Sådan når vi EU's mål om 25 procent økologisk landbrugsjord

EU’s 2030-mål om 25 procent økologisk landbrugsjord gør økologi til en vigtig søjle i EU's indsats for biodiversitet, vandkvalitet, klimaet og nye leveveje for landmænd og landområder.

Selve målet er også meget ambitiøst.

Enkelte lande og regioner ligger allerede tæt på eller over målet på 25 procent, inklusiv Østrig, Sverige, Estland og de spanske regioner Catalonien og Andalusien. Men med et gennemsnit på cirka ni procent i EU skal arealet næsten tredobles.

De fleste EU-lande har alt for lidt økologi i deres ”CAP Strategiske Planer” for landbruget, som gøres færdig i disse uger. Så der er meget, der skal til - også i Danmark.

Der skal naturligvis investeres massivt i markedsudvikling og udvikling af økologisk landbrug, så bidraget til biodiversitets- og klimamål bliver større, udbytterne og konkurrenceevnen bedre, mens overgangen til en mere plantebaseret og cirkulær økologisk produktion fremmes.

Det kræver, at samtlige medlemslande udvikler og finansierer meget mere omfattende økologipolitik. Nogle har næsten ingen økologipolitik. Et eksempel er Holland, hvor jeg i sidste uge præsenterede et forslag til en ny politisk ramme og markedsstrategi for landets økologi på baggrund af blandet andet danske erfaringer.

Danmarks arbejde med opbygningen af økologi har også været en stor inspiration for EU-Kommissionen og er en del af baggrunden for EU-optimismen om, at ambitiøse mål kan nås. Så hvad er det, der virker i Danmark?

Det er en kombination af offensiv økologipolitik og en mobiliseret økologibranche, som driver markedsudvikling, innovation og omlægning i landbruget sammen med alle, der vil være med, lige fra købmænd til embedsmænd.

Hvis 25 procent af landbrugsarealet skal omlægges, er der over to millioner landmænd i EU, der skal overbevises

Paul Holmbeck

Omstillingen af Danmarks offentlige køkkener er et godt eksempel, hvor omlægningen til økologi er drevet af en kombination af mindst tre offentlige indsatser - her gælder mål om 60 procent økologi, finansiering af køkkenuddannelser samt etablering af spisemærkeordning for 30, 60 og 90 procent økologi som dokumentation og motivation.

Og så er der de tre indsatser inden for økologisektoren og allierede - her gælder garantier for stabil økologisk forsyning, samarbejde med foodservice-virksomheder og uddannelse af køkkenprofessionelle.

Det handler altså om solid politik. Men også om samarbejde mellem aktører og motivation af mennesker og  institutioner. Så kan det gå stærkt.

En anden vigtig lære fra Danmark er nødvendigheden af at have nationale mål og indsatser for vækst i både det økologisk dyrkede areal men også for det økologiske salg. En ”push and pull”-strategi.

På markedssiden har finansiering fra landbrugets fonde samt etablering af Fonden for Økologisk Landbrug på initiativ af Økologisk Landsforening sikret ressourcer til bedre markedsdata, eksportfremme samt forbrugeroplysning om økologi og den økologiske branches samarbejde med detailhandelen og food service-aktører.

Tæt samarbejde med detailhandelen om at udvide det økologiske sortiment samt klar kommunikation til forbrugerne om, hvorfor man skal vælge økologi, er to af hovedårsagerne til, at der sælges mere økologi i Danmark end i nogen andre lande i verden.

I dag kender næsten 100 procent af danskerne Ø-mærket. Tilliden til mærket er tårnhøj. Og vi har en økologisk markedsandel på 30 til 50 procent på mange basisvarer som æg, mælk, havregryn, mel og nogle grønsager.

Det gør økologi til et vigtigt konkurrenceparameter for handelen. Men hvis et mål om 25 procent økologisk landsbrugsjord skal nås inden 2030, skal medlemslande - inklusiv Danmark - fortsat investere i markedsudvikling.

Ingen af disse fremskridt opstod af sig selv. Forskning peger blandt andet på stærk økologipolitik og den Økologiske Landsforening som forandringsagent.

Det vil være en gamechanger, hvis der i flere lande, og gerne i hele EU, blev indført afgifter på pesticider, kunstgødning og antibiotika

Paul Holmbeck

Men netop sådan en forandringsagent mangler i de fleste lande, selvom flere bruger Økologisk Landsforening som forbillede. Heller ikke i Danmark skal den funktion tages for givet. Der er mange dagsordener på markedet, og økologerne skal være vågne.

Danmarks, og særligt Københavns, succes med omstilling til økologi i offentlige køkkener var ifølge EU-Kommissionen også en vigtig inspiration for Farm-to-Fork og EU's Organic Action Plan.

Det var banebrydende, at økologer og allierede i Kost & Ernæringsforbundet, 3F, Københavns Madhus og en hær af omlægningskonsulenter allerede for mere end 20 år siden havde en ambitiøs, holistisk tilgang til økologisk omlægning, der også omfattede mere planterige måltider og meget mindre madspild.

En model for sundere, økologiske og mindre klimabelastende offentlige måltider.

Men hvis 25 procent af landbrugsarealet skal omlægges, er der over to millioner landmænd i EU, der skal overbevises.

Betaling for økologiske ”ydelser" i omlægningsperioden er at finde i mange lande. Men såkaldte omlægningstjek - det vil sige rådgivning om omlægning, gratis certificering, inspektion og dybe investeringer i økologisk innovation - er mindre udbredt i andre lande end i Danmark.

Så mere af det.

Et generelt godt samarbejde mellem økologiinteresser og landbrugets generelle organisationer har også været med til at bane vejen for omlægning. Ledere i landbruget med åbent sind har sendt gode signaler til landmænd ved at se økologi som en del af landbruget og kilde til inspiration.