Kommentar af 
Thomas Roland

Interessenter forsøger at definere sig uden om GMO-debatten: Det forstår jeg simpelthen ikke

Jeg forstår simpelthen ikke, at en klub af bioteknologiske virksomheder og forskere føler trang til at genstarte GMO-debatten ved at ændre lovgivningen og navngivningen. Tag i stedet debatten om GMO helt åbent, men inden for de lovgivningsmæssige rammer, vi har, skriver Thomas Roland.

Kemikeren i den hvide kittel er gået fra folkehelt i 50’erne, da han opfandt de nye stoffer, der kunne sikre udbytterne, forlænge holdbarheden eller øge fødevaresikkerheden, til skurken i historien, der forurener vores natur og grundvand og har sluppet ”vidunderkemikalier” ud, som vi ikke kan fjerne igen, skriver Thomas Roland.
Kemikeren i den hvide kittel er gået fra folkehelt i 50’erne, da han opfandt de nye stoffer, der kunne sikre udbytterne, forlænge holdbarheden eller øge fødevaresikkerheden, til skurken i historien, der forurener vores natur og grundvand og har sluppet ”vidunderkemikalier” ud, som vi ikke kan fjerne igen, skriver Thomas Roland.Foto: Agustin Marcarian/Reuters/Ritzau Scanpix
Thomas Roland
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Når man drøfter landbrugs- og fødevareerhvervenes udvikling i interesseorganisationer, hos store virksomheder, i tænketanke eller blandt naturvidenskabelige forskere, er der et særligt skræmmebillede, som går igen: Dengang ”vi tabte GMO-debatten”, og udviklingen blev stoppet. Af misforstået forbrugerbekymring og politikere, der ikke turde modsætte sig folkestemningen.

EU’s regulering af genmodificerede organismer stammer fra dengang, og i dag oplever erhvervs- og forskningsinteresserne, at den bremser for udvikling.

For ikke at havne det sted, som interessenterne frygter, vil man således hellere ændre sprogbruget og ændre lovgivningen, så de nye GMO’er med et trylleslag slet ikke længere er GMO’er!

Thomas Roland
CSR-chef, Coop Danmark

Angsten for, at vi ender i en ny GMO-debat, som måske vil betyde, at politikerne vil fastholde den relativt restriktive EU-lovgivning, er stor. Faktisk er den så stor, at man slet ikke taler om GMO’er, men kalder dem noget andet. For eksempel ”new breeding techniques”, SDN1, præcisions-mutagenese, CRISPR-Cas9 osv.

Man har også på forhånd forsøgt at samle opbakning til at ændre loven blandt toneangivende aktører og organisationer. En virksomhed har også banket på min dør i håb om, at Coop vil tilslutte sig koret, der ønsker loven ændret.

For ikke at havne det sted, som interessenterne frygter, vil man således hellere ændre sprogbruget og ændre lovgivningen, så de nye GMO’er med et trylleslag slet ikke længere er GMO’er! På den måde forsøger man sådan set at definere sig helt uden om debatten.

Jeg mener, at det er en yderst risikabel strategi at vælge. Lad mig forklare, hvorfor.

Jeg ser tre stærke tendenser blandt forbrugerne i disse år, som alle vil have stor betydning for, hvordan en deregulering af de nye GMO’er kan risikere at blive modtaget.

For det første er et nyt natursyn ved at vinde indpas. Eller rettere, nyt er det ikke, men det har ikke været dominerende før nu. Det er et natursyn, hvor mennesker indser, at vi i alt for mange år har sat os over naturen.

Derfor leder vi nu efter en anden vej. En vej, hvor vi ser os selv som en del af naturen, og hvor naturens kompleksitet – mangfoldigheden i biodiversiteten – er afgørende for både naturens overlevelse i en form, som vi kender den, og i sidste ende også for vores egen.

Her passer ambitionen om at ændre GMO-lovgivningen ikke særlig godt ind. For resultatet vil blive, at vi vil eksperimentere mere med generne i for eksempel planter og bakterier, og at de hurtigere og i større antal vil finde vej ud i det fri.

Ved at undtage de nye GMO’er fra EU-reguleringen behøver udviklerne ikke at lave risikovurderinger, ikke at sikre sporbarhed eller oplyse myndigheder om, hvordan de kan identificeres. Hverken supermarkeder eller landmænd kan herefter vide, om de sælger eller producerer GMO’er. Det kan meget hurtigt tolkes som en videreførelse af den disrespekt for naturen og det mekanistiske og deduktive verdenssyn, som netop har skabt den naturkrise, vi befinder os i.

Læs også

For det andet er frygt stadig en væsentlig drivkraft, når vi tager stilling til, hvad vi kan lide og ikke kan lide. Men i modsætning til tidligere, hvor vi måske med rette frygtede sygdomme eller vilde dyr, frygter vi i dag i højere grad det, vi ikke har kontrol over eller forstår, frem for det, som udgør en objektiv risiko.

