Socialdemokraternes lykkelige øjeblik er forbi i hele Norden

I Norge står statsminister Jonas Gahr Støres mindretalsregering over for krævende forhandlinger med Socialistisk Venstre om finansloven. I Sverige vil Ulf Kristersson i denne uge gøre status på forhandlingerne om en ny regering, hvor den politiske afstand mellem Sverigedemokraterna og De Liberale gør det svært at nå til enighed.

I Danmark har statsminister Mette Frederiksen, der i dag står i spidsen for en socialdemokratisk mindretalsregering, udskrevet nyvalg og bebudet, at hun i disse krisetider vil have en alliance "hen over midten" med borgerlige partier.

Hvis man reducerer den politiske analyse til kun at se på partiernes opbakning, er der flere lighedspunkter mellem de tre nordiske lande. De socialdemokratiske partier, der historisk har domineret i alle tre lande, er blevet markant svækket. På den traditionelt borgerlige side er der sket store forskydninger internt, og indvandringskritiske partier af forskellig art er blevet vigtige magtfaktorer.

Fremkomsten af anti-immigrationsprotestpartier afspejler i høj grad svækkelsen af Socialdemokratiet.

Magnus Takvam
Politisk kommentator, Altinget Norge

Svækkelsen af de socialdemokratiske partier har sin hovedårsag i sociale forandringer. Socialdemokratiets lykkelige øjeblik fra efterkrigsårene og frem til årtusindskiftet vender ikke tilbage: det var en stabil reformperiode med udbygningen af en universel velfærdsstat kombineret med synlig og gradvis økonomisk fremgang for brede lag.

Fremkomsten af anti-immigrationsprotestpartier afspejler i høj grad svækkelsen af Socialdemokratiet. Både fordi disse partier hurtigt tog ejerskab over de sociale problemer, mange oplevede med øget indvandring, og fordi protesten nedefra ikke længere kom fra en kollektivt organiseret underklasse, men fra grupper, der rettede deres indignation mod det parti, der havde været ved magten.

Protestens indhold, som også nærer partier på den yderste venstrefløj, er med andre ord ikke et råb om traditionel højrefløjspolitik med skattelettelser og deregulering, men på mange måder et råb om klassisk socialdemokratisk politik, som de såkaldte arbejderpartier havde opgivet.

Kampen om magten 

Vores nyere politiske historie viser, hvor hurtigt positionerne ændrer sig i kampen om den politiske magt.

Efter den borgerlige svenske regerings valgsejr i 2006 blev den konservative partileder i Norge, Erna Solberg, spurgt, om hun misundte sin svenske kollega Fredrik Reinfeldt, der ikke behøvede at beskæftige sig med et parti af Fremskridtspartiets slags. Hun bekræftede problemet med et hjertesuk.

Udfordringen forsvandt dog ikke, og Det Konservative Folkeparti i Norge åbnede hurtigt op for et samarbejde med Fremskridtspartiet. Fremskridtspartiet surfede på en bølge af succes og var ved valgene i både 2005 og 2009 markant større end Solbergs parti. Uden Fremskridtspartiet – ingen udsigter til regeringsmagt. For Det Konservative Folkeparti i Norge er idealet et Fremskridtsparti, der er stort, men ikke for stort.

En parallel på den anden fløj var Arbejderpartiets invitation til et regeringssamarbejde med Socialistisk Venstreparti før valget i 2005. Efter det katastrofale valg i 2001 endte Arbejderpartiet med at være så lille, at det ikke ville være et troværdigt regeringsparti alene, og Socialistisk Venstreparti blev en nødvendig partner.

Selv om Sverigedemokraterna ved efterårets valg blev det største af de partier, der ønsker et regeringsskifte, er antagelsen fra de tre andre, at SD ikke kommer med i regeringen.

Magnus Takvam
Politisk kommentator, Altinget Norge

Ved valget i 2021 blev den rød-grønne magtbalance igen forskubbet, og Socialistisk Venstreparti er i stedet en krævende allieret i Stortinget uden regeringsmagt.

