Effektivisering viser ikke vejen til en bæredygtig fødevarefremtid

Gennem alle de år, jeg har arbejdet med bæredygtighed i vores fødevareforbrug, har jeg set fremskridt. Ikke mindst i vores evne til at forstå den effekt, vores fødevaresystem har på klodens liv. Vi er blevet klogere. Vi forstår flere sammenhænge.

Men samtidig er det mestendels gået ned ad bakke med vores aftryk på naturen: Vores fødevareforbrug har en kolossal indvirkning ikke bare på klimaet, men også på sundheden og på mangfoldigheden af arter. Selv i kloge og velregulerede Danmark lever der færre arter nu, end da jeg blev født for 50 år siden.

Hvis vi sparer penge på vores daglige indkøb, har de fleste af os blot flere penge til overs til at bruge på andre ting, som også har et klima- eller miljøaftryk.

Thomas Roland
CSR-direktør, Coop Danmark

Det er en dyster indledning, som kan læses som en anklage mod den sektor, jeg selv er en del af. Men det er ikke mit ærinde. Derimod vil jeg stille spørgsmålet: Hvorfor ender vi nogle gange med at gøre tingene værre for klodens bæredygtighed, selv når vi tror, vi gør det rigtige?

For at starte hos mig selv: Hvem elsker ikke et godt tilbud? En flæskesteg til foræringspriser før jul eller bare to flasker god vin til en skarp pris på fredagsturen i Brugsen. Det kan de fleste nok falde for.

Men tag for et øjeblik klimaøkonomens briller på: Hvis vi sparer penge på vores daglige indkøb, har de fleste af os blot flere penge til overs til at bruge på andre ting, som også har et klima- eller miljøaftryk. Vores samlede aftryk stiger altså, hver gang vi falder for et godt tilbud!

Hvis jeg var landmand og ville producere så effektivt som muligt, ville jeg ønske mig større marker, bedre arrondering og en moderne maskinpark. Det giver mig en effektiv drift og i sidste ende lavere aftryk (og lavere pris) per kilo korn eller raps, jeg høster. Men det giver også færre levende hegn og færre levesteder til andre arter, end dem jeg selv planter.

Igennem mange år har mantraet fra fødevareproducenter, fra myndigheder og sågar fra nogle grønne organisationer lydt: Vi skal producere mere effektivt, så vi kan øge udbytterne uden at bruge flere ressourcer. Det er vejen til en bæredygtig fødevarefremtid.

Men historien viser, at den strategi er forkert. For er det ikke netop, hvad hele fødevaresektoren har gjort igennem alle årene? Udbytterne fra en mark i dag er måske fire gange højere, end de var i 1945. Og aldrig har vi opdrættet grise med lavere foderforbrug. Men er presset på naturgrundlaget blevet mindre af den grund? Ikke det fjerneste.

Markerne er blevet større, traktorerne højere, afgrøderne mere forslugne og staldene længere. Udbytterne er vokset, men det meste af effektiviseringen har vi valgt at konvertere til større animalsk produktion, så mængden af kalorier tilbage til os mennesker fra vores fødevareproduktion er forblevet næsten uforandret i de sidste 80 år. I supermarkedet er priserne relativt set lavere end nogensinde, udbuddet større end før og åbningstiderne praktisk taget uendelige.

Imens styrtdykker antallet af ynglefugle i det åbne land, krybdyr og padder forsvinder med deres levesteder, antallet af insekter daler, og hjemme hos os forbrugere er både madspildet og kropsvægten større end i mine forældres generation. Så noget gør vi altså forkert, hvis vi tror, vi er tæt på at have et bæredygtigt fødevaresystem.

Jeg tror, vi skal tænke bæredygtighed på en helt anden måde, end vi har været vant til. I stedet for at optimere hver vores egen lille del af værdikæden, skal vi lære at tænke på tværs af vores fødevaresystem.

Thomas Roland
CSR-direktør, Coop Danmark

Jeg er rædselsslagen for, at vi i vores iver efter at opgøre klimaaftrykket fra vores levevis kommer til at stemple den mest effektive, højtspecialiserede og målbare produktion som den mest bæredygtige. Bæredygtighed handler nemlig om at forstå og tage hensyn til helheden og er ikke noget, man blot kan effektivisere sig til.

Allerede i 1865 beskrev den engelske økonom William Stanley Jevon paradokset: Hver gang vores produktion bliver mere effektiv, har denne fremgang det med at blive omsat til et merforbrug, fordi effektiviseringen også driver prisen ned.

Resultatet: At presset på jordens ressourcer er uforandret og måske endda stiger, jo dygtigere vi bliver til at udnytte naturgrundlaget.

Jeg tror, vi skal tænke bæredygtighed på en helt anden måde, end vi har været vant til. I stedet for at optimere hver vores egen lille del af værdikæden, skal vi lære at tænke på tværs af vores fødevaresystem.

Jeg vil opfordre landmanden til at træde ud af den klimakontrollerede kabine i den GPS-styrede traktor og kravle de tre meter til jorden, sætte sig på hug i markskellet og se firbenet sole sig.

Jeg vil opfordre brugsuddeleren til at sætte prisen på fødevarerne til det, de skal koste, og til at tale med sine kunder hver dag om, hvorfor kvalitet betaler sig i længden.

Jeg vil opfordre genforskeren og biokemikeren til at bede om mere regulering og ikke mindre. For at sikre bred accept af nye teknologier og for at bruge den tid det tager, at vurdere risici bedre, end dengang vi opfandt de første generationer af pesticider.

Og jeg vil opfordre forbrugerne til at gå forbi det næste tilbud og mærke efter, om lysten til at spare et par kroner er vigtigere end risikoen for at spise for meget, spilde det halve eller udlede mere med sit forbrug.

Og endelig vil jeg opfordre Altingets læsere til at tænde den lille bullshit-detektor næste gang, I hører eller læser, at effektivisering er vejen til bæredygtighed.

I stedet skal I kræve, at effektivisering altid følges af andre indsatser, som kan sikre, at gevinsten kommer vores klode til gode og ikke den enkelte aktør i værdikæden. Bæredygtighed handler om at tage hensyn til andre – også de andre arter.