Villumsen svarer Vistisen: Din kritik af mig er regulært vrøvl pakket ind i dårlige undskyldninger

Jeg tror, jeg kom til at træde på en øm tå. DFs medlem af Europa-Parlamentet synes i hvert fald at være utilfreds med, at jeg bider mærke i, hvordan DF enten har stemt eller undladt at stemme.

Normalt ville jeg blot trække på skuldrene, men jeg følte ikke, at hans påstande skulle stå uimodsagte. Ikke mindst fordi så meget af det er noget regulært vrøvl pakket ind i dårlige undskyldninger.

DFs klimapolitik er et levn fra fortiden

Hvis vi starter med det klimapolitiske, er det først, der bringes på bane, en dansk aftale partiet er med i. Hvad har det med deres EU-politik at gøre, vil du måske spørge? Og det vil jeg egentlig også, for det virker underligt malplaceret i en diskussion, om hvad der konkret er blevet stemt i Bruxelles og Strasbourg.

Kommer det til EU, mener Vistisen tilsyneladende, at klimapolitikken skaber unfair konkurrence. Med det udsagn in mente kan man så undre sig over, hvorfor DF ikke eksempelvis støttede forslaget om en klimatold? Det er jo noget, der lige netop skal beskytte virksomheder i Europa mod unfair konkurrence.

Et hurtigt tjek viser da også, at DF’s ”principielle holdning” slet ikke er så sammenhængende, som Vistisen lader som om

Nikolaj Villumsen
MEP, Enhedslisten

Resten af argumenterne, om at der ikke skal regulering men blot ”markedet” og forskning til, synes jeg mest virker som opbakning til en af de pointer, jeg prøvede at komme med: At man stadigt kan genkende tidligere tiders DF-klimafornægtelse.

Ganske vist siger man, at man ”deler målsætningen om en ambitiøs klimaindsats”, men samtidigt vil partiet ikke gøre noget ambitiøst. Så der er vist ikke så meget andet at sige, end at 90'erne ringede, og de vil gerne have deres borgerlige klimapolitik tilbage.

Dermed i øvrigt ikke sagt, at jeg accepterer, at man kan kalde DF for grønt eller klimaprogressivt i en dansk sammenhæng, men den diskussion må vi tage en anden gang.

Hvad vil Vistisen udenrigspolitisk?

Bedre bliver argumentationen bestemt ikke, når det kommer til EU og udenrigspolitik – snarere tværtimod. Efter at have læst DFs svar har jeg blandt andet ikke kunnet lade være med at undre mig over et par ting:

Det er naivt at lade som om, EU ikke i dag spiller en udenrigspolitisk rolle

Nikolaj Villumsen
MEP, Enhedslisten

For det første, DF mener om udenrigspolitikken, at ”EU-Parlamentet skal blande sig helt uden om området”.

Det får mig til at undre mig over, at Vistisen i sin tidligere periode i Bruxelles valgte at skifte fra EU-Parlamentets budgetkontroludvalg og til udenrigsudvalget. Et udvalg der netop beskæftiger sig med EU’s udenrigspolitik. Dengang var han også medvært for flere arrangementer om udenrigspolitik i EU-Parlamentet – herunder eksempelvis om EU’s politik overfor Saudi Arabien og Iran.

Misforstå mig endeligt ikke, jeg mener ikke at EU skal køre vores udenrigspolitik, og ej heller at enstemmigheden på området skal afskaffes.

Men jeg mener, det er naivt at lade som om, EU ikke i dag spiller en udenrigspolitisk rolle, eller at EU-Parlamentet, direkte og indirekte, ikke har indflydelse på den. Det gælder eksempelvis, når vi taler om sanktioner eller om handelspolitiske aftaler.

Inkonsekvent og hyklerisk

Dernæst kommer, at DFs politiker ikke mener, han skal svare på, hvorfor han valgte ikke at stemme for en resolution, der klart kaldte på, at homoseksualitet skal afkriminaliseres globalt.

En resolution der også kræver, at EU skal bruge de redskaber, man har til rådighed, for at kæmpe for, at det sker. Årsagen til den manglende støtte synes at være, at den type af resolutioner er ”generelt et forsøg fra Europa-Parlamentet på at overskride sine traktatbeføjelser og kræve magt på et område, hvor man ikke har det.”

Der er vist ikke så meget andet at sige, end at 90'erne ringede, og de vil gerne have deres borgerlige klimapolitik tilbage

Nikolaj Villumsen
MEP, Enhedslisten

Det udsagn kan man være enig eller uenig i, men hvis det skal tillægges vægt som argument, så må man vel forvente, at det er et område, DF er konsekvent på? MEN, sådan forholder det sig ikke i den virkelige verden.

Et hurtigt tjek af, hvordan der i øvrigt blev stemt under den pågældende samling, viser da også, at DF’s ”principielle holdning” slet ikke er så sammenhængende, som Vistisen lader som om.

For under samme samling stemte han faktisk for ikke blot én, men hele to andre udenrigspolitiske resolutioner: én om blasfemi og potentiel dødsstraf for blasfemi i Nigeria, og en anden om situationen i Rusland og fængslingerne af Vladimir Karamursa og Alexander Navalny.

Misforstå mig ikke, jeg synes, det er mere end fint, at Vistisen i det mindste støttede to af resolutionerne. Taget i betragtning af at jeg selv havde været med til at forhandle den ene af dem og i øvrigt også talte i den debat, vi havde om sagen, overrasker det vel næppe. Jeg synes bare ikke, det harmonerer med begrundelsen for, at DF ikke støttede lige præcis resolutionen om afkriminalisering af homoseksualitet.

DF og Vistisens hovedprincip er zigzag

Faktisk synes jeg, det hele skaber et billede af en ”principiel holdning”, der zigzagger. Kaster man blikket lidt bagud, viser det sig da også hurtigt, at der er præcedens for denne zigzaggen: I februar i år undlod Vistisen at stemme for resolutionen om vold mod oppositionsaktivister i Ækvatorial Guinea, men under samme samling stemte han for en resolution om den russiske dissident Navalny.

I januar stemte Anders Vistisen – i øvrigt som den eneste fra sin politiske gruppe – for en resolution om at fordømme stormen på de demokratiske institutioner i Brasilien men undlod derefter at stemme for resolutionen om situationen for journalister i Marokko.

Selv ikke julehumøret synes at have påvirket princippet. I december 2022 ville DFs EU-politiker ikke støtte resolutionen om den dansker, der er fængslet i Bahrain, og menneskerettighedssituationen i golfstatsdiktaturet. Her var Vistisen igen det eneste medlem af sin gruppe, der ikke blot undlod at stemme for men decideret stemte imod resolutionen.

Samme session stemte han dog for en resolution om at anerkende Holodomor i Ukraine som folkemord gennem hungersnød. Sådan kunne vi sikkert fortsætte, men det tror jeg ikke, der er grund til.

Efter at have læst svaret til mig står to ting klart:

1: Jeg tror aldrig, jeg kommer til at forstå DFs argumentation for hverken deres klima- eller udenrigspolitik; og

2. Enhedslistens politik og DFs politik bliver - heldigvis - aldrig den samme, heller ikke når det gælder EU.