas corona-solidaritet”, lød overskriften i den tyske avis Die Welt, der skrev:

”Østrigs kansler Kurz og Danmarks regeringschef Frederiksen vil ikke længere stole på EU i forhold til corona-vacciner og indgår derfor nye partnerskaber. Deres rejse kan være begyndelsen på en underminering af den europæiske solidaritet”.

Tankevækkende kommentar fra Spiegel-journalist @MelAmann i debatprogrammet @maybritillner: “Tyskland lod EU håndtere vaccineindkøb af hensyn til små EU-lande. Nu smeder et lille land som Danmark nye vaccinealliancer, fordi det går for langsomt i EU. Solidariteten smuldrer.” pic.twitter.com/V1J6WKZVT1

— Michael Reiter (@reiterberlin) March 4, 2021

Andre politiske kommentatorer peger på, at det dansk-østrigske initiativ kan skade Tysklands lyst til at løse coronakrisen i EU-regi af hensyn til de små lande. Hvis de alligevel hellere vil gå selv, kan Tyskland ende med at gøre det samme.

Rejsen markerer også en markant ny orientering af dansk politik i forhold til Israel.

Selv om der er bredt flertal for en meget pro-israelsk politik i Danmark, har der også i årtier været enighed om en politik, der kritiserede Israel for adfærden i de besatte, palæstinensiske områder og opfordrede parterne til at indgå en tostatsløsning.

Sidste gang, Socialdemokratiet sad på udenrigsministerposten, forsøgte Mogens Lykketoft at ændre tonen lidt, så kritikken af Israels – ikke mindst Benjamin Netanyahus – fremfærd blev lidt mere klar, end den havde været under forgængerne. Det førte, som beskrevet i Politiken, til massiv borgerlig kritik. Bekymringen over Lykketofts Israel-kritik rakte langt ind i embedsværket i Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads.

Nogle år tidligere havde Poul Nyrup Rasmussen i øvrigt skabt sig problemer på halsen ved at deltage i en EU-aktion mod den daværende østrigske regering, som indgik i et tæt samarbejde med det udlændingefjendtlige Frihedspartiet. De fleste var enige om, at EU’s (og Nyrups) aktion mod Østrig dengang var forhastet og mislykket.

Men Mette Frederiksens alliance med Østrigs kansler Kurz markerer, at Danmark i dag stiller sig sammen med de lande, der symbolsk lægger afstand til fælles EU-løsninger og signalerer mistillid til EU-klubbens evne til at løse udfordringen.

På den måde er Kurz og Frederiksen nu trådt i karakter som EU’s Team Enfant Terrible, der giver næring til den skepsis, som flere af de nyere medlemslande med Ungarn i spidsen udtrykker.

Det interessante bliver at se, om Socialdemokratiet i længden kan få sit parlamentariske flertal med på en udenrigspolitik, der er markant mere pro-israelsk og markant mere EU-skeptisk end tidligere.

På den måde er Mette Frederiksens rejse til Israel endnu test af etparti-regeringens evne til at føre politik uden indblanding ved at manøvrere mellem de mange forskellige synspunkter, der findes i Folketinget.