Debat

Kari: EU-parlamentarikerne skal stå til ansvar for skattepenge

DEBAT: Der er ingen kontrol med EU-parlamentarikernes 'blyantspenge', og parlamentarikerne ønsker heller ingen kontrol, skriver Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU. Derfor stiller hun endnu engang forslag om sikring af kontrol med EU-midlerne. 

Foto: Pablo Eekman/Folkebevægelsen.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rina Ronja Kari
Medlem af EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU

Hver år uddeler EU 288 millioner skattefrit til EU-parlamentarikerne i de såkaldte ’blyantspenge’, men der er absolut ingen kontrol med brugen af midlerne. Derfor har jeg i dag (27. april) stillet forslag i EU-Parlamentet om obligatorisk kontrol med midlerne.

I starten af april fremlagde jeg et forslag i EU-Parlamentet, der skulle sikre kontrol med EU-parlamentarikernes brug af de såkaldte ’blyantspenge’.

Mit formål med forslaget var at skabe gennemsigtighed med brugen af midler i EU-systemet. Det burde være en no-brainer i et demokratisk system, at de folkevalgte naturligvis skal stå til ansvar for brugen af skatteydernes penge og fremlægge deres bilag.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Netop derfor fremlagde jeg sidste år alle mine egne regnskaber fra EU-parlamentet, hvor jeg redegjorde for brugen af hver en krone – også af mine blyantspenge.

EU-parlamentarikere ønskede ikke kontrol
Imidlertid mente et flertal af mine kolleger i EU-Parlamentet åbenbart ikke, at de skylder EU’s borgere den samme indsigt i, hvordan de bruger skattepenge, så mit forslag blev nedstemt af EU-Parlamentet.

Det burde være en no-brainer i et demokratisk system, at de folkevalgte naturligvis skal stå til ansvar for brugen af skatteydernes penge og fremlægge deres bilag.

Rina Ronja Kari
Medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU

Dette resultat viser med al tydelighed, at medlemmerne af EU-Parlamentet reelt ikke ønsker et gennemsigtigt system. På den baggrund kan det vel ikke undre, hvorfor EU-systemet er i sin nuværende forfatning.

Men jeg har nu ikke tænkte mig at give op så let. Derfor har jeg valgt at stille forslaget endnu en gang i forbindelse med behandlingen af rapporten om EU’s budgetkontrol og regnskabsaflægning i dag (27. april). Ved afstemningen vil jeg også bede om, at man kan se hvad de enkelte medlemmer af EU-Parlamentet stemmer, så det er nemmere for vælgerne at få indblik i, hvem der ikke ønsker åbenhed og gennemsigtighed.

Ingen kontrol med over en kvart milliard kroner
Nu lyder blyantspenge måske umiddelbart tilforladeligt, for man skulle tro, at det dækkede over småpenge. Men virkeligheden er en helt anden. ’Blyantspenge’ dækker nemlig over, at alle EU-Parlamentarikere hver eneste måned modtager cirka 32.000 kroner skattefrit fra EU.

Pengene skal i princippet bruges til at dække forskellige udgifter, som blandt andet kan omfatte drift og leje af kontor i hjemlandet, men da der ikke er nogen kontrol, kan de i virkeligheden blive brugt på hvad som helst.

EU stiller altså ingen krav om, at der skal aflægges regnskab for de 384.000 skattefri kroner, som hvert år sættes ind på EU-parlamentarikernes konti. Der er i alt 751 EU-parlamentarikere, så for hele EU-Parlamentet drejer det sig i alt om over 288 millioner kroner årligt i ’blyantspenge’, som der ikke aflægges regnskab for.

Dertil kommer de store skattefrie diæter og rejsegodtgørelser, som EU-parlamentarikerne kan skovle ind oven i deres store løn.  

Skattekroner skal bruges forsvarligt
I Folkebevægelsen mod EU er vi grundlæggende imod EU, og vi ønsker en dansk udmeldelse af unionen. Men indtil vi kan få et Daxit, så vil vi arbejde for, at borgernes skattekroner bliver brugt så forsvarligt og gennemsigtigt som overhovedet muligt.

Derfor insisterer jeg endnu engang på at stille mit forslag om obligatorisk kontrol med EU-parlamentarikernes brug af ‘blyantspenge’ for dermed at sikre, at der hersker gennemsigtige processer, når det gælder brugen af skatteydernes midler.

I Folkebevægelsen mod EU afregner vi for hver en krone, og vi offentliggør vores regnskaber. Det gør vi ikke, fordi vi er særligt frelste. I virkeligheden lever vi bare op til de helt basale krav, som man burde kunne stille til et hvilket som helst parti eller en hvilken som helst organisation, der modtager offentlige midler. Det burde også være muligt for andre.

Jeg tvivler ikke på, at mange af mine kolleger i EU-Parlamentet bruger midlerne på fornuftig og korrekt vis, men der bør simpelthen ikke være plads til tvivl, når det handler om skattemidler.

Jeg vil derfor gerne opfordre danske EU-parlamentarikere til at bakke op om kampen for gennemsigtighed og demokratisk kontrol med anvendelsen af EU-midlerne. Det ville klæde dem at melde rent ud og aflægge regnskab for deres brug af midlerne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rina Ronja Kari

Marketings- og kommunikationschef, Miljømærkning Danmark
cand.soc. i virksomhedsledelse (Roskilde Uni. 2012)

0:000:00