Tidligere ambassadør: NB og DF fører indenrigspolitik på international menneskerettighedsdom

"Menneskeretten vil tvinge EU ind ad bagdøren." Denne overskrift indleder i Jyllands-Posten 17. juli DF's aktuelle næstformand Morten Messerschmidts tvivlsomme forsøg på en retsbelærende jammerklage.

Anledningen er, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i juli med 16 dommerstemmer mod én fastslog, at treårsreglen om familiesammenføring i en konkret klagers tilfælde indebærer en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK).

Nye Borgerliges fotoprofilerede formand har i Berlingske i samme anledning beslutsomt gjort gældende, at "danskerne skal bestemme udlændingepolitikken i Danmark". Javist, det skal vælgerbefolkningen, og det sker indirekte gennem de folkevalgte, så den heroiske overskrift er humbug.

Rabler det for de to fremtrædende politikere? Nej, de fører indenrigspolitik, en ædel verbal kampsport om fordeling af værdier og normer. Og de to politikere kører friløb, hvor holdninger trumfer viden. Målet er fastlagt.

”En parasit på retsstaten”
Man kan kun gisne om, hvorvidt Politikens redaktør havde et ironisk glimt i øjet, da han i oktober 2017 lod avisen lægge ryg til Messerschmidts forsøg på djævleuddrivelse. Messerschmidt sømmede således sin holdning til menneskerettigheder fast i et opstyltet og følelsesfuldt indlæg.

Han messede, at "stanken" (fra menneskerettighederne) ikke kan holdes borte. "Stadig flere ser det, stadig flere vil ændre det: Menneskerettighederne er et angreb på demokratiet, en parasit på retsstaten." I klart sprog betyder det, at menneskerettighederne indskrænker et flertals politiske råderum, en holdning han som flertalsdemokrat ofte har gentaget.

DF's formand Kristian Thulesen Dahl udtrykte sig afdæmpet, da han nyligt fremsatte et – ganske vist – paradeforslag til indenrigspolitisk markering. Han foreslår, at regeringen skal pålægges at lave en "grundig udredning" af Danmarks forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. Det skal ske via en uafhængig ekspertgruppe af jurister.

Når krudtrøgen er lettet efter denne spærreild, kunne man spørge sig selv, om angrebet på domstolen er et redeligt indlæg i den politiske debat eller udtryk for manglende dømmekraft?

Claus von Barnekow
Seniorrådgiver i Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, forhenværende ambassadør ved Europarådet

DF's formand inklinerede i øvrigt over for Nye Borgerliges formand under folketingsdebatten i oktober sidste år om statsministerens åbningsredegørelse i Folketinget.  Om udvisning af kriminelle udlændinge sagde Thulesen Dahl, at "Hovedproblemet ... er ... internationale konventioner ... det er nødvendigt at træde ud ... eller tage forbehold for centrale dele. Vil nye Borgerlige med Dansk Folkeparti ... indgå en pagt om, ... at udtræde af de internationale konventioner."

Pernille Vermund svarede bekræftende.

Kalder på refleksion
Et kriterium for troværdighed er, at en given person ikke gribes i at lyve, og at oplysninger, der fremsættes, er sande. Men der kan udvælges fakta, der påvirker i en bestemt retning og dermed synes at underbygge den opfattelse, der ønskes formidlet. Nuancer, bredere sammenhænge og afledede konsekvenser af en beslutning, ses der bort fra.

I artiklen i Jyllands-Posten påstår DF's aktuelle næstformand Morten Messerschmidt med en ensidig argumentation, at med afgørelsen fra EMD vil "døve kunne høre, og blinde kunne se", hvordan den internationale ret "er i fuld færd med at skabe sin egen og ukontrollerede ret.

Afgørelsen bygger på "netop EU-ret", som Danmark i kraft af sit retsforbehold ikke er omfattet af.

"Strasbourg smelter således FN, EU og menneskeretten sammen i en perfekt enhed med det formål at tilsidesætte den nationale ret." EMD "gennemtvinger EU's udlændingepolitik over Danmark. Dommen er afsagt "ud fra retsregler uden gyldighed i Danmark."

Det er ikke rigtigt, "at Danmark har krænket menneskeretten", idet Højesteret fandt, at treårsreglen var "inden for den etablerede skønsmargin." Dommen er et "juridisk kupforsøg". Dommere har "ubeføjet" tiltaget sig magt. Dommerne har ofte ringe kvalifikationer. Mange er "mindre trænede i at træffe korrekte afgørelser med vidtrækkende konsekvenser. Burde det ikke kalde på refleksion?" 

Når krudtrøgen er lettet efter denne spærreild, kunne man spørge sig selv, om angrebet på domstolen er et redeligt indlæg i den politiske debat eller udtryk for manglende dømmekraft? At EMD har reflekteret over sin afgørelse, kan der ikke jævnfør EMD's ræsonnement stilles spørgsmål ved, men har Morten Messerschmidt reflekteret over sin kritik og de argumenter, han bringer til torvs?