Sverige og populismen

Fredrik Reinfeldt, som Erna Solberg havde misundt i 2006, fordi han ikke var afhængig af det yderste højre, opfordrede svenskerne til at "åbne deres hjerter" for flygtninge i 2014.

På den måde fik han et medansvar for, at Sverigedemokraterna blev stærke nok til at fælde hans egen regering – og at Sverigedemokraterna nu har en magtposition over en fremtidig borgerlig regering, som Jimmie Åkesson udnytter maksimalt.

Der er flere grunde til, at et klassisk højrepopulistisk parti kom senere i Sverige end i Norge og Danmark. Det handler ikke primært om Reinfeldt. Den handler dels om det bidrag, som indvandrere ydede til det svenske industrieventyr op til 1970'erne. Det politiske Sverige skrev som det eneste land i Europa multikulturalisme ind i sin forfatning:

”Etniske sproglige og religiøse mindretals mulighed for at opretholde og udvikle deres egen kultur og sociale liv bør fremmes”, som det hedder.

Kombinationen af denne historiske arv og det faktum, at det lige netop var Sverigedemokraterna med deres baggrund i nynazistiske bevægelser, der udtrykte uroen over indvandring, lammede resten af det politiske Sverige.

Selv om Sverigedemokraterna ved efterårets valg blev det største af de partier, der ønsker et regeringsskifte, er antagelsen fra de tre andre, at SD ikke kommer med i regeringen.

Det liberale parti har gjort det klart, at hvis det sker, vil partiet ikke stemme på Ulf Kristersson som statsminister. Det forlyder også, at Liberalerna mener, at SD ikke skal have indflydelse på hverken EU-, udenrigs- eller kulturpolitik. Efteråret bliver uden tvivl hårdt for Ulf Kristersson.

Både svenske regeringsforhandlinger, dansk valg og norske finanslovsdebatter giver Altinget nok at interessere sig for i det politiske efterår, der ligger foran os.

Magnus Takvam
Politisk kommentator, Altinget Norge

Mette Frederiksen vil have borgerligt samarbejde, eller måske vil hun ikke?

Spændingen forud for det danske valg 1. november er ikke mindre, og også her er alliancer og bogstavkombinationer det dominerende tema.

Hvis Mette Frederiksen er kontroversiel og beskrives som magtfuldkommen, erkender hendes stærkeste modstandere også, at hun har styr på magtspillet. Forud for valget i 2019, hvor hun blev statsminister, var strategien at kapre vælgere fra det indvandringskritiske Dansk Folkeparti for at få flertal for rød blok.

Metoden var at kopiere en hård udlændingepolitik og lægge politisk afstand til det mere indvandringsliberale Radikale Venstre, som var en del af Socialdemokratiets regeringsgrundlag. Hun lykkedes med det og vandt regeringsmagten.

Før folketingsvalget i november har Mette Frederiksen ændret linje fra dengang og inviterer nu borgerlige partier ind i en bred allianceregering for at få et solidt regeringsgrundlag i krisetider.

Iagttagere i Danmark diskuterer på alle kanaler, om det bare er en taktik for at få moderate vælgere over på Socialdemokratiets side, eller om det er helt ærligt ment. Ikke desto mindre blev det bemærket, at Frederiksen overraskende støttede borgerlige forslag i en tv-duel søndag, herunder et skattefradrag på fire milliarder kroner.

Dette blev tolket som en gentagelse af succesformlen fra sidste valg med at kopiere modstandernes politik for at lokke vælgere over og derefter regere på egen hånd, når stemmerne er talt op. De borgerlige partier har i hvert fald blankt afvist hendes invitationer til samarbejde.

Både svenske regeringsforhandlinger, dansk valg og norske finanslovsdebatter giver Altinget nok at interessere sig for i det politiske efterår, der ligger foran os.