Debat

Lave K. Broch: Vi skal ud af EU-dødvandet med en afstemning om alt eller intet

DEBAT: Vi er i dag et medlem med den ene fod uden for EU og den anden fod inde i EU. Jens Rohde har derfor helt ret i, at der er behov for et reelt opgør om medlemskab og forbehold i samme afstemning, skriver Lave K. Broch fra Folkebevægelsen mod EU.

Lave K. Broch roser sin politiske modstander Jens Rohde for at opfordre til en folkeafstemning om Danmarks EU-medlemskab.&nbsp;<br>
Lave K. Broch roser sin politiske modstander Jens Rohde for at opfordre til en folkeafstemning om Danmarks EU-medlemskab. 
Foto: Casper Christoffersen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lave K. Broch
1. suppleant til EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU

Jens Rohde, medlem af EU-Parlamentet for Radikale Venstre, har foreslået, at vi skal have en folkeafstemning om EU-medlemskabet.

Rohde ønsker, at afstemningen skal være helt klar. Hvis Danmark bliver i EU, er det uden forbehold, og hvis Danmark træder ud, er det helt ud af EU. Mit svar til Jens Rohde er: Bring it on!

Jeg støtter ideen om en sådan klar EU-afstemning, selvom jeg er tilhænger af de danske forbehold i EU og ikke ønsker, at endnu mere magt skal centraliseres i Bruxelles. For jeg kan også se, at de danske forbehold er under konstant pres, så længe Danmark er med i EU, og derfor giver det mening at stemme om alt eller intet.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Efter at Storbritannien forlader EU, vil Danmark stå endnu mere alene. Vi vil opleve en strøm af forslag, som enten undergraver vores forbehold, eller som kræver et klart opgør med dem.

Det vil derfor være mere ærligt at tage et reelt opgør om medlemskab og forbehold i samme afstemning.

Jens Rohde fortjener derfor respekt for det politiske mod, han udviser. Hans forslag kan bringe os ud af et dødvande, hvor fronterne er trukket op, men hvor det er svært at befinde sig.

Lave K. Broch
1. suppleant til EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU

Vi er allerede i dag et EU-medlem med den ene fod uden for EU og den anden fod inde i EU, og det er problematisk.

Alt eller intet
Geografisk og politisk set er vi kun delvis med i EU.

Færøerne og Grønland, som er dele af Rigsfællesskabet, hvor borgerne også er danske statsborgere, står uden for EU. Det skabte for eksempel problemer, da EU indførte sanktioner mod Færøerne i 2013 på grund af en fiskeristrid, og nye problemer for Rigsfællesskabet ses i horisonten angående EU’s bankunion.

Når det gælder retspolitik og forsvarspolitik, er vi egentlig ikke en EU-medlemsstat.

Udover Storbritannien er Danmark det eneste EU-land, der har ret til at bevare den nationale valuta. Vi vil derfor se et øget pres på at færdiggøre europrojektet. Finanspagten og EU’s bankunion er også dele af dette projekt.

Jens Rohde fortjener derfor respekt for det politiske mod, han udviser. Hans forslag kan bringe os ud af et dødvande, hvor fronterne er trukket op, men hvor det er svært at befinde sig.

Jeg er klar til en folkeafstemning om alt eller intet, og jeg vil foreslå, at den ligger to år efter, at Storbritannien er trådt ud, så vi kan se, hvordan det er gået for både Storbritannien og det resterende EU.

Et demokratisk samarbejde uden for EU
Jeg mener, der er mange gode argumenter for at afholde en dansk folkeafstemning om EU.

Her er de tre vigtigste:

  • For det første har EU ændret sig markant, efter at Danmark blev medlem. Selv politikerne på Christiansborg havde ikke regnet med, at det gik så vidt. Tænk bare på Poul Schlüters løfte før afstemningen i 1986, hvor han lovede, at Unionen ville være ”stendød”, hvis det blev et ja, eller hvordan EU i dag blander sig i arbejdsmarkedspolitikken – selv om toppen i LO og DA i 1972 lovede, at det var et område, som vi selv skulle bestemme over.
  • For det andet spillede Storbritannien en vigtig rolle før afstemningen i 1972, og den daværende statsminister Jens Otto Krag lovede i den sidste partilederrunde, at Danmark skulle følge ”England” ud, hvis de skulle vælge at forlade EF. Det løfte skal da respekteres.
  • For det tredje har ingen dansker, som er yngre end 65 år, stemt om Danmarks medlemskab af EF/EU. Man skulle nemlig være 20 år for at stemme i 1972.

Det er derfor på tide, at vi i Danmark får en folkeafstemning om EU-medlemskabet, og jeg vil i den afstemning gøre alt, hvad jeg kan, for at Danmark følger med briterne ud af EU.

Vi kan sammen med Storbritannien, Norge, Island, Schweiz og Lichtenstein skabe et mere demokratisk samarbejde gennem frihandelssamarbejdet EFTA, og derudover bør vi gøre alt, vi kan, for at styrke det nordiske samarbejde.

Ja til samarbejde og demokrati – nej til EU-staten!

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lave K. Broch

Medlem af Folkebevægelsen mod EU's landsledelse
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2000)

0:000:00