Biolog: Politikerne bør lytte til de grønne organisationers opråb, når landsbrugsaftalen genbesøges

De danske landmænd modtager omkring syv milliarder kroner i årlig EU-landbrugsstøtte, hvilket svarer til omkring en lille million kroner per heltidslandbrug og udgør over halvdelen af landmændenes indkomst.

Landbrugsministeriet har skruet den nationale model for udbetalingen af EU-midlerne sammen på en måde, så hovedparten af støtten går til de største landbrug.

Det meste af støtten betales nemlig i form af direkte hektarstøtte. I flere andre EU-lande har regeringerne valgt at sætte et loft over denne støtte, så en mindre del af den gives til de største landbrug, og så der er mere til mellemstore og mindre landbrug, hvis overlevelsesmuligheder dermed forbedres.

Nye bio-støtteordninger har begrænset effekt

Som noget nyt indenfor EU's program for landsbrugsstøtte kan landmænd fremover også få tilskud til frivillige ”eco-schemes” – også kendt som bio-ordninger.

Disse ordninger har til formål at motivere landmændene til at nedbringe forureningen og forbedre dyrevelfærden. Bio-ordningerne gribes meget forskelligt an af regeringerne i EU-landene.

Her, ligesom indenfor så mange andre udviklingsområder, er der en vis risiko for ”grønvask”, altså at for eksempel dyrkningsmetoder, som måske ikke reelt er særligt bæredygtige, kaldes for ”regenerative”.

Søren Mark Jensen
Biolog og geograf, tidligere embedsmand i miljøministeriet og dansk forhandler i EU og FN

I Danmark har Landbrugsstyrelsen etableret fem bio-ordninger, hvoraf ingen er målrettet dyrevelfærd, men skal fremme blandt andet økologisk drift, miljøvenlig græsproduktion, varieret sædskifte og bedre vilkår for biodiversiteten.

Ordningerne er tænkt som et instrument til at fremme bæredygtigheden indenfor landbruget og giver støtte til landbrugsmæssige aktiviteter, som ligger udover de mindstekrav til miljø- og naturhensyn – GLM-krav – som landmændene i forvejen er forpligtede til at efterleve for at kunne få hektarstøtten.

Desværre har bio-ordningerne ret begrænset effekt, dels fordi de ikke er skruet sammen på en måde, som giver optimale miljø- og naturgevinster, dels fordi landmændene i øvrigt ikke udnytter dem i stort omfang.

For eksempel gives der tilskud til landmænd, som etablerer ét-årig braklægning under den af bio-ordningerne, som særligt skulle gavne biodiversiteten. Men ét-årig brak har langt mindre positive effekter end flerårig eller permanent braklægning.

EU-landenes regeringer har i det hele taget meget store frihedsgrader i forbindelse med deres udformning af de nationale modeller for udbetaling af EU-landbrugsstøtten.

For eksempel kan de, hvis der er politisk vilje hertil, udbetale mindre i hektarstøtte og mere til bio-ordninger, som de desuden kan målrette med henblik på at optimere deres ønskede effekter.

Regenerativt landbrug risikerer grønvask

Der er en stigende erkendelse af, at det moderne landbrug er uholdbart og i disharmoni med de planetære grænser, og både FN's klimapanel (IPCC) og FN's Fødevareprogram (FAO), EU-kommissionen og mange andre er begyndt at interessere sig for ”regenerativt landbrug” som en mulig vej frem mod et mere bæredygtigt landbrug.

I USA er der allerede udviklet et paradigme for ”regenerativt landbrug”, som – omend stadig i ret lille skala – anvendes i forbindelse med certificering af regenerative landbrug.

Certificering kan opnås, hvis der dyrkes økologisk, og der leves op til en række yderligere krav vedrørende nedbringelse af natur- og miljøbelastninger og vedrørende dyrevelfærd.

I Danmark er der nu også dannet Foreningen for Regenerativt Landbrug med landmænd og andre aktører, som støtter udviklingen af regenerativt landbrug. Flere forskellige aktører er i færd med at præcisere, hvad begrebet nærmere bør betyde, og altså hvilke kriterier og dokumentationskrav, der bør gælde for regenerativt landbrug.

Her, ligesom indenfor så mange andre udviklingsområder, er der en vis risiko for ”grønvask”, altså at for eksempel dyrkningsmetoder, som måske ikke reelt er særligt bæredygtige, kaldes for ”regenerative”.

Helt ærligt, erfaringerne gennem de senere årtier har talt deres tydelige sprog: Skiftende danske regeringer har ikke formået at få dansk landbrug til at foretage den nødvendige omstilling.

Søren Mark Jensen
Biolog og geograf

Om en dyrkningsmetode kaldes ”regenerativ” kan afhænge af ambitionsniveau og kan være svær at afgøre.

