Debat

Opråb fra DF: Giv danskerne et valg om fremtidens EU

DEBAT: Det næste Folketingsvalg kunne med rette gøres til et fælles valg om Danmarks og EU's fremtid. For EU kommer til at forandre sig, og danskerne skal have mulighed for at tage stilling til det fremtidige samarbejde, mener Jørn Dohrmann (DF).

Det næste Folketingsvalg bør også gøres til et valg om Danmarks og EU's fremtid, mener Jørn Dohrmann (DF).
Det næste Folketingsvalg bør også gøres til et valg om Danmarks og EU's fremtid, mener Jørn Dohrmann (DF).Foto: /ritzau/Claus Fisker
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jørn Dohrmann (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Da mediernes kommentatorkorps for nylig råbte på nyvalg oven på de sammenbrudte forhandlinger mellem regeringen og mit eget parti, fik jeg en sjov tanke.

Der kom som bekendt ikke valg. Vi skal senest have folketingsvalg om halvandet år, og vi kan derfor kun gisne om, hvad de centrale valgtemaer vil være.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke: Hvad nu, hvis man gav danskerne et valg, hvor de virkelig kunne få lov at tage stilling til en fremtid, der rækker længere ud end et par finanslove og nogle skattelettelser hist og her.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Nej, hvad hvis nu vi kunne få et valg, hvor politikerne fik muligheden for at tale om visioner og fremtidstanker, og hvor borgerne og vælgerne virkelig kunne få et valg, der rækker langt ud i tiden.

I maj 2019 skal danskerne stemme om sammensætningen af Europa-Parlamentet. Med den nuværende regerings navigationsevne er det måske naivt, men hvad med om statsministeren, hvis han altså evner at holde så længe, tog bestik af situationen og lod danskerne stemme til et valg, der kunne handle om både Folketing og Europa-Parlament - om Danmark og EU.

Det er store spørgsmål om national identitet og nationalstaternes selvbestemmelse, der rejser sig i tidshorisonten. Det kunne være rigtig sundt at tage en bred, national debat om dette.

Jørn Dohrmann (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

De to hænger, må jeg (desværre) erkende, meget tæt sammen på en række af de store områder, der optager mange af danskerne på tværs af partiskel og politiske overbevisninger.

EU-centraliseringen tager til 
Mens dansk politik ikke har skortet på drama i den seneste tid, er kampen om fremtidens EU så sandelig også taget til. 

Med vores historisk nære alliancepartner i Storbritannien på vej ud af EU, er Kommissionen og flere af medlemsstaterne begyndt at tegne planerne for et fortsat EU-samarbejde, som i tanke og form ser ud til at kunne blive endnu mere omsiggribende.

Hvor vi just har landet et rigtig fornuftigt forsvarsforlig i Danmark, barsler EU-toppen med at etablere en fælles forsvars- og udenrigspolitik for EU. Her har man udset sig endnu et politisk område, der kan centraliseres fra EU-hold.

Ganske vist kan vi i Danmark prise os af vores forsvarsforbehold. Men, kunne man fristes til at spørge, kan det få lov at stå? Ja, hvis det står til Dansk Folkeparti. Hvad mener de øvrige partier om den sag?  

EU-kontingentet kan stige
En fælles forsvars- og udenrigspolitik indvarsler et EU, hvor der endnu engang skrues op for integrationsprocessen. 

Også på andre områder står EU over for markante forandringer, der rækker ind i vores nationale sfære.

Med Storbritanniens udtræden skal de resterende medlemslande forholde sig til det enorme hul i EU-budgettet, som briterne vil efterlade. Her vil et stort slag i EU stå. Og også her rejses nogle store spørgsmål:

Er det de tilbageværende borgere, der skal betale den regning? Det lægger kommissionsformand Jean-Claude Juncker op til.

Eller har vi her at gøre med en opgave, der lægger op til at tage et længeventet opgør med EU’s størrelse? Det sidste mener jeg, men hvad mener de øvrige danske partier? Det fortjener vælgerne at få klare svar på.

Lad befolkningen tage stilling til EU 
Vi står stadig over for gigantiske migrationsudfordringer, der presser EU’s ydre grænser. Vi har et Dublin-system, der ikke fungerer. Vi ser en række lande gøre modstand, mens EU-Kommissionen forsøger at trumfe en fælles flygtningepolitik i gennem mod flere befolkningers vilje.  

Der blæser nye vinde over Europa. EU kommer til at forandre sig, og det kan også få indflydelse på Danmark, hvis vi ikke giver folk en klar mulighed for at tage stilling.

Det er store spørgsmål om national identitet og nationalstaternes selvbestemmelse, der rejser sig i tidshorisonten. Det kunne være rigtig sundt at tage en bred, national debat om dette.

Det kunne oplagt ske ved at give danskerne et fælles valg til Folketinget og Europa-Parlamentet, så danskerne kan tage stilling til, hvordan Danmark skal indgå i fremtidens EU.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jørn Dohrmann

fhv. MEP (DF), fhv. MF
automatikmekaniker (1988)

0:000:00