Debat

Fiske-ngo: Gør kamera obligatorisk på alle fiskefartøjer i EU

EU-Parlamentet skal sikre bedre rapportering og forhindre bifangst af sårbare fiskearter og lukke de smuthuller, som EU’s fiskeriudvalg lukkede op for. Havet og dets økosystemer har brug for stærke politikere der tør handle, og kameraer er en del af løsningen, skriver Berit Asmussen.

Kameraer er en effektiv kilde til indsamling af data af høj kvalitet om fiskebestandenes størrelse og tilstand, som sikrer, at fiskebestandene fortsat er sunde til glæde for ikke mindst fiskeriet, skriver Berit Asmussen.
Kameraer er en effektiv kilde til indsamling af data af høj kvalitet om fiskebestandenes størrelse og tilstand, som sikrer, at fiskebestandene fortsat er sunde til glæde for ikke mindst fiskeriet, skriver Berit Asmussen.Foto: Pascal Rossignol/Reuters/Ritzau Scanpix
Berit Asmussen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det går ikke for godt for de europæiske havområder, heller ikke for de danske. Det er efterhånden kendt viden, ligesom det er, at ingen danske havområder kan siges at have en samlet “god miljøtilstand”.

Kan der gøres noget ved det? Ja. Bliver der gjort noget ved det? Det burde der! I hvert fald hvis Danmark og resten af EU skal leve op til egne ambitioner eksempelvis i forhold til Den Fælles Fiskeripolitik, Havstrategidirektivet, Biodiversitetsstrategien og EU’s grønne aftale.

Intentioner, der alle peger i den rigtige retning for vores pressede havområder, men som hurtigt kan blive til udvandede drømme, hvis de folkevalgte politikere ikke netop nu holder tungen lige i munden og hurtigt matcher ambitionerne med rettidig, konkret handling. Ikke mindst når de afgiver deres stemmer. 

Kontrol og monitorering af fiskeriet
I næste måned skal medlemmerne af Europa-Parlamentet tage stilling til en sag af stor relevans netop for vore havområders fortsatte sundhed. Sagen drejer sig om kontrol og monitorering af fiskeriet i de europæiske farvande. Det kan måske lyde som en tør omgang af mindre relevans for de fleste danskere. I virkeligheden er der tale om lige det modsatte.

En styrkelse af kontrol og monitorering er afgørende for, at et samlet EU kan leve op til egne ambitioner på havområdet og gå foran som flok frem for at forlade sig på, at enkelte medlemslande på mere tilfældig vis gør det.

Berit Asmussen
Kampagneansvarlig, Our Fish Danmark

Politisk sikring af solid monitorering og kontrol af fiskeriet og dets påvirkning af havet har stor betydning for alle, der lever af havet men også for alle, der blot nyder havets rekreative kvaliteter, og som derfor ønsker et sprudlende og sundt havmiljø fremadrettet.

Danmark er før gået foran. Ved sidste års EU-fiskekvote forhandlinger om Nordsøen, Skagerrak og Kattegat indførte Danmark som første land i Europa elektronisk kamera monitorering af fiskefartøjer - startende med to håndfulde fiskefartøjer i Kattegat, der frivilligt gik med til at få monteret kameraer på deres skibe.

Det er en positiv udvikling set fra et miljøperspektiv, for kameraerne er en effektiv kilde til indsamling af store mængder data af høj kvalitet om eksempelvis fiskebestandenes størrelse og tilstand. Data fra kameraerne vil være med til at skabe et mere opdateret og sikkert billede af hvor stort et fiskeritryk, politikerne kan nikke ja til, samtidig med at man sikrer, at fiskebestandene fortsat er sunde til glæde for ikke mindst fiskeriet selv. 

Obligatorisk kamera ombord på alle EU-fiskefartøjer
Det er ikke alle fiskere, der er enige, og det kan måske også umiddelbart virke som en urimelig foranstaltning, der rimer på overvågningssamfund. Men da kameraerne jo netop ikke sættes op, hvor de fanger fiskerne i linsen men i stedet er rettet mod de fisk, der hentes ombord - og øvrigt kun kører når dette sker - ja så mener vi, at fordelene - også for fiskerne - er betydeligt større end ulemperne er.

Den forbedrede sporbarhed er nemlig efterspurgt af forbrugerne, der gerne vil købe bæredygtigt, og tilliden til sporbarheden kan øges betragteligt med systematisk monitorering.

Havet og dets økosystemer har brug for stærke politikere der både tør tro og handle på, at der findes løsninger på de mange problemer, som havet står overfor.

Berit Asmussen
Kampagneansvarlig, Our Fish Danmark

Vi har brug for et sundt hav, sunde fiskebestande og et sundt fiskeri. Derfor opfordrer Our Fish-medlemmerne af Europa-Parlamentet til at stemme for obligatorisk kameramonitorering ombord på alle EU-fiskefartøjer, når de i næste måned skal stemme om en samlet pakke af ændringsforslag til EU’s kontrolforordning, som meget gerne skal styrke de desværre helt utilstrækkelige anbefalinger, som netop er kommet fra EU’s fiskeriudvalg (PECH Committee).

En styrkelse af kontrol og monitorering er afgørende for, at et samlet EU kan leve op til egne ambitioner på havområdet og gå foran som flok frem for at forlade sig på, at enkelte medlemslande på mere tilfældig vis gør det, sådan som det er tilfældet for Danmark i forhold til kamera ombord på udvalgte danske fartøjer. 

Luk smuthullerne
Vi opfordrer dermed til, at de europæiske beslutningstagere sikrer bedre rapportering om og forhindring af bifangst af sårbare fiskearter og lukker de smuthuller, som EU’s fiskeriudvalg desværre lukkede op for, ved deres seneste afstemning.

De danske og europæiske havområder bliver ikke sundere, så længe der fortsat lægges pres havet på samme måde som hidtil. Havet og dets økosystemer har brug for stærke politikere der både tør tro og handle på, at der findes løsninger på de mange problemer, som havet står overfor. Det har vi, der nyder og lever af havet, også.

De folkevalgte politikere har magten til at træffe valg lige nu, der måske kan være udfordrende på den korte bane, men som er den eneste rigtige vej på den lange bane, hvis vi fortsat vil have et levende fiskeri og levende havområder til glæde for os alle.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00