Landmændene i EU skal stoppe klynkeriet: Lad os indføre en europæisk CO2-afgift

De seneste begivenheder fik da også EU-kommissionen spontant til at sætte en hel del ambitiøse klimaforslag for landbruget på pause, herunder 2040-mål, lovgivning til at mindske brugen af pesticider og et initiativ til bæredygtige fødevaresystemer.

Slappere klimatiltag er åbenlys ikke en langtidsholdbar løsning. Den Europæiske Klimalov binder Kommissionen juridisk til at komme med forslag til at opfylde bindende klimamål for at mindske udledningen af drivhusgasser. Det er sammen med Den Europæisk Grønne Pagt blevet hyldet som at være det mest fremadskuende og monumentale stykke lovgivning på klimaområdet i EU’s historie.

Det er åbenlyst, at en CO2-afgift på landbruget bør implementeres på europæisk plan.

Jakob Wind

De ambitiøse målsætninger er vigtige at holde fast i. For medlemslandene ser allerede nu ud til ikke at kunne nå målet om 55 procent reduktion i udledningen af drivhusgasser inden 2030, fortalte Kommissionen tilbage i december. Vi er således allerede bagud med vores klimamål.

Leflen over for Europas landmænd er dog en farlig vej for EU at tage. Proportionerne mangler i debatten. Vi må erkende, at sektoren har fået særbehandling alt for længe.

Det er dog ingen nyhed, at EU holder hånden under landbrugssektoren. Det har været en af grundpillerne i det europæiske samarbejde i mange årtier. Den fælles landbrugspolitik udgør 31 procent af EU’s samlede budget. Disse flere hundrede milliarder euro i støttegrunder toppes med, at eksempelvis dansk landbrug næsten har 300 milliarder kroner i gæld. Alt imens landbrugssektoren udgør under to procent af EU’s samlede BNP.

Det burde ikke komme som en overraskelse for nogen, at landbruget er en kæmpe økonomisk underskudsforretning for skatteyderne i EU. Det har lille økonomisk betydning for langt de fleste europæere, men samtidig holder politikerne i Bruxelles hånden under landmændene.

Samtidig akkumulerer EU-landene mere fødevarespild end vi importerer, og det er evident, at vi producerer for mange fødevarer i EU. Globalt ser vi dog ganske vist en stor mangel på fødevarer, men EU’s landsmænd blokerer selv for ukrainsk korn – som selvfølgelig skal eksporteres ud på verdensmarkedet.

Selvom omkring 40 procent af landbrugsstøtten er øremærket til den grønne omstilling, så må Kommissionen indse, at vi er nødt til at mindske mængden af landbrug i EU for at leve op til vores egne mål. Sektoren udgør ti procent af den samlede mængde af drivhusgasser som EU udleder. Derfor er det fuldstændig afgørende, at der bliver strammet op for kravene.

Eksempelvis kom en gruppe af eksperter for nylig med en anbefaling til regeringen om at indføre en CO2-afgift på landbruget her i Danmark. Det klassiske modargument er, at vores fødevarer bliver for dyre og produktionen ryger til udlandet, når landmænd konkurrer på det indre marked.

Derfor er det åbenlyst, at en CO2-afgift på landbruget – ligesom vores flyafgift – bør implementeres på europæisk plan, så vi stiller samme høje krav til landbrug på tværs af alle 27 lande. Herudover må vi selvfølgelig stille krav om, at importerede landbrugsvarer (fra lande udenfor EU) også må leve op til disse krav. Ellers forvrides konkurrencen.

Problemet er dog, at skatter og afgifter helt er op til medlemslandene at indrette og en bred europæisk CO2-afgift vil kræve samtykke fra samtlige landes regeringer. Men en sådan afgift vil mindske forbruget og dermed produktionen. Den konkrete model til at skrue sådan en sammen er en helt anden sag.

Landbrugsstøtten er et oplagt sted at skære. Samtidig kalder tiden ikke på at slække på vores ambitioner på klimaområdet.

Jakob Wind

I det nuværende politiske klima med de store optøjer fra landmændenes side, har det dog svære udsigter. Det ændrer dog ikke på det faktum, at den europæiske landbrugssektor har været skånet for stramme klimakrav i al for lang tid. Politikerne i EU er nødt til at tage de nødvendige tiltag, der skal gøre landbruget langtidsholdbart og nå i mål med vores fælles klimamålsætninger.

På længere sigt holder det ikke at panikke og kaste håndklædet i ringen på ambitiøs lovgivning på klimaområdet, som Kommissionen har gjort. Samtidig må Kommissionen op på hesten og arbejde for, at vi får højere globale miljøstandarder, men EU må i periode gå foran og vise et godt eksempel på, hvordan klimaomstillingen kan lykkes.

Vi ser ind i en tid med et europaparlamentsvalg, hvor netop den grønne omstilling og landbrugets rolle heri kommer til at spille en afgørende. Den største gruppe i parlamentet, EPP, har påråbt sig at være ”landmændenes parti”. Den forestående valgkamp er klart også en grund til, at EU-kommissionen vælger at udskyde de svære valg til.

Samtidig må vi også bare erkende, at befolkningerne og regeringerne medlemslandene har store forventninger til, hvad EU skal kunne gøre økonomisk. Vi ønsker fælles indkøb af våben til Ukraine, fælles gældsstiftelse og en beskyttelse af vores industri imod amerikansk statsstøtte. Men når EU’s budget kun udgør omkring en procent af landenes BNP, bliver det utroligt svært.

Så landbrugsstøtten er et oplagt sted at skære. Samtidig kalder tiden ikke på at slække på vores ambitioner på klimaområdet på et kontinent, der i den grad kan spille med sine økonomiske muskler.

Landmændene må indse, at det er nødvendighedens politik. Og vores politikere i Bruxelles må forstå, at man nogle gange må tage de svære og upopulære valg på den korte bane for at gavne hele vores økonomi og klima på den lange bane.