Fiskeriet holder vejret: Afventer nye kvoter for tobis 

TIDSPRES: Ugens EU-rådsmøde er aflyst på grund af coronavirus, men fiskere krydser fingre for, at det stadig er muligt inden april måned at få nye kvoter for tobis på plads. Det vil kunne give lidt luft til økonomisk trængte fiskere.

Coronavirussen har givet efterspørgsel og pris på en lang række fisk et dyk ned. Derfor håber fiskere at få kvoter for tobisfiskeri på plads inden 1. april trods et aflyst rådsmøde.
Coronavirussen har givet efterspørgsel og pris på en lang række fisk et dyk ned. Derfor håber fiskere at få kvoter for tobisfiskeri på plads inden 1. april trods et aflyst rådsmøde.Foto: Danmarks Fiskeriforening PO
Sine Riis Lund

Med blot en uge til sæsonens start afventer fiskeriet stadig en afklaring for dette års tobisfiskeri.

Og spændingen er ikke blevet mindre af, at EU-rådsmødet for landbrugs- og fiskeriministre mandag og tirsdag denne uge er aflyst som konsekvens af coronavirussens hærgen. 

“Bare denne morgenstund tror jeg, at vi har fået de første fem forespørgsler fra lokalforeningsformænd i vores organisation, der spørger til, hvordan det ser ud med kvoterne,” siger Kenn Skau Fischer, direktør for Danmarks Fiskeriforening PO.

Håb om fornyet luft
Sæsonen for at fange tobis starter 1. april og varer fire måneder frem. Men Kommissionen og de danske myndigheder har afventet den videnskabelige rådgivning for, hvor mange fisk der må fanges i 2020.

Der er kastet skygger ind over hele konsummarkedet. Mange fiskere lider under, at både priser og den mængdemæssige afsætning har fået gevaldige smæk som følge af corona. 

Kenn Skau Fischer
Direktør, Danmarks Fiskeriforening PO

I starten af marts præsenterede Kommissionen så sit forslag til fiskerimuligheder. Bestanden af tobis vurderes positiv, og derfor foreslår Kommissionen også højere kvoter for stort set alle farvande.

“Der er mange fiskere, som lider i deres omsætning på grund af situationen med coronavirussen, og derfor er der en følelse af, at industrifiskeriet med tobis for nogle kan give lidt luft. Derfor er det meget vigtigt, at det her kommer på plads,” siger Kenn Skau Fischer.

Samme melding kommer fra Marine Ingredients Denmark, der repræsenterer de danske producenter af fiskemel og -olie.

“Vi får jo ikke forlænget perioden i den anden ende, hvis vi ikke kommer i gang her 1. april, så det er vigtigt, at det kommer på plads, så fiskerne kan starte, hvis de ønsker det,” siger administrerende direktør Anne Mette Bæk.

Skriftlig procedure undervejs
Begge foreninger understreger, at Miljø- og Fødevareministeriet er fuldt ud opmærksom på tidspresset, og at forventningen herfra er, at det vil lykkes i tide.

“Forslaget skal vedtages snarest muligt, så fiskeriet efter tobis kan begynde 1. april 2020. Det forventes, at forslaget vedtages senest ultimo marts 2020 i en skriftlig procedure i Rådet,” skriver Miljø- og Fødevareministeriet da også i en skriftlig orientering til Europaudvalget.

Når den skriftlige procedure i Rådet er på plads, skal de danske myndigheder følge op med national regulering med fordelinger til de enkelte fartøjer.

Og udsigten til højere fangstmængder og kvoter falder på et tørt sted i erhvervet, der også er ramt af coronavirussens følgevirkninger.

“Der er kastet skygger ind over hele konsummarkedet. Mange fiskere lider under, at både priser og den mængdemæssige afsætning har fået gevaldige smæk som følge af corona. Det skyldes jo, at restauration og catering rundt i Europa er gået fuldstændig i stå og er nærmest ikkeeksisterende,” siger Kenn Skau Fischer.

Prisen falder på højværdifisk
Mens det går fint med at afsætte almindelige spisefisk som torsk og rødspætter, så ser det nemlig langt værre ud med de spisefisk, der har en høj pris og typisk eksporteres. Det gælder fisk som jomfruhummer, pighvar, helleflynder og havtaske.

Samtidigt har prisen fået et ordentligt dyk ned. Mens den gennemsnitlige ugepris på et kilo jomfruhummer i januar og februar svingede mellem 44,9 og 70,5 kroner, så lød prisen på de danske fiskeriauktioner i sidste uge i snit på 34,3 kroner.

“Det er disse højværdifisk til eksportmarkederne, som trækker meget af økonomien i erhvervet, som er under pres. Derfor håber vi virkelig, at tobisfiskeriet kan hjælpe nogle fiskere til at få en bedre økonomi på den helt korte sigt,” siger Kenn Skau Fischer.

Øget bolværk mod corona
Tobis er en industrifisk, som anvendes til at fremstille fiskemel og fiskeolie, og det er en vigtig fisk for industrien, fortæller Anne Mette Bæk.

Derfor falder de højere fiskerimuligheder også på et tørt sted i et meget ustabilt marked.

“Det er rigtig positivt for os, at kvoten er øget. Det kommer på bagkant af nogle lidt lave kvoter de sidste par år, og fabrikkerne er klar til at modtage og har taget alle de foranstaltninger, der skal til for at sikre både leverandører og ansatte i de her coronatider,” siger Anne Mette Bæk.

Blandt andet har erhvervet indført procedurer, der sikrer, at der ikke er nogen kontakt mellem besætningen på skibene og de ansatte på land.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anne Mette Bæk

Direktør, Marine Ingredients Denmark og European Fishmeal and Fish Oil Producers
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1996)

Kenn Skau Fischer

Adm. direktør, Danmarks Fiskeriforening, fhv. underdirektør, Danmarks Fiskeriforening
cand.polit i økonomi (Københavns Uni. 1995)

0:000:00