For eksempel er mange danske konventionelle landmænd, som dyrker foderafgrøder til den industrielle dyreproduktion, i de senere år gået over til ikke at pløje deres marker, hvilket sparer arbejde og omkostninger og gavner forholdene for blandt andet regnorme og insekter.

Kombineres ikke-pløjning med sædskifte og efterafgrøder, tales der ligefrem om ”conservation agriculture”, som kan oversættes til naturbeskyttelseslandbrug.

Omstridt ukrudtsmiddel bruges stadig

I mange tilfælde er denne praksis dog kun profitabel, hvis der samtidig anvendes pesticider til at udrydde ukrudtsplanter, som vokser mere frem, når der ikke pløjes.

I Danmark anvendes helt overvejende ukrudtsgiften Roundup til dette formål. I EU har der gennem flere år været stor uenighed om, hvorvidt Roundup burde forbydes eller ej.

EU-landene ikke har kunnet enes om hverken et generelt forbud eller en generel tilladelse til brugen af Roundup i EU, og EU-kommissionen har så i sidste uge skåret igennem og deklareret, at det er op til medlemslandene selv at bestemme.

I Holland og Frankrig har man besluttet at begrænse brugen meget, og i Tyskland vil man helt forbyde anvendelsen ved udgangen af i år. Andre EU-lande, inklusive Danmark, har ikke umiddelbart tænkt sig at lægge restriktioner på anvendelsen af Roundup.

På den baggrund kan der nok fremover forventes en noget polariseret diskussion af, om ”conservation agriculture” bør opfattes som synonymt med et bæredygtigt og regenerativt landbrug.

Nyt gennemarbejdet forslag fra grønne ngo'er

I november udgav ni grønne ngo'er – Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Vegetarisk Forening, Dyrenes Beskyttelse, Foreningen for Regenerativt Jordbrug, Foreningen Klimabevægelsen i Danmark, Greenpeace, Rådet for Grøn Omstilling, World Animal Protection og Økologisk Landsforening – et forslag til omlægning af dansk landbrug kaldet Fra foder til føde II.

Til at understøtte og finansiere omlægningen foreslås, at der indføres en ensartet klimaafgift på landbrugsproduktionen på samme niveau som den, der er indført for industrien.

Denne afgift suppleres med en klimaafgift på fødevarer, så også forbrugerne kan blive positive medspillere i omlægningen.

Blandt hovedanbefalingerne i rapporten er, at der fremover i meget højere grad skal dyrkes afgrøder til fødevarer frem for til dyrefoder, at den intensive husdyrproduktion skal reduceres kraftigt, at husdyr skal ud af industristaldene, og at den samlede dyrkningsflade skal mindskes med en fjerdedel, så der bliver plads til natur og skov, og at pesticidanvendelse skal udfases hurtigt.

Tiden er kommet til at lytte mere til den brede befolkning og de grønne organisationer.

Søren Mark Jensen
Biolog og geograf

Forfatterne fremlægger beregninger, som understøtter, at den foreslåede omlægning kan sikre en forsat stor fødevareproduktion, og at landbrugets udledning af klimagasser og kvælstof vil blive reduceret så meget, at Danmark endelig vil kunne leve op til de nationale klimamål og de gældende krav fra EU vedrørende både Vandrammedirektivets krav til kvælstof og forordningen om naturgenopretning.

Helt ærligt, erfaringerne gennem de senere årtier har talt deres tydelige sprog: Skiftende danske regeringer har ikke formået at få dansk landbrug til at foretage den nødvendige omstilling – hverken ved hjælp af småjusteringer i den nationale model for udbetalingen af EU-støtten, gennem frivillige aftaler med erhvervet eller ved hjælp af ellers rundhåndet statsstøtte til udvikling af nye landbrugsteknologier.

Landbrugsaftalen fra 2021 er det seneste klare eksempel på, at politiske målsætninger vedrørende landbrugets klima- og miljøbelastninger ikke opnås ved at forsætte sædvanlig praksis.

Når aftalen nu genbesøges af regering og Folketinget, tyder meget derfor på, at tiden er kommet til at lytte mere til den brede befolkning og de grønne organisationer.

*RETTELSE MANDAG DEN 11/12 KLOKKEN 16:05:

Tidligere fremgik det af indlægget, at fem grønne ngo'er – Danmarks Naturfredningsforening, Rådet for Grøn Omstilling, Dyrenes Beskyttelse, Dansk Vegetarforening, Klimabevægelsen og Greenpeace – havde udgivet forslaget til omlægning af dansk landbrug kaldet 'Fra foder til føde II'. Det var forkert, idet der er tale om ni grønne ngo'er, og ikke fem. De er nu alle nævnt i ovenstående indlæg. Altinget beklager fejlen.