S i EU: Biden sender et vigtigt signal, når han ikke inviterer Ungarn til demokrati-topmøde

Ungarn har efterhånden ingenting med et demokrati at gøre, men har derimod udviklet sig til et klassisk autoritært styre. Derfor er det vigtigt, at Biden sætter foden ned og ikke inviterer Ungarn med til demokrati-topmøde, skriver Niels Fuglsang.

Viktor Orbán har systematisk undergravet demokratiet i Ungarn, hvor korruption og nepotisme er blevet en integreret del af styret. Derfor er det et vigtigt signal, når præsident Biden ikke inviterer Ungarn til demokrati-topmøde, skriver Niels Fuglsang.
Viktor Orbán har systematisk undergravet demokratiet i Ungarn, hvor korruption og nepotisme er blevet en integreret del af styret. Derfor er det et vigtigt signal, når præsident Biden ikke inviterer Ungarn til demokrati-topmøde, skriver Niels Fuglsang.Foto: Marton Monus/Reuters/Ritzau Scanpix
Niels Fuglsang

Siden Joe Biden overtog præsidentembedet fra Trump i 2020 har vi igen set et USA, som tør gå forrest i kampen for frihed og demokrati. Mest tydeligt har vi set det ved Bidens utvetydige støtte til Ukraines kamp for frihed, men mere symbolsk ser vi det nu også på invitationslisten over dette års deltagere ved det demokratitopmøde, som USA står i spidsen for den 28. marts.

Fjender og opposition har Orbán snedigt ryddet af vejen, mens politiske venner og familie forgyldes. Korruption og nepotisme er en integreret del af styret

Niels Fuglsang (S)
Medlem af Europa-Parlamentet

121 lande er inviteret til et online topmøde om demokrati, hvor tre emner er i hovedsædet: forsvar mod autoritarisme, kamp mod korruption og respekt for menneskerettigheder. I en verden hvor krig atter hærger det europæiske kontinent, og hvor skillelinjen mellem tyranni og demokrati for alvor er tilbage, er det særligt vigtigt at sætte frihed og demokrati på dagsordenen. Lad dette års topmøde stå som et symbol herpå.

På listen over inviterede lande, er der særligt nogle, som glimter ved sit fravær. Der er lande som Kina og Rusland, som selvsagt ikke er inviteret, men denne gang er der også et EU-land, som ikke har modtaget en invitation i sin postkasse, nemlig Viktor Orbáns Ungarn.

Ungarn er blevet et klassisk autoritært styre
Som EU-parlamentariker har jeg de sidste år på tæt hold overværet, hvordan Orbán systematisk har undergravet demokratiet i sit land. Fjender og opposition har han snedigt ryddet af vejen, mens politiske venner og familie forgyldes. Korruption og nepotisme er en integreret del af styret.

Se bare på Orbáns barndomsven Lőrinc Mészáros, som på ganske få år er blevet Ungarns rigeste mand. Ungarn med Viktor Orbán i spidsen må kaldes, hvad det reelt er. Et klassisk autoritært styre, hvor undertrykkelse hører hverdagen til.

Ungarn kan ikke blive ved med at nyde den fri verdens goder udadtil og samtidig benytte totalitarismen metoder indadtil

Niels Fuglsang (S)
Medlem af Europa-Parlamentet

I for mange år har den vestlige verden vendt det blinde øje til autoritære kræfters indtrængen. Den naive tro på, at markedskræfter og frihandel ville lede historien mod enden og til en bedre verden, er krakeleret. Vi må igen indse, at demokrati ikke kommer af sig selv. Der skal kæmpes for det.

Derfor er jeg også glad for, at Biden har trukket en streg i sandet over for Orbán. Ungarn kan ikke blive ved med at nyde den fri verdens goder udadtil og samtidig benytte totalitarismen metoder indadtil. I EU er vi for alvor begyndt at sætte foden ned og tilbageholder en god del af Ungarns EU-støtte som følge af den demokratiske udhuling. Biden siger nu også fra ved at droppe invitationen til Ungarn.

Så tak til Biden for at gå forrest i kampen for frihed. Tak for at udstille Ungarn, som det de nu engang er blevet. Et klassisk autoritært styre, som efterhånden ingenting har med demokrati at gøre.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Niels Fuglsang

MEP (S)
ph.d. (CBS 2021), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2011)

Viktor Orbán

Premierminister, Ungarn
jurist (Eötvös Loránd University 1987)

Joe Biden

Præsident, USA (Det Demokratiske Parti)
bachelorgrad i historie og statskundskab (University of Delaware) og kandidatgrad i jura (Syracuse University 1968)

0:000:00