Hvad bliver Danmarks europæiske krise? Europa er et minefelt af udfordringer for den nye regering

BRUXELLES: Danmarks nye, brede regering vil være mere positiv og progressiv i europapolitikken, end Mette Frederiksen (S) var ved begyndelsen af sin første regering i 2019. Og det får den brug for at være.

”Regeringen ønsker et handlekraftigt EU,” som der står i regeringsgrundlaget for den nye SVM-koalition: ”De udfordringer, som Danmark og Europa står over for, kræver et stærkt og forpligtende europæisk samarbejde med en engageret dansk stemme.”

Det er der mange gode grunde til. De to nye regeringspartnere, Venstres Jakob Ellemann-Jensen og Moderaternes Lars Løkke Rasmussen, har begge ambitioner for Danmark i Europa; og så har Socialdemokratiets leder selv været gennem en europæisk ilddåb i sin første statsministerperiode.

Ikke at Mette Frederiksen nogensinde har været EU-modstander. Men der er alligevel et stykke vej fra hendes kritiske toneleje for tre år siden til den fuldblods erkendelse af nødvendigheden af tættere europæisk samarbejde, som præger statsministeren anno 2022.

Frederiksen har selv sat ord på, hvordan det seneste par års dramatiske hækkeløb med pandemien, krigen i Ukraine og den efterfølgende energikrise for alvor har understreget Danmarks behov for Den Europæiske Union. Fælles vaccineopkøb, genopretningsplaner, støtte til Ukraine, sanktioner mod Rusland og reform af energiforsyningen – alt sammen er foregået i EU.

Dansk kriseregering gør klar til Europa

Nu står det så også i grundlaget for den regering, Mette Frederiksen skal lede i samarbejde med Løkke og Ellemann:

”Der er brug for et stærkere Europa i en usikker verden,” som det er formuleret i de tre partiers koalitionsaftale.

Koalitionen er i selve sin natur født ud fra en opfattelse af, at Danmarks overlevelse og trivsel midt på et kriseramt kontinent afhænger af solid konsensus og handlekraft hen over midten.

Formuleringen giver særlig mening for denne uventede regering. Koalitionen er i selve sin natur født ud fra en opfattelse af, at Danmarks overlevelse og trivsel midt på et kriseramt kontinent afhænger af solid konsensus og handlekraft hen over midten.

Man kan være enig eller uenig i den opfattelse (andre partier både til højre og til venstre er tydeligvis meget uenige). Men det er den overbevisning og det verdensbillede hos trekløveret Løkke, Ellemann og Frederiksen, der har gjort Danmarks nye regering mulig.

Derfor skal man sikkert også vente at se en regering, der vil tale højt om Europas fordele og ulemper, og som vil kaste sig aktivt ind i disse års rivende udvikling af EU. Det giver så meget desto mere mening på et tidspunkt, hvor man allerede er gået i gang med forberedelserne til Danmarks næste EU-formandskab i 2025.

Den nye regering vil skulle navigere i et politisk og økonomisk minefelt i et Europa, som både er martret af Putins krig mod ukrainerne og samtidig præget af nye ambitioner for EU. Et Europa, der på forskellig vis føler sig hårdt presset af både Rusland, Kina og USA.

Danmark vil skulle finde sin plads i nye europæiske udviklinger inden for mange områder: Sikkerhed, handelspolitik, arbejdsmarked, økonomisk samarbejde og drømme om fortsat udvidelse og institutionelle reformer af Den Europæiske Union.

Tværpolitisk aftale og domstolssag om mindsteløn

Nogle af de første udfordringer tager regeringsgrundlaget straks fat i ved at love forhandlinger om en ny europapolitisk aftale som afløser for den forældede aftale fra 2008. Sådan en ny tværpolitisk aftale kan blandt andet bruges til at definere prioriteterne for det danske EU-formandskab i sommeren og efteråret 2025.

Den nye regering tager samtidig tyren ved hornene i en af den senere tids mest ømtålelige danske EU-sager, nemlig det af fagbevægelsen så forkætrede direktiv om rammer for mindsteløn i medlemslandene.

Den nye regering vil skulle navigere i et politisk og økonomisk minefelt i et Europa, som både er martret af Putins krig mod ukrainerne og samtidig præget af nye ambitioner for EU.

