En af landets førende EU-eksperter er død: Peter Leif Vesterdorf blev 81 år gammel
Tidligere chef for Håndværksrådets arbejde i EU Peter Leif Vesterdorf er død. Han blev 81 år gammel. Begravelsen finder sted 13. december 2023.
Johan Auken Alstrup
RedaktionsassistentPeter Leif Vesterdorf, en af Danmark centrale eksperter på området om statsstøtte og EU-ret, er død i en alder af 81 år.
Det oplyser hans døtre.
"Far var til stadighed optaget af såvel familie og venner som politik og nyheder, og han bekymrede sig oprigtigt om situationen i både Ukraine og Gaza, som han fulgte med i via internettet," skriver de og fortsætter:
"Men han nærede også en usvækket interesse for de af livets glæder, han altid har nydt i fulde drag – sang og musik, vin og god mad (gerne noget med and eller flødeskum!), selv om han desværre ikke længere selv kunne underholde selskabet med en storslået arie."
Vesterdorf blev uddannet cand.jur. i 1969 og tog senere en licentiatgrad med en afhandling om Europa-Parlamentet og europæisk integration. Sidenhen blev han ansat i Venstres sekretariat i Folketinget og derefter som fuldmægtig i Europa-Parlamentet.
Det var dog hans tid i Håndværksrådet (i dag SMVdanmark), der havde særlig betydning for offentlighedens kendskab til Vesterdorf. Efter en tid ved Udenrigsministeriet og Domstolen i Luxembourg blev han i 1987 sat i spidsen for rådets arbejde i EU.
Her blev Vesterdorf ofte brugt som ekspert i medierne, når det gjaldt statsstøtte og EU. Han var samtidig medlem af Konkurrencerådet og skrev flere bøger om EU-jura.
Peter Leif Vesterdorf døde på Gentofte Hospital morgenen torsdag 30. november. Han levede med Parkinsons-sygdom de sidste fire år af sit liv.
Han begraves i Haslev Kirke onsdag 13. december klokken 13.