Det Økologiske Råd til Landbrug & Fødevarer: I råber højt og bliver hørt – men hvor er de konstruktive bud?

REPLIK: Direktør Morten Høyer erkender, at L&F "råber højere", men det nytter ikke noget, for vi har brug for en fødevareproduktion, som tager hensyn til både klima, vandmiljø og biodiversitet, skriver Christian Ege, sekretariatsleder, Det Økologiske Råd.

Af Christian Ege

Sekretariatsleder, Det Økologiske Råd

Direktør Morten Høyer fra L&F svarede 21. december på vores debatindlæg i Altinget 15. december. Morten Høyer er enig med os i, at L&F råber højere, og at dialogen er blevet vanskeligere.

MH mener, at "årsagen er en tiltagende polarisering af samfundsdebatten, hvor det almindelige landbrug er blevet mange organisationers foretrukne syndebuk". Men hvad er årsag og virkning her?

MH mener ikke, at landbruget har mødt lydhørhed over for deres faglige kritik via høringssvar og faglige følgegrupper. Men landbruget var netop med til gennem dialogen indenfor Natur- og Landbrugskommissionen at udforme den radikale ændring af miljøreguleringen, som alle aktører fortsat hylder – nemlig overgangen fra den generelle til en mere målrettet regulering, hvor man laver den største miljøindsats i de områder i landet, hvor problemerne er størst.

Denne dialog var mulig for fem år siden – i dag er dialogen langt vanskeligere og mindre konstruktiv. 

Ny viden bliver ikke brugt konstruktivt
Det er fint, når L&F tilvejebringer ny viden om vandmiljøet. Ingen lægger skjul på, at det faglige grundlag for vandområdeplanerne er baseret på modeller og målinger, og at disse modeller fortsat kan udvikles og suppleres med yderligere målinger.

Problemet er, når den nye viden, som L&F har fået udarbejdet til kampagnen ’De 7 synder’, ikke anvendes konstruktivt til en udvikling af de eksisterende modeller, men til det højlydte budskab, at alle de tidligere modeller skal skrottes fuldstændigt.

Konsekvensen heraf ville være, at der ville gå årevis, før en fortsat indsats kan iværksættes. Eller når L&F søger at sætte lighedstegn mellem målrettet regulering og ”marine virkemidler” som muslingeliner og stenrev – når uafhængig forskning har påvist, at disse ville have minimal effekt.

Vi er med på, at dansk husdyrbrug er lidt mere klimaeffektivt målt per produceret dyr, end hvad vi ser i mange andre lande. Det er bare ikke nok at sole sig i dette, når vi ser på udfordringerne – et dansk landbrug, som er Europas mest intensive, sammenholdt med et sårbart vandmiljø.

Og en klimaudfordring som gør, at kloden ikke kan tåle, hvis resten af jordens befolkning ønsker samme levevis som os med lige så høj andel af animalsk kost.

Bæredygtigt Landbrug taler imod forskning
Vi ser det endnu mere udpræget med Bæredygtigt Landbrug. For eksempel skrev Poul Vejlby Sørensen, BL i en kommentar til vores indlæg, at landbruget i 80’erne "blev beskyldt for at være eneansvarlig for nogle store iltsvindsproblemer nord for Gilleleje", men at den virkelige årsag var Københavns spildevand.

Det strider direkte imod, hvad forskningen har vist. I mellemtiden har man brugt mange penge på at rense spildevand fra byer og industrier.

I dag bidrager landbruget med en endnu større del af miljøpåvirkningen. Vi glæder os alle over halveringen af kvælstoftabet i landbruget, men er stadig langt fra målet i Vandrammedirektivet. Det er ukonstruktivt at frakende sig dette ansvar.

Heldigvis ser vi også helt andre tendenser inden for fødevareklyngen. Ligesom vi i industrien ser mange firstmovers, som går foran med initiativer og miljø- og klimaindsatser, ser vi det heldigvis også i landbruget med et rekordstort antal landmænd, der omlægger til økologi, med lokale natur- og miljøprojekter og med en række landmænd, som er i et positivt samspil med lokalsamfundet og de lokale markeder.

Vi ser det også med Arla, Danmarks største mejerikoncern, som i dag er en firstmover i forhold til at reducere klimabelastningen fra mælkeproduktion.

Arla har indset, at bæredygtighed er en vigtig konkurrenceparameter for udviklingen af fremtidens landbrug – både i Danmark og internationalt.