Danmarks forsøg på at bremse direktivet blev nedstemt for et par måneder siden, men nu varsler regeringen et forsøg på at få det erklæret ulovligt ved EU-Domstolen. Sådan et såkaldt annullationssøgsmål har mange støtter i Danmark, men i Bruxelles, Paris og Berlin vil beslutningen blive opfattet som en juridisk krigserklæring fra en dårlig taber.

Frankrigs præsident vil for eksempel ikke se velvilligt på en dansk foranlediget forhaling af et direktiv, Emmanuel Macron betragter som et socialt flagskib i sin egen europapolitik. Sagen har potentiale til at frustrere EU-Kommissionen og andre medlemslande i flere år uden de store chancer for at vinde til sidst, hvilket da også har fået regeringen i Sverige til at droppe tanken.

Det kan blive en ensom kamp for SVM-regeringen i Luxembourg. Og det vil kræve diplomatisk behændighed at undgå, at mindstelønssagen kommer til at koste Danmark for meget politisk kredit i EU-kredsen på et tidspunkt, hvor regeringen får behov for at påvirke en række vigtige dagsordner.

Europæisk industri i grønt kapløb med USA

En af de store og svære dagsordner kommer allerede på bordet, når Mette Frederiksen som genudnævnt statsminister torsdag eftermiddag haster til Bruxelles for at deltage i årets sidste EU-topmøde.

Her skal de 27 europæiske stats- og regeringsledere blandt andet drøfte, hvordan en ny og styrket industripolitik kan sikre Europas forsyning, produktion og vækst i de kommende år. Og ikke mindst hvordan EU kan blive mere autonom og bedre til at klare sig i kapløbet med Kina på den ene side og USA på den anden.

Selv om USA under præsident Biden er en partner for Europa, også i den grønne omstilling, så har en kæmpestor støtteplan for amerikansk industri for nylig rystet EU.

Den såkaldte Inflation Reduction Act (IRA) skal løfte USA’s grønne investeringer og udvikling med støtte og skattefordele til en værdi af omkring 2.600 milliarder kroner. Det har udløst ny debat i EU om, hvad man kan gøre for at undgå, at de europæiske virksomheder taber kapløbet om den nye grønne økonomi.

Udviklingen skaber et dilemma for Danmark: På den ene side er vi traditionelt et frihandelsland med skepsis overfor statsstøtte. På den anden side har vi store grønne virksomheder, der risikerer at blive kørt over af amerikanerne.

Balancen mellem frihandel og protektionisme

I dette kapløb – som handler om både klima, energi, industri og arbejdspladser – synes den nye danske regering at varme op til en linje, der er mere positiv over for en aktiv europæisk industripolitik.

Frankrigs præsident vil ikke se velvilligt på en dansk foranlediget forhaling af et direktiv, Emmanuel Macron betragter som et socialt flagskib i sin egen europapolitik. 

”Regeringen vil arbejde for en mere robust handels- og industripolitik, der skaber vækst og velstand, men samtidig understøtter europæisk forsyningssikkerhed og sikrer EU’s rolle i morgendagens teknologier – uden at EU lukker sig om sig selv,” står der i regeringsgrundlaget.

Formuleringen indrammer ganske godt den balancegang mellem behov for støtte til også den danske industri, og så en bekymring for at skride i retning af regulær protektionisme.

Et større problem for Danmark ved den nye udvikling er, at EU’s mindre velstående lande straks er begyndt at efterlyse fælles europæisk finansiering af en ny milliardfond til støtte for EU’s industri. Det er slet ikke en ide, som Mette Frederiksen og hendes nye regering vil kunne støtte. Men kan de finde allierede nok til at bekæmpe dette skred?

Endnu en flygtningekrise truer

EU-topmødet torsdag kommer også til at berøre et andet sprængfarligt emne, der igen kan blive en udfordring for Danmark i de kommende år: Indvandring, flygtninge og grænsekontrol.

Kombinationen af pandemi og krig har for en tid overskygget problemerne med migration, men det betyder på ingen måde, at de er forsvundet. Mens det danske samfund ikke har mærket det så tydeligt endnu, så oplever en række andre EU-lande nu igen en kraftigt stigende tilstrømning af asylsøgere og andre indvandrere.

