Det mest voldsomme eksempel på manglende rettidig omhu handler om landbrug og kvælstof

Da Mette Frederiksen forklarede regeringens planer om at nå 70 procent CO2-reduktion i 2030, blev hockeystaven pludselig en del af vores klimadebat og et tydeligt billede på en tankegang om grøn omstilling, som desværre ikke holder vand. Nemlig at vi skal starte lidt nænsomt for så senere at accelerere hen mod 2030.

Det lyder sikkert for mange ganske logisk, men indeholder en usagt opfattelse af, at det først er nu, vi skal til at handle, hvad der jo ikke er sandt.

Den grønne omstilling, er det noget, der er blevet arbejdet med i mange år, men vi bærer stadig en grøn gældsbyrde med os oveni, fordi vores indsats har været for slap.

Det er derfor vi skal accelerere allerede nu og være ekstra modige og vove nyt. 

Krisen er ikke breaking news

Modtagelsen i medierne af den første af tre delrapporter til IPCC's sjette klimarapport ramte i august medieverdenen med stor styrke - heldigvis.

Men netop breaking news-versionen er med til indirekte at fortælle, at temperaturstigningerne og havvandsstigningerne er den ny viden, og mange taler om et wakeupcall til befolkningen og politikere og bekræfter dermed, at de konklusioner er reelle nyheder.

Som jeg ser det, er det her vores virkelige problem er gemt, for de forudsigelser er desværre ikke nye. Der er nemlig utroligt lille forskel på, hvad den allerførste klimarapport fra IPCC i 1990 forudsagde om temperaturstigning og havvandsstigning inden år 2100, og hvad den netop offentliggjorte viser.

I 1990 forudsagde IPCC tre graders temperaturstigning i 2100. Nu er forudsigelsen mellem 3,3-5,6 grader. Havstigningen blev vurderet til at være mellem 50-80 centimeter i 1990, og nu er det op mod 100 centimeter - og meget sikrere. 

Indsatsen skal accelereres

Alt det, vi ikke fik gjort i tide, er derfor vores mest alarmerende udfordring i hele den grønne omstilling. Nu kræver det en kraftanstrengelse, fordi vi skal accelerere vores indsats med det samme og accelerere den år for år.

Jeg er overbevist om, at vi bliver nødt til at revidere vores 70 procent mål i opadgående retning om få år

Steen Gade
Formand, regeringens Råd for Samfundsansvar og Verdensmål

Det er ikke nok at rette hockeystaven ud til en lige linje, som de fleste kritikere af Mette Frederiksens billede har fremført. Nej, fordi vi halter så meget bagud, skal hockeystaven vendes om. Vi viste ikke rettidig omhu, selv om vi jo vidste bedre, så tid er blevet en selvstændig faktor. 

Vi har således meget kort tid, hvis noget der minder om at holde temperaturstigningen på omkring 1,5-2 grader i dette århundrede, skal blive til virkelighed. Vi er jo allerede på 1,09 grader ifølge rapporten.

Når det skal oversættes til politik, kræver det historisk store investeringer, stadigt skærpende grønne rammevilkår og en vilje til at satse massivt. Både i produktionen, forbruget og når det gælder vores vaner.

Det kræver en disruption af vores tankegang

Det tog 30 år at udvikle vindteknologien til både at blive billig og helt afgørende for den grønne omstilling. Det har vi ikke tid til at gøre med brint og Power-to-X-teknologierne, som vi skal bruge til at stabilisere et elsystem, der er afhængig af vind og sol.

Derfor er det rigtig godt, at noget af den politiske logik i EU reelt er vendt på hovedet. En dyr og ikke særlig energieffektiv teknologi, som brint jo ser ud i dag, skal udvikles til at blive billigere og mere og mere effektiv ved at satse på volumen med det samme.

Det kræver nærmest en disruption i vores tankegang samt en ny politisk forståelse af, at det handler om systemiske ændringer. Tankegange, man kan finde i en del af indholdet i EU's Green New Deal, men som meget sjældent præger den danske debat, der mere lunter afsted og tænker, at bare vi gør som i 90'erne, så går det.

