Fiskeriet: Forhastet politisk aftale er åbenlyst skadelig for sektoren

KRONIK: Første marts indgik Folketinget aftale om en ny auktionsmodel for fiskekvoter. Aftalen strider imod EU-lovgivning, kaster fiskeriet ud i kvotelotteri og vil koste arbejdspladser i Vandkantsdanmark, skriver Danmarks Pelagiske Producentorganisation og Fiskeriforeningen.

Af Esben Sverdrup-Jensen og Niels Wichmann
Hhv. direktør i Danmarks Pelagiske PO og direktør i Danmarks Fiskeriforening PO.

Fredag 1. marts blev det offentliggjort på Udenrigsministeriets hjemmeside, at fiskeriordførerne fra Folketingets partier har indgået en politisk aftale, som introducerer tre helt nye og unikke beskatningskoncepter i dansk erhvervsliv.

Vi kalder dem selvekspropriation, kvotelotteri og iværksætterskat. Ordførerne kalder det udvikling af dansk fiskeri.

Den politiske beslutningsproces på Christiansborg varede kun én uge, og på intet tidspunkt inviterede man repræsentanter fra fiskeriets organisationer, forskningsinstitutioner, kommuner eller fagforening ind i drøftelserne og i arbejdet med udviklingen af nye beskatningsmodeller for fiskeriet.

Man havde ellers tilbage i juni 2018 garanteret erhvervet en grundig og inddragende proces, men den udeblev fuldstændigt. Vedtagelsen er således ikke en konsekvens af anbefalinger fra uafhængige ekspertgrupper, et kommissionsarbejde, produktet af en konference eller en høring. Det er ene og alene, hvad man bag lukkede døre, i en lukket kreds på Christiansborg, kunne brygge sammen på en uge inden en selvfastsat deadline 1. marts.

Eneste eksterne input til den demokratiske underskudsproces er så vidt vides en "fact-finding mission" fra Udenrigsministeriet, der har rejst kloden rundt for at hente inspiration i Chile, Færøerne og i USA. Udenrigsministeriets "fact-finders" har os bekendt endnu ikke aflagt rapport fra jordomrejsen, og under alle omstændigheder er de tre nye danske beskatningsmodeller ikke set lignende noget andet sted på planeten.

I strid med EU's fælles fiskeripolitik
Danmark bliver med aftalen det første land i EU med statslig auktion af fiskerettigheder. Det skyldes ikke alene, at det i resten af verden har vist sig at være en dårlig idé, hvis man ønsker at sikre sig mangfoldighed i fiskeriet, og hvis man ikke ønsker, at fiskerettigheder koncentreres på alt for få aktører.

Det skyldes også, at allokering af fiskerettigheder via statslig auktion, udleje eller salg strider imod EU's fælles fiskeripolitik og de fordelingsprincipper, som er fastlagt i grundforordningens artikler 16 og 17.

Salg til højestbydende er ikke et af de fælleseuropæiske objektive kriterier for fordeling af fiskerettigheder. Det burde ikke være så overraskende, at fiskeripolitikken er et fælles anliggende. Fisk er modsat olie og andre såkaldte fælles ressourcer ikke noget, vi borer eller graver op af den danske undergrund. Fisken forvalter vi i fællesskab med andre.

Faktisk er der desværre forsvindende få fisk helt kystnært i Danmark, så langt de fleste af de fisk, som danske fiskere henter hjem til landets havne, er fanget uden for dansk territorium, blandt andet cirka 40 procent i britisk farvand.

Fiskerettighederne til eksempelvis sild, makrel og torsk på fangstpladser langt fra vores egne kyster stammer fra fiskerier, som driftige danske fiskere i sin tid udviklede og siden vandt hævd på. Det har intet med den danske stat at gøre.

Så sent som i 2009 var danske fiskere pionerer i udviklingen af et nyt og bæredygtigt fiskeri efter arten havgalt i farvandene vest for Irland og nede i Biscayen, og i dag har danske fiskere en betydelig del af EU-kvoten på havgalt. At betragte havgalt og andre fisk i fjerne vande som en national fælles naturressource på linje med olien i Nordsøen kræver en god portion fantasi.      

Selvekspropriation
Fantasi er der nok af, når man kigger på de tre helt nye og unikke koncepter for ressourcebeskatning af danske fiskere. 

I december 2016 besluttede de samme ni partier, at fiskerirettigheder for mere end 300 millioner kroner skulle eksproprieres uden hensyn til de otte års varsel, man dengang havde. Man ønskede at omfordele fisken fra de etablerede havgående fiskere til gruppen af kystnære fartøjer, som på den måde ville få flere og gratis fiskemuligheder.

Med i aftalen fra 2016 var, at uopfiskede mængder hvert år skulle returneres til de retmæssige ejere. Med den nye aftale er det hensigten, at staten vil sælge fiskerirettighederne tilbage til de fiskere, som blev frataget dem i december 2016 – ikke som varige rettigheder, men for ét år ad gangen. Man kan altså købe sine egne fiskerettigheder tilbage i en form for selvekspropriation, medmindre altså andre fiskere overbyder på auktionen.

Kvotelotteri
Det andet skattekoncept, der lanceres, er en model, hvor staten hvert år bestemmer, hvor stor en del af de fiskerettigheder, som fiskere i dag ejer i et system med 16 års uopsigelighed, man mener skal udlægges til auktion.

Fiskere, som har investeret i kvoter, ved altså ikke, hvor stor en andel af kvoten de rent faktisk har rådighed over det følgende år. Kvotelotteriet skaber hidtil usete udfordringer i forhold til finansiering og låntagning.

