Vækst er den rette krisemedicin

Arbejdsløsheden i eurozonen har nu nået det højeste niveau siden den fælles valutas indførelse. 10,8 procent står den på i den netop offentliggjorte opgørelse. Og resten af Europa følger desværre godt med. Så i dag er der knap 25 millioner arbejdsløse europæere. 

De utallige ekstraordinære topmøder, krisepakker og nye regler for medlemslandenes økonomi har ikke gjort nogen positiv forskel for dem. Snarere tværtimod. EU’s politik har nemlig ikke formået at vende den økonomiske udvikling, men derimod forstærket den. 

Så tre år efter, at finanskrisen i første omgang sendte økonomien til tælling, er der igen tilbagegang i Europa. I det sidste kvartal af 2011 oplevede Europa således en negativ vækst på 0,3 procent. Mens verdensøkonomien for længst er kommet sig, og selv USA så småt er begyndt at skabe nye job, humper Europa stadig rundt uden udsigt til at blive fri af sine kvaler.

Forkert krisemedicin
Og der er efterhånden meget, der tyder på, at det er den europæiske krisemedicin, der er problemet. Advarslerne om, at besparelserne og de finanspolitiske stramninger ville kvæle væksten og forlænge krisen, lader således til at holde stik. 

I 2010 var der kommet gang i væksten i EU igen, og ledigheden fladede ud. Ved indgangen til 2011 var der sågar et lille fald i den europæiske arbejdsløshed. Men så slog spareiveren igennem, og henover året gik økonomien i stå for siden at falde tilbage, og arbejdsløsheden begyndte at stige igen. 

Mens Europas regeringsledere smilede, og igen og igen påstod, at nu havde man fundet den endelige løsning på gældskvalerne og skabt tillid på finansmarkederne, blev virkeligheden for de europæiske borgere kun værre. Hvorfor? Fordi regeringslederne havde deres opmærksomhed det forkerte sted. 

Statsgæld er ikke problemet  
Finanskrisen og den deraf følgende økonomiske krise og krise på arbejdsmarkedet er de seneste år således blevet set gennem et og kun et perspektiv: De europæiske landes statsgæld. 

Krisen er derfor også i det store og hele blevet defineret som en gældskrise. Men gælden er ikke det grundlæggende problem. Den er reelt kun symptomet på det. 

For nok har flere af EU-landene en høj statsgæld. Men gælden er steget til det høje niveau på grund af finanskrisen, fordi de europæiske stater reddede krakkede banker, holdt hånden under økonomien, brugte flere penge på arbejdsløse og fik færre skatteindtægter. 

Gælden er ikke et tegn på, at indretningen af de europæiske velfærdsstater ikke længere hænger sammen – som man ellers skulle tro, når man lytter til de fleste økonomer og politikere. Derimod er gælden et tegn på omkostningerne af en finanskrise, som vi stadig betaler prisen for.

Og gælden vil forblive høj så længe, der ikke kommer gang i økonomien. For hvordan skal Spanien eller Grækenland kunne nedbringe deres gæld, mens deres økonomi skrumper, og arbejdsløsheden stiger til det ubegribelige?

Skab vækst! 
Vækst og jobskabelse er det bedste redskab til at nedbringe statsgæld. Alligevel har fokus fra EU’s side været på kortsigtet at tilfredsstille de finansielle markeder ved at love stadig skarpere nedskæringer og mere brutale spareprogrammer.

Opfindsomheden har været stor, når det kom til at finde nye måder at vise, at man kærede sig om banker og andre finansielle institutioners tilgodehavender i Grækenland, Irland og Portugal. Til gengæld har den fuldstændig manglet, når det kom til vækst og jobskabelse.

Ny recession forude 
Konsekvensen er ikke til at tage fejl af. EU-Kommissionen forventer nu økonomisk stagnation i hele EU og en mild recession i eurozonen i 2012. Og det tyske makroøkonomiske institut (IMK) går skridtet videre og forudser negativ vækst på 0,8 og 0,5 procent i henholdsvis 2012 og 2013 for eurozonen. Selv zonens stærke land, Tyskland, har ikke udsigt til at skrabe sig over 1 procent i vækst om året.

Uden gang i økonomien og med udsigt til yderligere besparelser rundt omkring i Europa vil arbejdsløsheden fortsætte med at stige. Dermed kan ungdomsarbejdsløsheden – der allerede er surrealistisk høj på 22 procent i hele Europa og på 50 procent i lande som Spanien og Grækenland – nå et endnu mere alarmerende niveau, og de sociale problemer overstige vores fantasi.

Derfor kan man frygte, at det værste af Europas krise stadig venter forude. For sparekursen, med finanspagten som dens fremmeste emblem, har indtil videre kun fanget os i en nedadgående spiral, hvor krisemedicinen gør de de økonomiske problemer selvforstærkende. 

Det ville være rart at kunne være optimistisk på de 25 millioner arbejdsløse europæeres vegne. Men så længe Europa følger den nuværende fejlkurs, er der ikke meget håb for dem.