Jeg har tit moret mig over, at noget af det, vi borgere frygter mest, tilsyneladende altid kan skrives med tre versaler: PCB, DDT, KGB, GMO, og senest PFAS (ok, der var fire bogstaver, men I forstår pointen).

Den slags vil vi bare ikke have, at ”nogen” putter i vores mad, grundvand, børnebørn eller natur. Vi forstår ikke, hvad der ligger bag forkortelserne. Og vi stoler ikke på videnskaben, som vi gjorde engang.

Kemikeren i den hvide kittel er gået fra folkehelt i 50’erne, da han opfandt de nye stoffer, der kunne sikre udbytterne, forlænge holdbarheden eller øge fødevaresikkerheden, til skurken i historien, der forurener vores natur og grundvand og har sluppet ”vidunderkemikalier” ud, som vi ikke kan fjerne igen.

Kun corona-pandemien gav for en stund de hvidkitlede en fortjent æresoprejsning. Men når det kommer til vores fødevarer, er sagen en anden. Her er mistilliden stadig stor.

For det tredje styrer sociale medier meningsdannelsen i højere grad end de traditionelle nyhedsmedier og noget så kedeligt som videnskabelige risikovurderinger. Det betyder, at alle nyheder, som let kan vække vrede, indignation eller konspirationer bliver delt ti gange hurtigere end nyheder, der spreder positive eller mere nuancerede budskaber.

Med de tre tendenser in mente forstår jeg simpelthen ikke, at en klub af bioteknologiske virksomheder og forskere føler trang til at genstarte GMO-debatten ved at ændre lovgivningen og navngivningen. Den fremgangsmåde kan netop fodre forestillingen om, at ”nogen ikke ønsker, at vi kender sandheden”. Eller at ”nogen vil tvinge os til at spise GMO-mad”.

Jeg har tit moret mig over, at noget af det, vi borgere frygter mest, tilsyneladende altid kan skrives med tre versaler: PCB, DDT, KGB, GMO, og senest PFAS (ok, der var fire bogstaver, men I forstår pointen).

Thomas Roland
CSR-chef, Coop Danmark

Jeg vil faktisk foreslå noget andet. Nemlig at tage debatten om GMO helt åbent, men inden for de lovgivningsmæssige rammer, vi har.

Jeg tror nemlig, at ganske mange forbrugerne ikke har noget imod at spise GMO’er, eller at de bruges i vores fødevaresystem. Bare fordelene er store nok. Og bare det er transparent, så man også har muligheden for at vælge dem fra.

Det handler om at markedsføre nogle flere varer baseret på GMO’er. Og at gøre det åbent, med stolthed og med reelle sansbare fordele. For eksempel at de smager bedre eller koster mindre.

Slutteligt, lad mig give deregulerings-fortalerne et par argumenter mere: EU-lovgivningen definerer GMO’er som levende organismer udviklet som et resultat af en proces, hvor man tager, isolerer eller designer arvemateriale uden for cellen – materiale, som altså er fremmed for værtsorganismen – og herefter ved hjælp af bioteknologiske metoder overskrider cellens naturlige beskyttelse af arveanlæggene og indfører dette materiale med henblik på at skabe ændringer i genomet.

Sådan er de gamle GMO’er defineret. Og de såkaldte new breeding techniques falder stadig ind under denne definition. Hvis de skal undtages regulering, har man altså et større problem med definitionen.

Argumentet for at ændre reguleringen er typisk, at vi ellers går glip af enorme potentialer i form af (vælg selv): arbejdspladser/klimatilpassede afgrøder/patenter som ellers går til kinesere eller amerikanere/at mætte flere verdensborgere/at frigive plads til naturen osv.

Her vil jeg minde om, at der faktisk ikke er begrænsninger for forskningens frie udfoldelse.

EU-lovgivningen forhindrer på ingen måde, at man kan udvikle nye gensplejsede afgrøder eller mikroorganismer med store potentialer. Det eneste loven gør er, at stille krav i det øjeblik, de skal markedsføres. Krav til sikkerhed, så der ikke tages unødige risici for mennesker eller natur, krav til sporbarhed og krav til dokumentation.

Og hvis potentialerne virkelig er så store, som vi får fortalt, mon de nye GMO’er så ikke er værd at få gennem EU’s nåleøje alligevel? Måske betyder lovgivningen faktisk, at det netop kun er de virkelig landvindinger med reelt store fordele, som når til markedet.

Og det er vel ikke så skidt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thomas Roland

CSR-chef, Coop Danmark
cand.scient. antropologi (Københavns Uni. 1999)

0:000:00