Kommentar af 
Jarl Cordua

Jarl Cordua: Forsvarsforbeholdets ja-kampagne er defensiv og reaktiv. Hvornår kommer den i gang?

Ja-kampagnen fokuserer på tvivlernes synspunkter. Det er en defensiv og reaktiv tilgang, der afmonterer nej-kampagnen, mere end den overbeviser, skriver Jarl Cordua.

Det er forsvarsminister Morten Bødskov, der bliver den centrale nøgleperson hos S, der skal løfte og bære S-kampagnen i statsministerens fravær, skriver Jarl Cordua.
Det er forsvarsminister Morten Bødskov, der bliver den centrale nøgleperson hos S, der skal løfte og bære S-kampagnen i statsministerens fravær, skriver Jarl Cordua. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er bred enighed om, at kampagnen for at få et nej ved folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet onsdag den 1. juni hidtil har haft en ganske pæn succes. Måske også i fraværet af en synlig ja-kampagne. Så hvor bliver de fem etablerede partiers kampagne for et ja egentlig af?

Indtil videre så ligner det en meget defensiv kampagne fra ja-partiernes side, og det har fået erklærede ja-sigere som politisk kommentator Michael Kristiansen, der selv beskriver sig som ”super-europæer” til at ringe med alarm-klokken.

Han forudser et nej, hvis ikke især statsminister Mette Frederiksen snart kommer op i gear. Og selv hvis det sker, så kan man ikke regne med at det overbeviser de nødvendige tvivlere, fordi statsministeren med tiden er blevet en ”spreder” mere end en samler af vælgerne, lød hans vurdering i Berlingske for nyligt.

De fem toneangivende ja-partier Socialdemokratiet, SF, Det Radikale Venstre, De Konservative og Venstre, koordinerer traditionen tro deres kampagner. Der holdes jævnligt møder på partisekretærniveau og blandt kampagneansvarlige i partierne.

Men partiernes ja-kampagner er tilrettelagt ud fra den analyse, at hvert parti skal fokusere på tvivlerne hos egne vælgere. Og de skal hver især føre kampagner, der målrettes netop disse særlige tvivler-segmenter.

Partiernes ja-kampagner er tilrettelagt ud fra den analyse, at hvert parti skal fokusere på tvivlerne hos egne vælgere.

Jarl Cordua

Hos Venstre ser man opgaven som forholdsvis let. Partiet har ment det samme om forsvarsforbeholdet længe, partiets decimerede vælgerbase er fortsat langt overvejende pro-EU og selve sagen er tydeligvis også noget som partiformand Jakob Ellemann-Jensen brænder for.

Det samme gælder for så vidt også de radikale, der sammen med Venstre går for at være de mest EU-positive partier i Folketinget. Venstres kampagne bliver ”patosfyldt”, lover man, hvor man ser et ja til en afskaffelse af forsvarsforbeholdet som en national mærkesag, der skal bidrage til forsvaret af Danmark.

De første plakater med Dannebrogsflag har allerede åbenbaret sig. Dermed forsøger Venstre tydeligvis at fraviste nej-sigernes hidtidige trumf, hvor man med stort held fremstiller EU-folkeafstemninger som en sag, hvor der skal vælges mellem Danmark eller EU. I Venstres optik ser man afstemningen som et spørgsmål, om man ønsker mere eller mindre forsvar og sikkerhed for Danmark.

Hos De Konservative er sagen lidt mere speget. De Konservative har tidligere flirtet kraftigt med en EU-skepsis. Der findes flere åbenlyse EU-skeptikere i partiets bagland og for nylig blotlagde den nyslåede folketingskandidat i Københavns Storkreds, og tidligere folketingsmedlem for Liberal Alliance, Laura Lindahl i et opslag på Facebook, at hun er i tvivl om, hvad hun skal stemme.

Hos De Konservative er sagen lidt mere speget. De Konservative har tidligere flirtet kraftigt med en EU-skepsis.