Svag juridisk argumentation
"Vil døve kunne høre, og blinde kunne se", indleder han nedladende sit alarmistiske indlæg. Kvaliteten af den juridiske argumentation er sådan, at man må give Nima Zamani ret i, at "man skulle tro, Morten Messerschmidt har trukket sin juraeksamen i en tombola."

Hvem mener som Morten Messerschmidt?

Det gør Nye Borgerliges Pernille Vermund, som i sin afsondrede forståelse for folkeretlige principper og forpligtende internationalt samarbejde viser Europarådet og EU en knytnæve, der i givet fald ville ramme dette land som en boomerang.

Hun mener blandt andet, at "en stille accept af dommene [fra EMD] vil cementere domstolens magt og dermed være et gigantisk politisk svigt, idet "politiserende jurister og menneskerettighedsaktivister langt herfra da bestemmer vor udlændingepolitik.”

Det er tid til et begyndende opgør mod EMD, udbasunerer også denne flertalsdemokrat, hvis politiske hukommelse ikke omfatter den forrige regerings fejlslagne og renomméskadende forsøg herpå under Danmarks formandskab for Europarådets Ministerkomité 2017-2018.

Hvad siger en politisk uafhængig, kvalificeret juraforsker? Ruleoflaw.dk, Danmarks juridiske blog, er en uafhængig blog. Den er et forum for faglig debat om aktuelle emner inden for afgrænsede juridiske områder, herunder menneskeret og folkeret. Bloggen skulle gerne være interessant, også for medier, politikere og samfundsinteresserede uden juridisk baggrund, anføres det.

Denne forsker har i et nøgternt og upolitisk indlæg "Menneskerettighedsdomstolen dom om treårsreglen" blandt andet vurderet, at EMD's afgørelse "fremstår juridisk velbegrundet."

Efter en grundig behandling af spørgsmålet om skønsmargin, som der redegøres for, konkluderer EMD således, at når en krænkelse har fundet sted, så er hovedårsagen, at den danske lovgivning er udformet så restriktivt, at der i den konkrete sag ikke blev foretaget en reel og fyldestgørende individuel vurdering.

EMD går, anfører forskeren, i sine overvejelser bemærkelsesværdigt langt for at imødekomme staternes interesse i at have et spillerum på familiesammenføringsområdet. Dette er på linje med de seneste års tendens til en relativ vid skønsmargin til staterne i udlændingesager. En vis revision af lovgivningen synes nu påkrævet, hvis dommen skal efterleves.

Danmark har imidlertid som alle andre medlemsstater i Europarådet anvendt sin suverænitet til efter en demokratisk afgørelse at tilslutte sig konventionsystemet og dermed frivilligt underlagt sig EMD's kompetence.

Claus von Barnekow
Seniorrådgiver i Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, forhenværende ambassadør ved Europarådet

Der peges på, at EMD's anvendelse af EU-ret i sagen hverken "synes nyskabende eller juridisk kontroversiel." Regeringen opfordrede selv EMD til at lægge vægt på EU-retten som fortolkningsbidrag. Også national ret og international ret med mere inddrages, når indholdet af EMRK fastlægges. Der er intet nyt her.   

Det er politik – ikke jura
Sammenlign denne juridiske udlægning med Morten Messerschmidts politiske, iklædt juridiske gevandter, ovenfor.

Hvad skal man mene? Hvilken information kan man uddrage af teksterne? Hvem fremstår troværdig og tillidsskabende i sin hensigt og argumentation? Kan synspunkterne, der stritter i hver deres retning, forenes?

Næppe. Den højrenationale flertalsdemokrat Morten Messerschmidt (og med ham den højrenationale Pernille Vermund) har den opfattelse, at menneskerettighedsdommere – som gør det arbejde, de er sat til af medlemsstaterne – er sat over demokratiet. Messerschmidt vil ud af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som han tidligere har tilkendegivet.

Det er politik, ikke jura. Danmark vil i givet fald da være den eneste anden europæiske stat, hvis borgere ikke ville nyde EMRK's beskyttelse mod staten. Den første er Belarus.

Forskeren mener derimod, at EMD's afgørelse er juridisk velbegrundet. Det er fortolkning af en juridisk problemstilling. Ikke en politik. Messerschmidt synes at hælde til en sammensværgelsesteori, "et kupforsøg", til et djævelsk rænkespil med den dybere mening, at EU får adgang af bagdøren via menneskeretten, et retligt konspiratorisk QAnon.

Danmark har imidlertid som alle andre medlemsstater i Europarådet anvendt sin suverænitet til efter en demokratisk afgørelse at tilslutte sig konventionsystemet og dermed frivilligt underlagt sig EMD's kompetence.

"Lever vi i en retsstat?" har Morten Messerschmidt spurgt i forbindelse med sin aktuelle dom for bedrageri og dokumentforfalskning. Finder han ikke, at de danske domstoles afgørelser i hans straffesag bygger på princippet om retten til en retfœrdig rettergang, kan han jo overveje at indbringe afgørelsen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og dens dommere i Strasbourg. Det kan han, fordi Danmark imod hans politiske ønske og overbevisning fortsat er medlem af Europarådet.

Skulle han vœre i tvivl, er den relevante artikel i EMRK, artikel 6.