Bankerne var, ikke overraskende, de første til at tage panisk kontakt, da aftalen blev offentliggjort. Finansiering af fiskeri er i forvejen fordyret af de betydelige udsving, der er i den biologiske rådgivning og forhandlinger om årlige kvotefastsættelser. Nu introducerer Folketinget så et nyt og fordyrende usikkerhedselement, som underminerer de 16 års uopsigelighed og gør det endnu sværere for unge fiskere at etablere sig med eget fartøj.

Licensbetaling
Den tredje nyskabelse på beskatningsfronten i 1. martsaftalen er om muligt endnu mere væksthæmmende end ovenstående to ekspropriationskoncepter.

Man vil fra maj 2019 indføre en afgift eller licensbetaling for nyudviklede fiskerier. Hvis en fisker lykkes med et risikofyldt eventyr med fiskeri i nye farvande og på fremmede arter, så står staten klar til at indkræve licensafgift og yderligere beskatning.

Det ligner en slags omvendt "Løvens Hule", hvor man straffer initiativ og virkelyst med en unik form for iværksætterskat. Det er svært at forestille sig, at der fra danske fiskeres side udvikles nye fiskerier i de kommende år, som det skete med havgalten i 2009. Der er ellers gigantisk potentiale i de nye arter, som blandt andet klimaændringer bringer til vores farvande.

Vandkantsdanmark betaler
Formålet med i en lynproces at pålægge fiskere yderligere administrative byrder og nye særskatter blæser i vindene på Christiansborg. Omvendt står det lysende klart, at det er i Vandkantsdanmark, at man kommer til at betale prisen for det politiske rænkespil på Slotsholmen.

Det er de kystnære kommuner, som mister skatteindtægter og økonomisk aktivitet; det er værfter, smede og andre servicevirksomheder i havnene, som går glip af nye ordrer og kontrakter; det er forarbejdningsvirksomheder og eksportører, som går glip af vigtige råvarer; det er forbrugerne, der skal betale mere for fisken; det er fiskerne på dækket, som i henhold overenskomsten med 3F selv skal betale en betydelig del af udgifterne til leje af fiskerettigheder, og det er fiskeskipperne, der skal til møde i banken om rentestigning på grund af vedvarende politisk usikkerhed om fiskeriets fremtid.

At vedtage skatter, som er så åbenlyst skadelige for udviklingen af den samlede fiskerisektor og de cirka 16.000 jobs, som understøttes i branchen, virker så absurd forkert, at man næsten glemmer, at hele konceptet om statslige kvoteauktioner vurderes at være i strid med EU-lovgivningen, og at det lanceres på et helt afgørende og kritisk tidspunkt i dansk fiskerihistorie.  

Brexit står for døren, og Storbritanniens udtræden af fællesskabet kan potentielt betyde, at danske fiskere mister adgangen til britisk farvand og dermed 40 procent af de fisk, vi fanger.

Hvorfor så indføre helt nye skatter, nye byrder og ny og forstærket usikkerhed i sektoren? Hvorfor gøre det helt uden at lytte til dem, der repræsenterer erhvervet?

Forrige artikel Bæredygtigt Landbrug: Et halvt klimaregnskab er ikke et regnskab Bæredygtigt Landbrug: Et halvt klimaregnskab er ikke et regnskab Næste artikel Dansk Akvakultur kritiserer forslag til ny strategi: Dansk Akvakultur kritiserer forslag til ny strategi: "Det virker utroværdigt"
  • Anmeld

    Erik Poulsen · Kandidat til Europa-Parlamentet for Venstre

    Eksempel på politisk systemfejl

    Dét er et meget forståeligt spørgsmål, som havfiskerne stiller i dette debatindlæg.

    Jeg har i flere år fulgt den politiske behandling af fiskerierhvervet, som er et krystalklart eksempel på en af de helt store systemfejl: EU håndterer rimeligt fornuftigt fordelingen en fælles ressource, men det er herhjemme - i Folketinget og nærmeste omegn - at bureaukratiet og trangen til løbende detaljestyring gør hverdagslivet vanskeligt for hårdtarbejdende danskere.

  • Anmeld

    Kurt Svennevig Christensen · Formand for Levende Hav

    Grådighed

    Vi kan ikke tillade denne uhæmmede og udstillede grådighed der har styret fiskeriets handel med kvoter. Fiskeriet har ikke udvist den nødvendige egenkontrol og så må samfundet nødvendigvis gribe ind. Havets ressourcer er ikke fiskernes ejendom, de har dem til låns. De store dansk fiskeri har ikke evnet at forvalte de rettigheder til det fælles bedste, og nu skal der sættes en ny kurs. Enhver der har fulgt lidt med i dansk fiskeri de seneste par år, alle de store næser, ministerafgange, rigsrevision, statsrevision, kammeradvokat 600 spørgsmål, korrupte embedsfolk, politianmeldte stor skippere ogs. må give mig ret, der skal sættes en ny kurs, grådigheden skal fjernes fra den personlige vinding mod det fælles bedste i dansk fiskeri. Og hvis ikke de herrer Wichmann og Sverdrup-Jensen, som bærer et stor ansvar for dansk fiskeri i dag, forstår det, må de finde sig noget andet at beskæftige sig med.

Brexit-panik er udsat, men ikke aflyst

Brexit-panik er udsat, men ikke aflyst

TOPMØDE: 29. marts er ikke længere Brexit-dag. EU’s regeringschefer har givet briterne lidt mere tid til at bestemme sig for, hvordan de vil forlade EU-klubben.