Jarl Cordua

Kandidatens vaklen i spørgsmålet kan naturligvis være en oprigtig tvivl, men det kan også ses som kynisk stemmefiskeri blandt konservative vælgere, der har det svært med EU. Og de findes.

Især i Konservativ Ungdom (KU), der også anbefalede et nej til retsforbeholdet tilbage i 2015, og i de senere år også har udviklet en meget nationalistisk profil, hvor prominente topfigurer tit kan ses på de sociale medier iført kongemærket i reverset med Christian den Xs monogram. Et fænomen, der ellers havde sin seneste opblomstringstid under besættelsestiden.

De Konservatives "unge blomster" er især skræmt af udsigten til at dele forsvar med Grækenland og Rumænien, hvis det bliver et ja 1. juni. At det fælles forsvar i dag er en realitet, hvor begge benævnte lande er medlemmer af NATO, gør åbenbart ingen forskel. I KU mener man, at Danmark ikke står sig ved at deltage i fælles EU-missioner med de to lande.

Det gør åbenbart intet indtryk, at Rumænien er en meget vigtig frontlinje-stat i den igangværende krig i Ukraine, og at begge lande bruger langt mere på forsvaret i procent af BNP end Danmark.

I politiske kampagner er det en kendt sag, at særligt de unge i partiernes ungdomsorganisationer laver meget af det hårde, praktiske benarbejde. Det er derfor uheldigt, at Søren Pape står i en situation, hvor han i realiteten skal føre kampagne mod KU for at overbevise egne tvivlere.

I modsætning til Ellemann, så har de færreste indtryk af, at Papes politiske engagement har bund i en brændende interesse for EU og udenrigspolitik. Det er åbenlyst ikke helt hans hjemmebane.

Blandt nogle borgerlige strateger ser man særligt skeptisk på en ja-kampagne, hvor al for megen EU-begejstring får lov at fylde.

Jarl Cordua

Bedre ser det ud på sikkerhedspolitik, ifølge interne målinger. Hvordan Pape vil engagere sig i en ja-kampagne, der effektivt flytter tvivlende vælgere, bliver meget interessant. Det kan endda vise sig at blive afgørende for det endelige udfald, hvis afstemningen igen bliver tæt. Indtil videre er det i al fald ikke lykkedes med at overbevise hverken Laura Lindahl eller KU.

Det bliver derfor interessant at se, hvor mange konservative folketingsmedlemmer, der aktivt stempler ind i ja-kampagnen vel vidende, at store dele af de mest aktive græsrødder, har tænkt sig at stemme nej.

For De Konservative kunne det være en idé at trække EU-skeptikere som Rasmus Jarlov og Marcus Knuth af stalden for at overbevise de tvivlende vælgere, der som hovedregel ligger et sted imellem VKLA-vælgersegmentet og Dansk Folkeparti/Nye Borgerlige-segmentet.

Blandt nogle borgerlige strateger ser man særligt skeptisk på en ja-kampagne, hvor al for megen EU-begejstring får lov at fylde. Øverst på ønskelisten, står at Europabevægelsens formand Stine Bosse tager på ferie i maj måned og helt forsvinder fra mediebilledet, fordi man vurderer, at hun med sin facon og kompromisløse stil skræmmer ja-vælgere væk.

Kristendemokraterne har tidligere været meget EU-skeptiske og tidligere anbefalet et nej ved flere folkeafstemninger. For tiden er partiet dog blevet langt mere EU-positivt.

Jarl Cordua

Man ser desuden med en vis uro på de allermest EU-begejstrede politikere hos Venstre og hos De Radikale. De anses som faremomenter, der gør mere skade end gavn for ja-kampagnen.

To mindre partier tæller også med på ja-siden. Liberal Alliance anbefaler også et ja, selvom partiet tilbage i afstemningen om retsforbeholdet i 2015 var splittet, men officielt anbefalede et nej.

Denne gang læner partiformand Alex Vanopslagh sig op af sit partiprogram, hvor det mange år tidligere blev fastslået, at LA går ind for en ophævelse af forsvarsforbeholdet. Det nemmeste for ham er derfor at forblive konsistent med tidligere beslutninger, fremfor at begynde at justere kursen.

