Morten Bødskovs EU-kritik løser ikke Europas grønne industriudfordringer

Udfordringerne, Europas grønne industri står over for med statsstøttet global konkurrence, er med andre ord reelle. Det er den svære adgang til EU-midler også.

Det er dog hverken det eneste eller det største problem.

Den udbredte kritik af EU's bureaukrati afspejler en velkendt frustration, men problemets rod er både dybere og mere strukturelt.

Marie Louise Gammelgård-Larsen
Deputy Director, Kaya Partners

Det er også i høj grad medlemslandenes interne procedurer, der spænder ben for europæiske virksomheders evne til at skalere og skabe nye grønne jobs.

Langsommelige godkendelsesprocesser for vedvarende energiprojekter og mangel på klarhed i udbud og rammebetingelser spiller en stor rolle.

Den udbredte kritik af EU's bureaukrati afspejler en velkendt frustration, men problemets rod er både dybere og mere strukturelt.

EU's budget udgør kun cirka 1 procent af det samlede europæiske BNP, hvilket begrænser de direkte finansielle muskler til at støtte den europæiske industri i stor skala.

Når de fælles EU-midler er begrænsede, er visse procedurer trods alt ønskelige for at sikre gennemsigtig og retfærdig fordeling af de knappe ressourcer på tværs af politisk bestemte formål og medlemslande.

EU-Kommissionen har imidlertid erkendt, at der er rum for forbedring.

Derfor har man sat de to tidligere italienske premierministre, Mario Draghi og Enrico Letta, til hver især at undersøge, hvordan det indre marked kan styrkes og konkurrenceevnen genskabes.

EU-Kommissionsformand Ursula von der Leyen har desuden svoret at ville nedbringe de administrative byrder i EU med 25 procent.

Et svært men nødvendigt opgør med EU's tunge processer er derfor allerede på tegnebrættet. Det skal selvfølgelig understøttes.

Det er derfor også positivt, at Morten Bødskov og andre har haft lejlighed til at drøfte udfordringerne med Enrico Letta over den seneste uge under hans besøg i København.

EU bliver aldrig hverken Kina eller USA, og det bør heller ikke være målet.

Men EU's mange regler og procedurer, som har til hensigt at fremme gennemsigtighed og fair konkurrence, er både en styrke og en svaghed i forhold til de udfordringer, vi i dag står over for.

EU's mange regler og procedurer, som har til hensigt at fremme gennemsigtighed og fair konkurrence, er både en styrke og en svaghed.

Marie Louise Gammelgård-Larsen
Deputy Director, Kaya Partners

Der er behov for et eftersyn. For at navigere kræves en tilgang, der både anerkender og tør udfordre vores strukturelle barrierer.

Selv med en 100 procent effektiv EU-administration er virkeligheden, at størstedelen af de midler, der kan gøre en forskel for Europas grønne industri, er nødt til at komme fra medlemslandenes egne budgetter og private investorer.

Som en union af medlemslande, der værdsætter national suverænitet, står vi overfor den komplekse udfordring at skulle støtte strategiske investeringer i vores industri uden de fælles skattepolitiske værktøjer, som USA har til rådighed, eller den direkte statsstyring, som ses i autokratier som Kina.

EU står i stedet med opgaven at skulle harmonisere 27 medlemslandes nationale interesser mod kollektive mål, hvilket kræver handling, penge og svære valg af alle.

I EU ved man, at midlerne skal findes hos medlemslandene. De seneste års lempelser af statsstøttereglerne har dog vist, hvor vanskeligt det er at sikre fair konkurrence inden for EU, hvis de store økonomier får frie tøjler til at pumpe penge ind i egne virksomheder.

Mange medlemslande, herunder Danmark, er skeptiske over for nye fælles lån eller overførsel af flere budgetmidler til EU.

Det rejser spørgsmål og bekymring om, hvorvidt EU er i stand til at stå imod presset fra en stadig mere statsstøttet global økonomi og undgå at slække mere på de principper, der hidtil har holdt hånden under det indre marked, som er EU's største bedrift.

Herhjemme er vores egen erhvervsstøtte blevet gennemgået med Frigast-udvalgets anbefalinger til, hvordan der kan saneres, så erhvervsstøtten kun uddeles, når den lever op til nogle centrale samfundsøkonomiske principper.

På EU-niveau er det forventningen, at man også i Mario Draghi og Enrico Lettas rapporter vil se budskaber om at begrænse og prioritere statsstøtten, samt opfordringer til at gennemgå EU industripolitiske værktøjer og finansieringsmekanismer og sikre, at de er "fit for purpose".

EU-Kommissionen har over de seneste år præsenteret en lang række forslag om en mere ambitiøs tilgang til udrulningen af vedvarende energi i Europa, gennem alt fra løse målsætninger til forslag om hurtigere tilladelsesprocedurer og lettere adgang til støtte.

Disse forslag, som sigter mod at styrke europæisk konkurrenceevne og fremme energisikkerhed og strategisk autonomi, kræver en stor indsats fra medlemslandene for at blive realiseret.

Én til tider undervurderet men central indsats vil være at sikre, at de mål og regler, vi bliver enige om i fællesskab, også bliver efterlevet i medlemslandene.

Uden en udvidelse af rammerne for EU's fælles budget, som nu også står over for at skulle finansiere øgede udgifter til blandt andet forsvar og Ukraine, vil EU's finansielle handlemuligheder være begrænsede.

Europas industrielle fremtid er skrøbelig, presset af globale markedsdynamikker og en teknologisk udvikling, der ikke venter på nogen.

Marie Louise Gammelgård-Larsen
Deputy Director, Kaya Partners

Alligevel har EU en afgørende rolle at spille som koordinator og facilitator for investeringer i Europas grønne industri.

Nødvendige investeringer i forsyningskæder, infrastruktur og store energiprojekter er indbyrdes afhængige og kræver en klar vision for, hvordan vi kan prioritere og finansiere strategiske projekter.

Institutioner som Den Europæiske Investeringsbank og eksportkreditagenturer har potentialet til at spille en kritisk rolle i at de-riske og mobilisere finansiering gennem garantistillelse.

Europas industrielle fremtid er skrøbelig, presset af globale markedsdynamikker og en teknologisk udvikling, der ikke venter på nogen.

Skal europæiske virksomheder have en større rolle i den grønne omstilling kræves både nytænkning og væsentlige investeringer.

Samtidig kan handelsinstrumenter og bæredygtighedskrav bruges mere effektivt for at beskytte industrien mod unfair konkurrence.

Løsningen er med andre ord ikke enkel, og reduktion af EU-bureaukratiet er kun et af mange nødvendige fokusområder, hvis Europas konkurrenceevne skal sikres på det grønne område.