Arla har inviteret til samarbejde og dialog med forskere og miljøorganisationer. For eksempel indkaldte Arla for nylig forskere, embedsmænd og miljøorganisationer til konference om muligheder for at øge kulstofbindingen i jorden – en af de vigtige udfordringer i jordbruget, som for eksempel kan løses med flere flerårige afgrøder, flere efterafgrøder samt biogasanlæg.

Vi vil opfordre Landbrug & Fødevarer til at bygge videre på disse konstruktive initiativer frem for at lade sig trække med ud på fløjen af BL’s ukonstruktive retorik. Det ville være til gavn for både landbrug og det øvrige samfund.

Vi har brug for en fødevareproduktion, som tager hensyn til både klima, vandmiljø og biodiversitet.

Forrige artikel Lektor:  Vandmiljøet og landbruget kan blive Landbrugspakkens store tabere Lektor: Vandmiljøet og landbruget kan blive Landbrugspakkens store tabere Næste artikel Thyra Frank: Ældremaden afslører menneskesynet Thyra Frank: Ældremaden afslører menneskesynet
  • Anmeld

    Poul Vejby-Sørensen

    Sagens kerne: Folket er ført bag lyset

    Christian Ege skriver:
    Citat:
    For eksempel skrev Poul Vejby-Sørensen, BL, i en kommentar til vores indlæg, at landbruget i 80’erne "blev beskyldt for at være eneansvarlig for nogle store iltsvindsproblemer nord for Gilleleje", men at den virkelige årsag var Københavns spildevand.
    Det strider direkte imod, hvad forskningen har vist. I mellemtiden har man brugt mange penge på at rense spildevand fra byer og industrier.
    Citat slut.

    Kære Christian Ege, hvad du her citerer mig for strider på ingen måde imod forskningen. Det underbygges fuldt og helt af seriøs international forskning.
    Derimod strider det imod, hvad nogle danske biologer uden større videnskabelig ballast og en journalistisk direktør for DN fremførte under panikagtige forhold efter landingen af de døde hummere. Desværre blev disse forvirrede påstande annekteret som Miljøstyrelsens parole, hvilket jo netop er problemet.
    En af de daværende hovedaktører (Gunni Ærtebjerg) har senere (Ingeniøren 26. marts 1999) begrundet den fatale konklusion om kvælstof således:
    ”Fra Bæltprojektet vidste vi, at primærproduktionen hovedsagelig var kvælstofbegrænset (styret af tilførslen af kvælstof). Det eneste sted i samfundet, hvor der var sket en markant stigning i anvendelsen af kvælstof, var i landbruget.”
    Hvis Ærtebjerg havde analyseret klart, ville han have erkendt, at omtalte ”kvælstofbegrænsning” af primærproduktionen netop var forårsaget af store tilførsler af fosfor. Og hvor var der sket en ”markant stigning” i udledningen af fosfor? Det var der fra byspildevand med større kloaknet, flere vandskyllende toiletter og flere vaskemaskiner med udledning af fosfor fra vaskepulver.
    I mange år før hummer-happeningen havde København hvert år udledt op mod 1 mio. tons vådt slam i Øresund, hvor den dominerende nordgående strøm førte det op nord for Helsingør-Hälsingborg. Her bredes strømmen ud, så hastigheden aftager, og slampartiklerne bundfældes i området nord for Gilleleje på den danske side og i Skälderviken og Laholmsbukten på den svenske side. Præcis de områder, der var ramt af iltsvind i 1980’erne. Organisk stof kræver ilt til omsætning. Fosfor genbruges vækstsæson efter vækstsæson. Begge forhold forklarer iltsvindsproblemerne og deres placering. (Landbruget udleder jo ikke specielt noget til det område).
    I en periode ”løste” København ganske vist problemerne ved at føre kloakrørene længere ud i Øresund, men det hjalp selvfølgelig ikke på de forureningsramte områder nord for Øresund.
    Helt frem til slutningen af 1990’erne måtte Lynetten have dispensation for udledning af fosfor, der havde frit løb ud til de allerede fosforbelastede og iltsvindsramte områder. Kvælstof var der heller ikke styr på.
    Når Christian Ege så skriver: ”I mellemtiden har man brugt mange penge på at rense spildevand fra byer og industrier”, er der kun at sige ja, men det har jo også hjulpet på området nord for Gilleleje!
    Men det er ikke nok. Lynetten udleder stadig langt højere fosforkoncentrationer end tilsvarende renseanlæg i vore nabolande. Og i mange fjorde, er der stadig betydelig ”kvælstofbegrænsning”, som skyldes for meget fosfor. Det kan være renseanlæg, der virker for dårligt, overløb af urenset spildevand eller gammelt slam i sedimentet.
    Men det er IKKE landbrugets skyld. Ligesom de døde hummere heller ikke var!