Det er dog nok spørgsmålet om LA-formanden vil bruge meget af sin tid og partiets knappe ressourcer på at sikre et ja. I LA er analysen også, at partiets vælgere er splittede i spørgsmålet.

Det samme er Liberal Alliances Ungdom (LAU), hvor man dog anbefaler et nej. Det er dog ikke en sag, som LAU aktivt vil bruge de store ressourcer på, at føre kampagne imod.

Kristendemokraterne har tidligere været meget EU-skeptiske og tidligere anbefalet et nej ved flere folkeafstemninger.

For tiden er partiet dog blevet langt mere EU-positivt og anbefaler med partiets enlige folketingsmedlem Jens Rohdes ord ”et rungende ja” den 1. juni om at afskaffe forsvarsforbeholdet. Rohde, der aldrig har lagt skjul på sin EU-begejstring, har med sin indmeldelse i Kristendemokraterne formentlig bidraget til det synlige omsving i partiets EU-politik.

På venstrefløjen har SF en særlig rolle i at overbevise venstreorienterede kvinder og unge, der ses som et helt særligt indsatsområde for at sikre et ja. Der er bred enighed om, at SFs kampagne for at sikre disse vælgere er anderledes end den kampagne, som Kristendemokratierne skal føre for at sikre borgerlige ja-stemmer.

På venstrefløjen har SF en særlig rolle i at overbevise venstreorienterede kvinder og unge, der ses som et helt særligt indsatsområde for at sikre et ja.

Jarl Cordua

SF vil overbevise venstreorienterede og dermed fællesskabsorienterede vælgere med argumenter om, at fælles sikkerhed i Europa bedst sikres med deltagelse i et EU-forsvar.

De unge skal tales ind i folden ved at slå på, at de er den ansvarlige generation i klimakampen, der nu også bør tage ansvar for at sikre den fælles sikkerhed i Europa.

Centralt står naturligvis regeringspartiet Socialdemokratiets og særligt Mette Frederiksens aktive deltagelse i ja-kampagnen. Det ventes, at Socialdemokraterne søsætter de første initiativer i ugen op til 1. maj, der med de traditionelle taler fra politikere fra både Socialdemokratiet og SF formentlig også vil være en oplagt anledning til at få ja-kampagnen op i gear.

Det forlyder, at Mette Frederiksen vil være synlig i alle ugerne frem mod afstemningen og deltage aktivt i forhold til hvad der er muligt, når landet også samtidigt skal regeres.

Det er dog forsvarsminister Morten Bødskov, der bliver den centrale nøgleperson hos Socialdemokratiet, der skal løfte og bære S-kampagnen i statsministerens fravær. Det er ikke unaturligt, når kampagnen handler om at afskaffe forsvarsforbeholdet.

Bødskov har på rekordtid fået skabt respekt om sit ministerembede, hvor der ingen vaklen har været i støtten til Ukraine i krigen mod Rusland. Han er forsvarsminister på et bagtæppe, hvor regeringen har landet en forsvarsaftale med de fem ja-partier, der skal sikre, at Danmark lever op til to-procents-målsætningen inden 2033.

Her og nu er der blevet fyldt op i forsvarets pengekasser til at klare dagen og vejen, og der er sendt materiel til Ukraine og soldater til Baltikum. Snart skal der investeres heftigt i nyanskaffelser. Væk er også tidligere tiders konstante ballade i Forsvarsministeriet, da Trine Bramsen sad i ministerstolen.

Bødskov har på rekordtid fået skabt respekt om sit ministerembede, hvor der ingen vaklen har været i støtten til Ukraine i krigen mod Rusland. 

Jarl Cordua

Bødskov bliver ikke den eneste på regeringens kampagnehold. De øvrige vigtige spillere på holdet bliver udenrigsminister Jeppe Kofod, kultur-og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen, klima-, energi- of forsyningsminister Dan Jørgensen og ikke mindst beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen.

