Vestager forudser sammenstød og konflikt med Elon Musk om Twitter

Twitterbossens påstande om ytringsfrihed klinger hult, siger EU’s topchef for det digitale marked. Mød kommissionens næstformand, Margrethe Vestager, og hør hendes advarsel til den amerikanske tech-milliardær i årets sidste udgave af Altingets podcast fra Bruxelles – hvor vi også taler om Vestagers serie af tabte sager ved EU-Domstolen.

Musk er velkommen i Europa - men han skal overholde reglerne, siger Vestager.
Musk er velkommen i Europa - men han skal overholde reglerne, siger Vestager.Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix
Thomas Lauritzen

BRUXELLES: Selv om man er en af klodens rigeste mænd, så kan man ikke bare gøre et af den vestlige verdens vigtigste sociale medier til sin egen personlige legeplads.

I hvert fald ikke hvis man vil blive ved med at udbyde sin service på Europas digitale marked, som er hastigt på vej til at indføre verdens strammeste regler og rettigheder for internettet.

”Det er klart, at der kan blive et sammenstød,” lyder Margrethe Vestagers advarselsskud til tech-milliardæren Elon Musk, som i oktober overtog Twitter for en pris på over 300 milliarder kroner.

Når man kan se, at han fjerner journalister, som er kritiske over for det, han gør, så virker det hult. For så er det jo altså ikke total ytringsfrihed længere.

Margrethe Vestager
Ledende næstformand, EU-Kommissionen

Som både konkurrencekommissær og ledende næstformand i EU-Kommissionen med ansvar for den digitale udvikling er Vestager en af de vigtigste håndhævere af europæisk lovgivning for de sociale medier i Europa.

Derfor er det alt andet end ligegyldigt, hvad den danske topkommissær mener om Twitters opførsel over for brugere som for eksempel de amerikanske journalister, Musk har udelukket fra det sociale medie, efter at de har kritiseret ham selv. Hun synes, at hans forsvar for fuldstændig ytringsfrihed lyder mere og mere utroværdigt.

”Når man kan se, at han fjerner journalister, som er kritiske over for det, han gør, så virker det hult. For så er det jo altså ikke total ytringsfrihed længere,” siger Vestager i et stort interview med Altingets europæiske podcast, som du kan finde i dit podcastfeed eller ved at klikke på linket over denne artikel.

Tvivl om Twitters overholdelse af Europas regler

Siden sin overtagelse af Twitter har Elon Musk med massefyringer og tilsyneladende spontane, uforudsigelige beslutninger om betaling og adgang til medieplatformen skabt usikkerhed om Twitters evne og vilje til at overholde EU’s regler.

EU har i år vedtaget Digital Services Act (DSA), som vil træde i kraft i løbet af 2023 og stille en række præcise krav til de store aktører på internettet.

”Hvis man tager noget ned, skal man give folk mulighed for at klage, så de kan få deres ting op igen, hvis det viser sig, at det ikke var ulovligt. Der er helt klart en risiko for, at Twitter under Musks lederskab kan komme i konflikt med de regler,” siger Margrethe Vestager.

I denne uge har formanden for Europa-Parlamentet sendt en invitation til Elon Musk om at komme på besøg i parlamentet for at diskutere Twitters forhold til den europæiske internetlovgivning. Chefen for Facebook fik en lignende invitation i 2018, og dengang mødte Mark Zuckerberg op. 

Du kan høre mere om Vestagers bekymringer for Twitter i podcasten, hvor kommissionens næstformand også fortæller om Europas grønne industrikapløb med USA – og om de store sager, hun på det seneste har tabt ved EU-Domstolen.

 

Lyt til podcasten i afspilleren øverst i artiklen eller i din app.

 

Vært: Thomas Lauritzen, Europa-analytiker.

Gæst: Margrethe Vestager, ledende næstformand i EU-Kommissionen.

Producer: Magnus Ebsen Bøgelund Pedersen, podcastassistent.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Margrethe Vestager

Ledende næstformand, EU-Kommissionen, kommissær for konkurrence, formand for Kommissærgruppen om et 'Europa Klar til den Digitale Tidsalder', fhv. minister, politisk leder & MF (R)
cand.polit. (Københavns Uni. 1993)

Elon Musk

Medstifter, administrerende direktør og chefdesigner, SpaceX, medstifter og direktør, Tesla, Neuralink og The Boring Company.

Thomas Lauritzen

Europa-analytiker, Altinget
journalist (Danmarks Journalisthøjskole 1994)

0:000:00