IDA og Dansk Erhverv: Lad os gøre regningen op, før vi bomber løs på internationale studerende

I 2019 brugte vi mere end 500 millioner kroner på SU til internationale studerende, og lige nu siger prognosen, at den regning vil stige til 650 millioner kroner i 2023.

Da der ligger en politisk aftale om, at SU’en til udenlandske studerende ikke må overstige 450 millioner kroner, så ser det nu ud til, at der vil komme et ret voldsomt politisk indgreb for at få udgifterne ned.

Inden vi saver vores internationale samarbejde ned til sokkeholderne, så er det værd at kigge regningen lidt efter i sømmene.

Sara Grex og Mads Eriksen
Formand, IDA's Uddannelses- og Forskningsudvalg og uddannelses- og forskningspolitisk chef, Dansk Erhverv

Inden vi saver vores internationale samarbejde ned til sokkeholderne, så er det værd at kigge regningen lidt efter i sømmene.

Koster kun det halve
Hvis du for eksempel læser ovenstående tal og tænker, at den halve milliard kunne være brugt bedre andre steder, så er det vigtigt at få nogle flere tal på banen.

For det første er den halve milliard et bruttotal.

Det forholder sig sådan, at SU-modtagere betaler skat af deres SU, dertil bruger de mange af pengene på forbrug, som der så giver moms til statskassen og aktivitet i samfundet.

Det er ikke uvæsentlige tal, der er tale om. Faktisk hed den oprindelige SU-aftale ikke 450 millioner kroner, men derimod 200 millioner kroner, men her regnet efter overstående tilbageløb og adfærd.

Det koster således ikke statskassen en halv milliard, at vi har internationale studerende på SU – men i stedet noget nær det halve.

Dertil er der endnu en vigtig faktor, der skal medregnes, og det er, at en international studerende skal arbejde mindst 10–12 timer om ugen i Danmark for at kunne modtage SU.

Den løn, de studerende får for det arbejde bliver der jo også betalt skat af. Når man ganger det op, så er det ikke småpenge, de studerende betaler tilbage i skatter og afgifter.

For eksempel, hvis vi skal reducere SU med 200 millioner kroner, så kræver det, at vi fjerner cirka 2.700 årsstuderende. Med 10–12 timers arbejde om ugen svarer det til cirka 750 fuldtidsbeskæftigede.

Hvis de får en mindsteløn på 125 kroner, vil de samlet betale mindst 50 millioner kroner i skatter og afgifter og formentlig noget mere, men det afhænger af en dybere analyse af området.

Regningen her og nu for at have internationale studerende, er altså langt mindre end den fremstilles i medierne.

Økonomisk gevinst på den lange bane
Når regningen så – trods den mindre størrelse – er betalt, så er det vigtigt at se på, hvad Danmark får igen.

På den korte bane får vi et internationalt miljø på vores uddannelsesinstitutioner, og vi åbner dørene for vores egne studerende, så de kan rejse ud og få internationalt udsyn.

De betaler så meget til statskassen, at den gennemsnitlige internationale studerende bidrager med 100.000 til 350.000 kroner over et arbejdsliv. 

Sara Grex og Mads Eriksen
Formand, IDA's Uddannelses- og Forskningsudvalg og uddannelses- og forskningspolitisk chef, Dansk Erhverv

Dertil får Danmark værdifuld arbejdskraft, da mange internationale studerende bliver og arbejder efter endt studie.

To år efter studierne er afsluttet arbejder hver tredje universitetsstuderende stadig i Danmark. De betaler så meget til statskassen, at den gennemsnitlige internationale studerende bidrager med 100.000 til 350.000 kroner over et arbejdsliv. Det viser Uddannelses- og Forskningsministeriets egne tal fra 2018.

Så selv om mange internationale studerende på den korte bane er en udgift for fællesskabet, så er der samlet set tale om en gevinst – også økonomisk.

Ikke smadre internationalt samarbejde
Der har dog været ærgerlige sager, hvor internationale studerende er kommet til Danmark uden tilstrækkelige engelskkompetencer.

Det er fint med en oprydning i den slags tvivlsomme eksperimenter fra uddannelsernes side.

Vi kan også blive langt bedre til at fastholde de internationale studerende, så endnu flere kan bidrage til det danske samfund. Det arbejder vi på i et samarbejde mellem universiteter, studerende, fagbevægelse og arbejdsgivere.

Derfor, inden vi finder de helt store kanoner frem og bomber løs på de internationale studerende, så lad os gøre den reelle regning op og finde de løsninger, der ikke smadrer vores internationale samarbejde og vores adgang til højtkvalificeret, international arbejdskraft.