De får alle en rolle og kommer til at føre kampagne for ja-siden rundt om i landet og medvirke til at sætte dagsordenen i de sidste fire-fem uger op mod 1. juni.

Man skal dog næppe forvente, at ja-siden pludselig dukker op med helt nye argumenter for et ja, som ingen har hørt om.

Det er allerede nu synligt, hvad det er strategien: Ja-siden vil gøre folkeafstemningen til et simpelt spørgsmål om ja eller nej til mere dansk sikkerhed, hvor selve EU-delen nedtones mest muligt, da man udmærket ved, at det ikke begejstrer tvivlerne.

Ja-kampagnen mener også at kunne se i målinger, at de kan overbevise nogle vælgere ved at de fem store partier står samlet og anbefaler et ja. Man skal derfor nok regne med, at statsministeren inviterer til flere sessions ligesom den, hvor fem partiledere fløj til Estland og holdt pressemøde i anledningen af udstationering af den danske bataljon i Baltikum.

Siden at Mette Frederiksen bekendtgjorde, at danskerne skulle til folkeafstemning, har regeringen mest bemærket sig med at justere kursen, da nej-siden med især Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt rejste kritik af udformningen af spørgsmålet om teksten, som vælgerne skal forholde sig til i stemmeboksen.

Fraværet af både ord som EU og forbeholdet og selve ordlyden, kunne påvirke vælgerne, lød argumentet. Kritikken fik hurtigt medhold blandt iagttagere og pressen, som nærmest entydigt gav Messerschmidt ret.

Regeringen reagerede efter et par uger med en tilføjelse til teksten, der hurtigt tog luften ud af kritikken. Beslutningen skete i erkendelse af, at man stod sig bedre ved et par dages hån og ydmygelser i pressen frem for at kritikken fik lov at fylde i resten af kampagnen.

Siden at Mette Frederiksen bekendtgjorde, at danskerne skulle til folkeafstemning, har regeringen mest bemærket sig med at justere kursen.

Jarl Cordua

Senest har spørgsmålet om EU-hærens mulige fremtid spøgt. Messerschmidt har gravet flere gamle citater og klip frem med europæiske politikere med tidligere forbundskansler Angela Merkel og nuværende præsident Macron.

Her formulerer de visioner for en EU-hær, der kunne antyde en udvikling, hvor EU-udrykningsstyrken på 5000 mand kunne blive noget større og udfordre traktatens nuværende bestemmelser om et mellemnationalt samarbejde, hvor de enkelte lande selv kan deltage i det, de har lyst til og vil overkomme.

Reaktionen fra regeringen er, at man skriver ind i selve lovteksten, at skulle der ske en ændring i forholdene, så vil danskerne igen skulle stemme om det. Det kan regeringen roligt gøre, da en sådan udvikling vil betyde suverænitetsafgivelse, som der allerede er skabt præcedens for, skal til folkeafstemning.

Regeringens træk får dermed den umiddelbare konsekvens, at Messerschmidt formentlig får sværere ved at påstå, at Danmark er bundet til en EU-hær for al fremtid og dermed helt underlagt Bruxelles-bureaukraternes luner.

Ja-kampagnen har tydeligvis analyseret sig ind på tvivlernes synspunkter og vil derfor tydeligvis sætte ind, hver gang at nej-kampagnens argumenter bider sig fast. Det er en defensiv og reaktiv tilgang, der afmonterer nej-kampagnen, mere end den overbeviser. Den kan dog godt vise sig, at være effektiv.

På denne baggrund skal man derfor nok ikke helt afvise, at ja-partierne kan stå som vinderne af folkeafstemningen den 1. juni.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Jakob Ellemann-Jensen

Vicestatsminister og forsvarsminister, partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

Laura Lindahl

Rådmand, kommunalbestyrelsesmedlem, medlem af Magistraten (K), Frederiksberg Kommune
cand.merc. i filosofi (CBS 2011), HD Marketing Management (CBS 2014)