Analyse: Sejr med modhager

De havde gjort forarbejdet grundigt og systematisk, de har ventet meget længe på det - og så endte de med en sejr, der fra første dag indvarsler store problemer. Helle Thorning-Schmidt (S) bliver omsider statsminister, men hendes politiske råderum er indskrænket - og hendes nære makker Villy Søvndal (SF) er svækket i katastrofal grad.

Det er situationen efter en valgkamp, hvor S-SF har kørt underdrejet og ladet De Radikale og Enhedslisten vokse til en størrelse, der kan vise sig uhåndterlige for en ny regering. For selvom Helle Thorning-Schmidt får landets højeste post, bliver det ikke hende, der kommer til at sidde ved rorpinden i den økonomiske politik. Det bliver den radikale leder, Margrethe Vestager, der blev den egentlige triumfator ved folketingsvalget.

Rødt drama
Ændringen af styrkeforholdet inden for rød blok er et valgets helt store dramaer, og det vil få afgørende betydning i årene frem. Det var SF, der i lang tid holdt Thorning flydende efter hendes ringe resultat ved valget i 2007, og det var S-SF-alliancen, der skabte et stærkt og troværdigt alternativ til VKO. Hvad Thorning da også kvitterede for i sin tale i Vega.

Thornings eget resultat var alt andet end imponerende, men den historisk lave tilslutning til Socialdemokraterne er ikke i sig selv afgørende. Thorning har potentiale til at blive en stilsikker statsminister, og hun har gode chancer for at øge tilslutningen til sit eget parti ved næste valg. Men hendes regering bliver på Vestagers nåde, og det vil gøre ondt langt ind i det socialdemokratiske bagland - ikke mindst i fagbevægelsen.    

Hvis SF ikke tager de strategiske konsekvenser af den mislykkede valgkamp, risikerer drømmen om ministerposter at blive udlevet som et mareridt.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget|Christiansborg

Kameler på stribe
Den første af den lange række kameler, Thorning og Søvndal kommer til at fortære i Vestagers finere franske køkken, er tilbagetrækningsreformen, som nu bliver ført igennem. For Dansk Folkeparti står fast på aftalen, selv hvis den permanente grænsekontrol forsvinder. Men det bliver ikke den eneste ydmygelse. For De Radikale har for længst slået fast, at den reform langtfra er nok til at sikre økonomien. Den melding er ualmindelig ildevarslende for SF.

Vælgerne fra S og SF har i årevis tørstet efter en ny regering, og forventningspresset er blevet enormt. Kommer den forventede treparti-regering til at føre en økonomisk politik, hvor Vestager er den egentlige dukkefører, kan det få SF til at gå op i limningen. For Søvndal kan ikke længere være spor sikker på, at han kan få folketingsgruppe og bagland til at makke ret.

Søvndals prestige
Efter en ultra-defensiv og profilløs valgkamp er SF-formandens prestige svundet kraftigt ind. På Christiansborg gik diskussionerne på valgaftenen ligefrem, om SF med et så dårligt resultat vil gå i regering. Det er der dog ingen tvivl om, at SF vil - og det bliver et samlet S-SF, der inviterer De Radikale til regeringsforhandlinger.

Men efter at have smidt hele syv mandater i selve valgkampen, risikerer SF at komme med som det tynde øl. Hvis Søvndal ikke tager de strategiske konsekvenser af den mislykkede valgkamp, risikerer drømmen om ministerposter at blive udlevet som et mareridt.

Det gør selvsagt ikke situationen lettere, at Johanne Schmidt-Nielsen fik tredoblet opbakningen til Enhedslisten, der nu er næsten lige så stor som SF - og i København decideret har givet baghjul til Søvndals tropper. Med den brede appel Enhedslistens frontfigur har givet sit parti, vil det få nye muligheder for at årelade et SF, der bliver tynget af regeringsansvar. 

Eventyrligt held
Så er situationen noget mere munter for De Radikale, der har leveret en meget professionel indsats - og haft et helt eventyrligt held. For mindre end et år siden lå De Radikale og rallende under det i forvejen ringe valgresultat fra 2007, men så begyndte foræringerne at komme i en lind strøm.

Først gik Søvndal galt i diskussionen om pointsystemerne, mens Radikale stod tilbage som de principfaste. Dernæst vendte først Lars Løkke Rasmussen (V) og siden Pia Kjærsgaard (DF) 180 grader, så der pludselig var flertal for den radikale mærkesag om at decimere efterlønnen.

Derefter spillede Dansk Folkeparti for en gangs skyld sine kort forkert. I forårets forhandlinger om tilbagetrækningsreformen bandt DF sig til at stå ved reformen - selv hvis partiets indrømmelser på udlændingeområdet blev taget fra det. Dermed fik De Radikale det bedste fra begge verdener.

I selve valgkampen udnyttede De Radikale flot alliancen med den konservative leder Lars Barfoed, der på sin side intet fik ud af den. Og samtidig var Vestager i den gunstige situation, at hverken S eller SF for alvor turde angribe hendes borgerlige flirt. Dermed fik Vestagers foræret forudsætningerne for en storsejr. Dem udnyttede hun perfekt, men ikke engang i de vildeste radikale drømme, havde man forventet at blive større end SF.

Blå lyspunkter
På den borgerlige side blev det langt fra så sort i sort, som det så ud til på forhånd. Valgresultatet blev tættere end forventet med kun tre mandaters afstand, hvis man ser bort fra de nordatlantiske. Dertil kommer, at Lars Løkke Rasmussen (V) stik mod alle odds fik hentet en lille fremgang til Venstre, der fortsat er landets største parti. En kampberedt Løkke gjorde da også ganske klart, at han ingen planer har om at forlade politik. Og det er der al mulig grund til at tro på.

Anders Samuelsen og Liberal Alliance har ligeledes grund til at være tilfredse. For et par år siden var LA et eksotisk promilleparti, og partiet blev kun holdt i live på Samuelsens nærmest fanatiske viljestyrke. Nu overopfyldte han sin egen målsætning ved at gafle ni mandater.

DF kan leve med sit resultat, hvor nederlaget blev begrænset. Men det var ikke desto mindre DF's første nederlag nogensinde - og givetvis en regning for tilbagetrækningsreformen, der deler partiets vælgerkorps. Med de radikale arvefjender i regering skal DF ikke vente at blive inviteret til mange realitetsforhandlinger, og Pia Kjærsgaard tog da også konsekvensen og varslede en benhård opposition.

R-K-illiusionen
For Lars Barfoed og Konservative er resultatet ikke alene dårligt, det er elendigt. Man havde ikke forventet, at han kunne nå op i nærheden af Bendt Bendtsens "magiske ti procent", men man havde dog regnet med, at Barfoed kunne løfte partiet en smule over Espersens bundniveau. Ikke engang det lykkedes. Alligevel kan Barfoed formodentlig fortsætte som leder som følge af mangel på alternativer.

Men det er værd at bemærke, at Konservative - som Folketingets mindste parti - ikke selvstændigt kan danne flertal med en S-SF-R regering. Dermed bliver den højt besungne R-K-alliance helt uden betydning - og det drysser trods alt en smule malurt i Vestagers sejrspokal.

Med et kampberedt Venstre og Dansk Folkeparti bliver manøvremulighederne begrænsede for Thorning, der kan komme til at fægte sig frem fra sag til sag. Det kan let ende med et nyvalg betydelig hurtigere end forventet.