Mange tusinde desperate mennesker kommer igen over Middelhavet og via Balkan, ganske som de gjorde under Europas flygtningekrise i 2015-2016. Og denne gang har de fået selskab af millioner af ukrainske krigsflygtninge.

Det betyder, at debatten om fordeling af flygtninge og indvandrere igen blusser op. Og der er stadig ingen enighed om fælles løsninger.

Dilemmaet i en ny østudvidelse

Krigen i Ukraine og EU’s ønske om at hjælpe ukrainerne har også givet momentum til planer om en ny stor udvidelse af Unionen, som ellers var gået helt i stå indtil for nylig. Nu har EU pludselig givet kandidatstatus til både Ukraine og dets naboland Moldova, hvilket samtidig har sat nyt politisk skub i landene på det vestlige Balkan.

På den ene side er vi traditionelt et frihandelsland med skepsis overfor statsstøtte. På den anden side har vi store grønne virksomheder, der risikerer at blive kørt over af amerikanerne.

Så sent som forleden dag kunne Bosnien-Hercegovina slutte sig til Montenegro, Serbien, Nordmakedonien og Albanien som kandidatland, selv om bosnierne efter manges opfattelse slet ikke er klar til det endnu.

Også her ligger der flere dilemmaer gemt for den nye danske regering. Selv om Danmark principielt støtter tanken om videre udvidelse, ikke mindst for at give ukrainerne håb om en bedre fremtid efter krigen, så er der også bekymring for EU’s kapacitet til at rumme så mange nye, store og fattige lande.

”Regeringen støtter et EU-medlemskab til Ukraine på sigt,” står der i regeringsgrundlaget – men straks efter tilføjes det, at ”hvis kandidatlande og EU ikke er klar til eventuelle udvidelser, risikerer det at underminere EU's sammenhængskraft.”

Forhandling om traktater og støtteordninger

Den bekymring handler blandt andet om, at en europæisk union med mange flere medlemslande ikke vil kunne fungere uden reformer af grundregler og beslutningsprocedurer nedfældet i traktaterne. Derfor er EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet allerede i gang med at efterlyse en ny regeringskonference om traktatændringer, måske i form af et demokratisk konvent.

Den slags langvarigt tovtrækkeri om traktatregler er bestemt ikke noget, som Danmarks nye koalitionsregering vil have appetit på. Men man kan ikke afvise, at ambitionerne om en ny traktat vil vokse frem mod det danske EU-formandskab i efteråret 2025.

Året forinden skal samarbejdet igennem et nyt magtskifte i Bruxelles i form af et valg til Europa-Parlamentet og udnævnelsen af en ny EU-Kommission, som kan give ny vind i sejlene til den slags reformplaner.

En anden grund til bekymring over tankerne om udvidelse er, at de kan udløse et stort slagsmål om EU’s støttefonde og budgetter, netop som forhandlinger om det næste syvårige rammebudget nærmer sig.

Det nuværende rammebudget udløber ved udgangen af 2027. Det betyder, at forhandlingerne om det næste skal begynde under Danmarks formandskab i sidste halvdel af 2025.

Udfordring på tværs af ministerier

Der er således en række EU-politiske udfordringer, dilemmaer og muligheder af stor betydning, som Danmarks nye koalitionsregering står overfor i den kommende regeringsperiode. Nogle på kort sigt, andre på lidt længere sigt.

Alle med det danske formandskab som et sigtepunkt, der vil kræve væsentlige ressourcer og målrettet forberedelse. Måske er det endda på tide at udnævne en dansk europaminister igen?

I hvert fald virker det næsten uundgåeligt, at Danmark om bare et par år kommer til at håndtere en eller flere kriser på Europas vegne.

De seneste års erfaringer viser, at det langt fra kun er stats- og udenrigsministre, som bliver involveret. De kriser, der kræver europæiske løsninger, kan handle om alt fra sundhed, sikkerhed, forsvar og indvandring til klima, energi, handel og industri.

Så når ministrene i den nye danske regering går i gang de kommende dage, så er der mange af dem, der bør stille sig selv et ekstra spørgsmål: Hvad bliver min europæiske krise?