Stine Bosse: Lad os give Putin det, han frygter mest - solidaritet i EU

Vi er gået i fælden. Vi har gjort præcis, som Putin ønsker: Vi skændes internt. Og tilliden til EU’s udenrigspolitiske formåen falder. 

Det er tilsyneladende eftervirkningerne af det famøse besøg, som Josep Borrell, EU’s udenrigschef, foretog i Rusland for nyligt.

Under besøget udviste Rusland tre diplomater fra Tyskland, Polen og Sverige. Efterfølgende har vi set en vrede mod Borrell af bibelske dimensioner.

Borrell synes at være af den gamle liberale skole. Han er manden, der søger dialog, som han redegjorde for i sin blog med ganske kloge overvejelser efterfølgende.

Vi må fastholde, at det var Rusland, der huggede hånden af Josep Borrell, da han rakte den ud. I min optik er og bliver det Ruslands fejl, og der er intet skamfuldt i, at Borrell gjorde et forsøg på dialog.

Men denne krise må først og fremmest føre til, at vi i EU forener os i udenrigspolitikken. Josep Borrel gjorde det eneste, han kunne: Han forsøgte dialogen. Havde vi givet ham andre muskler, havde han brugt dem.

Nye sanktioner
Det er totalt afgørende, at vi lige nu ikke laver samme fejl, som vi gjorde præcis et halvt år tilbage, da Lukasjenko gennemførte et totalt udemokratisk valg i Hviderusland. Dengang kunne man blandt udenrigsministre og regeringschefer ikke blive enige om sanktioner, blandt andet fordi Cypern blokerede for det. 

Helt konkret må vi nu iværksætte nye sanktioner mod Putins inderkreds. Europa-Parlamentet har vedtaget med et meget, meget stort flertal, at vi udvider sanktionerne mod Putins nærmest allierede og olieselskaber, der støtter Putin.

Men Putin skal vide, så sikkert som han kan stole på tyngdekraften, at det får konsekvenser, når han agerer anti-demokratisk.

Stine Bosse
Formand, Europabevægelsen

Putins mål er mange. Men til enhver tid står det øverst på hans liste at holde sig selv ved magten. Og det bliver vanskeligere, hvis vi stækker hans støtter.

Det er samtidigt nødvendigt, at vi ser lidt længere frem. Vi er nødt til at være uafhængige af Rusland, så vi ikke lader os afpresse implicit og bliver fastlåst i stilstand, når det brænder på.

Det haster med at få skabt en energiunion i EU og frigøre vores energiinfrastruktur fra Rusland. Faktisk oplevede vi i 2009, at den russiske gas, der gik gennem Ukraine og videre til Østeuropa blev cuttet af. Men det er ved at gå i glemmebogen.

Hvorfor skulle det ikke kunne ske igen? Bulgarien, Tjekkiet, Estland, Ungarn, Letland, Polen, Rumænien og Slovakiet får hver især mellem 75 og 100 procent af deres import af naturgas fra Rusland, ifølge tænketanken Carnegie Europa. Dé lande er i en uhyre sårbar position.

Forenet er vi stærkere
Energi-unionen var et projekt, som Juncker satte i søen, og som Ursula von der Leyen kunne følge lidt mere op på.

Som Dansk Energi herhjemme påpeger, så er der kolossale barrierer for det europæiske el-transmissionsnet. Der er kolossale potentialer, hvis vi, i takt med at vi satser mere på vedvarende energi, også gør det nemmere at transmittere dén energi i hele Europa.

De cirka 445 milliarder dollar, vi bruger på at importere energi fra udlandet, kunne vi bruge på at investere i en grøn energi-infrastruktur. Pengene kunne passende komme fra landbrugsstøtten. Ligeledes må vi få stoppet Nord Stream 2-ledningen mellem Rusland og Tyskland, som med rette har vakt stor frustration i hele Europa.

Men, men men - før vreden løber af med os - må jeg understrege, at pisken ikke bør stå alene. Vi skal dyrke tætte bånd med Rusland - blot ikke på de områder, hvor vores sikkerhed og infrastruktur er truet.