Debat

Bæredygtigt Landbrug til Connie Hedegaard: Ønsker du, at Europa skal leve af kinesisk mad?

Den tidligere klimakommissær burde analysere de europæiske rammevilkår på fødevareområdet nærmere. For intet er mere forkert, end at dansk landbrug er fodslæbende på miljø- og klimaområdet, skriver Peter Kiær.

Connie Hedegaard nedgør landbrugets argument om, at ”vi producerer bare, hvad forbrugerne vil have”. Hvad skulle vi dog ellers producere, spørger Peter Kiær.<br>
Connie Hedegaard nedgør landbrugets argument om, at ”vi producerer bare, hvad forbrugerne vil have”. Hvad skulle vi dog ellers producere, spørger Peter Kiær.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Peter Kiær
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

"Landbruget går med de samme skyklapper, som har kostet bilindustrien dyrt", skriver Connie Hedegaard 20. september på Altinget.

Hun glemmer imidlertid en vigtig detalje i sammenligningen med Kina. Vi er således bekymret for tendensen til, at kineserne i de kommende år vil styrke deres fødevareproduktion, mens EU kan ende med at begrænse sin.

I Danmark sætter vi en ære i at producere fødevarer med et lavt klimaaftryk og med et – internationalt set – uhyre minimalt forbrug af medicin og planteværnsmidler.

Vi har netop vist, at vi kan producere mad på klimarigtig vis uden at opføre slagtesvineproduktion i endeløse rækker af højhuse på 24 etager

Peter Kiær
Formand, Bæredygtigt Landbrug

Vi har leveret på reduceret kvælstofforbrug og har en af verdens højeste kvælstofudnyttelsesprocenter i planteavlen – samtidig med at vi går foran inden for den cirkulære kulstoføkonomi, hvor biogas erstatter fossil naturgas, ligesom halm og flis udskifter kullet i nationens kraftværker.

Der udvikles fortsat for fuld kraft. Intet er således mere forkert, end at dansk landbrug er fodslæbende på miljø- og klimaområdet.

Verdens største svineproducent er såmænd kinesisk og leverer den nette sum af 60 millioner slagtesvin årligt. Det er da flot af Kina – med den enorme animalske sektor og med verdens største hvedeproduktion – at kunne producere fødevarer nok til befolkningens efterspørgsel. Men ekstremt pinligt, at man i fremtiden kan frygte for, at det kommer til at knibe med selvsamme her i EU.

Vi har jo ellers netop vist, at vi kan producere mad på klimarigtig vis uden at opføre slagtesvineproduktion i endeløse rækker af højhuse på 24 etager. Alligevel forringes rammevilkårene igen og igen med blandt andet mere bureaukrati og central styring fra Christiansborg og Bruxelles.

Læs også

Selvfølgelig overtager kineserne produktionen af alt muligt, hvis man lader dem gøre det. Det gælder biler, det gælder fødevarer. Jeg synes, den tidligere klimakommissær burde analysere de europæiske rammevilkår på fødevareområdet nærmere, så vi kan få en diskussion på et oplyst grundlag.

Så undgår vi forhåbentlig, at håbløs osteklokke-klimapolitik herhjemme i Danmark og Europa bevirker, at vi ikke bare skal køre i kinesiske biler fremover, men også skal spise kinesisk mad.

Connie Hedegaard nedgør landbrugets argument om, at ”vi producerer bare, hvad forbrugerne vil have”. Hvad skulle vi dog ellers producere?

Når nu både FN’s fødevareorganisation FAO samt OECD forudser stigende global kødefterspørgsel, vil det da være tåbeligt at overlade dén produktion til andre end os selv, når vi nu kan gøre det på en så klimavenlig facon som muligt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Kiær

Formand, Bæredygtigt Landbrug, landmand ved Faxe
Landmand

Connie Hedegaard

Formand, OECD’s Round Table for Sustainable Development, fhv. minister & MF (K), EU-kommissær
cand.mag. i historie og litteraturvidenskab (Københavns Uni. 1991)

0:000:00