70 procentsmålet skal revideres

Problemet er, at vi sløvede efter 90'erne og tabte tempo og opbyggede en grøn gæld. Derfor skal der nu accelereres, og ja løbes en økonomisk risiko på endnu flere områder, end den vi heldigvis tager med brint. 

Jeg er overbevist om, at vi bliver nødt til at revidere vores 70 procents mål i opadgående retning om få år (70 procent er jo heller ikke nok).

Når hele IPCC's sjette klimarapport bliver offentliggjort i efteråret 2022, bør vi allerede nu forberede os på at udnytte muligheden for at kæmpe for nye skærpede globale mål - også for 2030. 

Danmark er det næstmest opdyrkede land i verden

Den manglende dybtgående forståelse af, at tid er blevet helt afgørende, gælder hele den grønne omstilling. I årevis har vi for eksempel i Danmark siden 1990'erne modtaget kritik og er blevet sat i gabestol af OECD og Det Europæiske Miljøagentur som et land, der har alt for lidt natur og meget ringe biodiversitet.

Det hyggeligste er at tro på hockeystaven hele vejen rundt, men virkeligheden kræver, at vi vender den.

Steen Gade
Formand, regeringens Råd for Samfundsansvar og Verdensmål

Ja, vi har ligefrem haft en miljøminister, der mente, at de danske kornmarker er natur. Alligevel er vi stadig det næstmest opdyrkede land i verden. Det skal ændres. Og igen - det skal ske hurtigt, for forarmelsen af vores landskab har hårdt fat.

Også her er det et EU-initiativ, der kan rette op på årtiers forsømmelser i en fart. Hvis EU-Kommissionens forslag om, at 30 procent af landarealerne skal være natur i 2030, bliver gennemført, vil det blive den største ændring af det danske landskab siden 1950'erne. Næsten en landskabsrevolution. Desværre siger Danmark lige nu nej tak. 

Den mest voldsomme dokumentation for manglen på rettidig omhu handler om landbruget og kvælstof. I de her dage er forhandlingerne om landbrugets klimaindsats inden 2030 i fuld gang til en voldsom undergangsmusik fra dele af landbruget.

Nok ikke så meget på grund af klimaindsatsen i sig selv, men mere fordi forhandlingerne nødvendigvis også handler om at overholde vandrammedirektivet om god økologisk tilstand i vandløb, søer og nære havområder i 2015, senest 2027.

Ja, der stod 2015, som en illustration på det nok mest synlige danske eksempel på manglende rettidig omhu.

En grøn gæld

Vi mangler at reducere kvælstofudslippet fra landbrug med pænt over 10.000 tons årligt. Det vil kræve meget store ændringer på mange ejendomme, kræve ny regulering og kræve at mange arealer skal tages ud af omdrift - både af klimagrunde og på grund af kvælstof.

Fra slut 1980'erne og frem til omkring midten af nullerne havde vi løbende regulering, der begrænsede udledningerne, og det kunne ses i vandløbene. Derefter gik reduktionsinitiativerne i stå med et kæmpetilbageslag, da braklægningen blev ophævet, uden at der blev sat andet i stedet. Og nu stiger udledningerne ligefrem, især på grund af landbrugspakken.
 
I over ti år har vi således slæbt på en grøn gæld på 10.000 tons kvælstof årligt. Der blev advaret, Landbrugskommissionens tanker blev fejet af bordet, landbrugsorganisationerne kæmpede imod regulering og en række regeringer modarbejdede det direktiv, som Danmark accepterede for nu over 20 år siden. 
 
Med disse eksempler vil jeg prøve at vise, at vi har behov for at italesætte vores grønne gældsættelse. Kun hvis vi gør det, kan vi for alvor få forståelse for, at det hele skal gå så hurtigt. Ærlig snak om kvælstof, fosfor, affald, luftforurening, klima, biodiversitet og natur er nødvendig.

Det hyggeligste er at tro på hockeystaven hele vejen rundt, men virkeligheden kræver, at vi vender den.